EU-Parlamentet er blevet hånet for at være det rene disneysjov uden indflydelse. Men selvom Parlamentet er lillebror i EU’s lovmaskine, så formår det ind imellem at smide grus i maskineriet og blokerer for storebrødrenes planer
For nogen var det et gedigent stykke politisk håndværk, da EU’s beskæftigelsesministre efter syv års diskussioner nåede til enighed om et nyt arbejdstidsdirektiv i foråret 2009. For andre lignede det en ren studehandel, for enigheden om det nye direktiv var pakket sammen med en beslutning om et direktiv om vikarers arbejdsvilkår. Et følsomt kompromis altså, hvor ministrene ved at tage de to direktiver som samlet pakke, sikrede at alle fik noget med hjem.
Men ministrene forregnede sig, parlamentet godkendte vikardirektivet men forkastede arbejdstidsdirektivet og fastholdt sin modstand mod direktiv, som ville forringe lønmodtagernes beskyttelse mod lange arbejdstider.
Tidligere har parlamentet to gange forkastet forslag til et havnedirektiv, som ville have trukket kajen væk under de europæiske havnearbejdere. Dengang skete det efter en omfattende mobilisering blandt havnearbejdere i hele Europa. Et tryk, som parlamentet ikke kunne sidde overhørig.
Rollen som stopklods
Når parlamentet er lillebror i beslutningsprocessen, så hænger det sammen med, at det ikke har ret til at stille forslag. Den såkaldte initiativret er forbeholdt EU-kommissionen. Det er den som alene beslutter hvad der skal komme af nye EU-love. I første omgang diskuteres forslagene i EU-ministerråd, når der er enighed her, skal parlamentet tage stilling. Som i sagen med arbejdstidsdirektivet. Og det er her parlamentet kan agerer stopklods, hvis det ikke kan nå til enighed med ministre og kommission, så kan de blokerer et forslag, som så helt bortfalder. Det forhindrer dog ikke kommissionen i at genfremsætte det hurtigt efter – som det skete med havnedirektivet. Det er sjældent at parlamentet går linen ud, men det sker, især hvis der er folkeligt pres på det, sådan som var i havnesagen og i spørgsmålet om at forringe arbejdstidsdirektivet.
Eller som veteranen Jens Peter Bonde opsummerede der for Information, da han stadig var medlem:
– Vi har meget lidt magt, men stigende indflydelse, for vi kan true med at blokere!
De usynlige
EU’s indflydelse på medlemslandenes lovgivning vokser hele tiden. Den danske forsker Malene Wind vurderer, at omkring 70 procent af dansk lovgivning er en følge af EU-regler.
Selvom parlamentet for hver ny traktat har fået mere indflydelse så er interessen for det faldet i samme takt, og de fleste parlamentarikere levet et yderst anonymt liv i de fem år, der går mellem valgene.
Siden det første direkte valg til EU er valgdeltagelsen faldet hver gang. Medier og politikere beskylder gensidigt hinanden for at være årsag til den manglende offentlige interesse for parlamentets arbejde.
Måske var det med det i baghovedet, at mange af kandidaterne ved forårets valg bragte masser af spørgsmål på banen, som de strengt taget aldrig får lejlighed til at beskæftige sig med i parlamentet. Og så måske alligevel. For selvom parlamentet har reel indflydelse, og kan stoppe forslag, så handler de fleste afstemninger i parlamentet om forslag, som parlamentet ingen reel indflydelse har på. Det viser en opgørelse, Information har lavet i samarbejde med analysefirmaet Kaas & Mulvad.
Meninger om hvad som helst
Kun 16,6 procent af de dokumenter, der ligger bag de vedtagne beslutninger, vedrører områder, hvor parlamentarikerne har medindflydelse eller kan afgøre sagen. Opgørelsen dækker den første halvdel af det sidste parlaments valgperiode.
Resten handlede om alle mulige politiske tilkendegivelser om vigtige emner i andre verdensdele og i Europa – de rækker fra utallige opfordringer til kommission og ministerråd om at handle på dette eller hint, til resolutioner som støtter undertrykte folk verden rundt.
På de to et halvt år, vedtog parlamentet knap 2000 dokumenter. Det giver politikerne gode muligheder for at botaniserer i beslutningerne og tage hjem og fortælle deres vælgere, at de nu har skabt opbakning fra ”hele EU” til netop deres kæphest.
Parla hva?
Parlament betyder et sted, hvor der snakkes, og det gør der da også i den grad i EU-parlamentet, men det er dog ikke sådan, at parlamentsmedlemmerne bare kan tage orde. Faktisk er det kun ganske få minutter, de enkelte medlemmer når at få ordet i de fem år, de er valgt.
Som folkevalgt parlamentariker har man ikke automatisk taleret eller ret til at stille forslag.
Både retten til forslag og retten til at tale ligger i de politiske grupper. Så forudsætningen for overhovedet at kunne fungere er, at man er medlem af en gruppe. Får man ikke sin gruppe med på at stille et forslag, skal man samle 40 andre MEP’ere for er man henvist til at forsøge at samle 40 andre bag forslaget.
Kulturchok
Derfor var noget af et kulturchok for Folkebevægelsens parlamentsmedlem, Søren Søndergaard, som tidligere har siddet i Folketinget.
– I Folketinget kunne jeg argumentere, stille forslag og forsøge at kontrollere regeringen ved at stille kritiske spørgsmål. Hvis man tror, at det kan jeg også gøre i EU-parlamentet, så kan man godt tro om igen, siger han.
– EU- parlamentets rolle er at forholde sig til de forslag, som Kommissionen stiller. Forslagsretten er ændret til en ret til at stille ændringsforslag. Også retten til at kontrollere ”regerings- apparatet” er stærkt begrænset i forhold til Folketinget. Faktisk har hver enkelt medlem af EU-parlamentet kun ret til at stille ét prioriteret spørgsmål om måneden, det vil sige et spørgsmål, som man kan forvente svar på indenfor fem til seks uger. På øvrige spørgsmål kan besvarelsen tage måneder. Ikke ligefrem nogen imponerende kontrolfunktion, siger Søren Søndergaard. (brink)