Blokadetrussel virkede

Blokade mod alment byggeri aflyst, entreprenøren bøjer sig og sender tyske firmaer væk fra Viby Andelsboligforenings byggeplads i Århus

Få timer før en bebudet demonstration ved Viby Andelsboligforenings byggeplads i det sydlige Århus bøjede hovedentreprenøneren, Aalsrode Tømrerfirma af og besluttede at sende alle de udenlandske virksomheder og arbejdere væk fra byggepladsen, som ikke er overenskomstdækket.

LO Århus og BAT-kartellet i Århus havde indkaldt til demonstrationen, fordi de havde mistet tålmodigheden med hovedentreprenøren og boligforeningen.

Byggeriet har været i gang siden sommer, og fagforeningerne har haft kontakt med tømrerfirmaet gennem flere måneder, uden det har ført til ordnede forhold.

Demonstrationen skulle have været startskuddet på en blokade og sympatikonflikt mod de tyske underentreprenører på byggepladsen. Men udsigten til blokade fik både boligforening og hovedentreprenør til at rykke.

Ved en lokalforhandling blev blokaden ophævet og demonstrationen aflyst, på betingelse af, at alle udenlandske virksomheder og deres ansatte forlader byggepladsen, hvis de ikke er dækket af en overenskomst.

Samtidig blev det aftalt, at der på byggepladsen ikke beskæftiges udenlandske virksomheder, med mindre de forud er tilmeldt i Register for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) og er tilmeldt SKAT. Derudover er det en betingelse at virksomheden har indgået overenskomst med det modstående fagforbund eller er optaget som medlem af Dansk Byggeri.

Efter at sagen blev offentlig kendt har Viby Andelsboligforening og Aalsrode Tømrerfirma A/S aktiv medvirket til at finde en hurtig løsning og været konsekvente i deres reaktioner overfor de tyske håndværkerfirmaer, konstaterer LO-Århus og BAT-kartellet.

Hovedentreprenøren Aalsrode Tømrerfirma A/S beklager overfor fagforeningerne sagen og at firmaet har været for tøvende efter de første henvendelser fra fagbevægelsen. De garanterer nu ordnede forhold på byggepladsen og at overenskomsterne efterleves.

– Sagen er nu løst med et tilfredsstillende resultat og vi har tillid til at entreprenøren og Viby Andelsboligforening lever op til de indgåede aftaler, siger Hans Rasmussen, faglig sekretær i TIB Østjylland.

– Byggefagenes fagforeninger i Århus har en nul-tolerance overfor danske entreprenørers brug af udenlandske underentreprenører, som tilsidesætter danske overenskomster, dansk lovgivning og ikke betaler danske afgifter. Vi er dog tilfredse med at sagen kunne løses uden en lang blokade og sympatikonflikt, siger han. (brink)