Cabotagesvindel fortsætter

Vognmandsvirksomhed kan se frem til bøde i millionstørrelse

Politiet slog mandag til mod en vognmandsvirksomhed i Aabenraa Kommune, kontorerne blev ransaget og to lastbiler blev samtidig stoppet. Aktionen viste ”gentagne overtrædelser af reglerne for cabotagekørsel,” skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

– Vi har i noget tid haft virksomheden mistænkt for at køre for mange ture i Danmark, og vores efterforskning pegede i retning af, at nogle af de tysk indregistrerede lastbiler kørte op mod 20 cabotagekørsler i Danmark mod de tilladte tre kørsler. Dermed besluttede vi at bringe de udenlandske lastbiler til standsning samt ransage virksomheden for at finde beviser herpå,” siger politikommissær Henrik Fobian fra Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi.

For at køre lovlig cabotagekørsel i Danmark (transport internt i landet) kræves det, at der udføres en international transport, som skal afsluttes, inden der kan udføres cabotagekørsel. Efter en transport ind i Danmark, er det lovligt at udføre tre cabotagekørsler i landet, før der igen skal foretages en undgående transport.

Millionbøde

– Ved ransagningen fandt politiet dokumenter, der pegede på, at den udenlandske virksomheds lastbiler havde kørt op mod 150 cabotageture, hvoraf mange var udført i blokke af 4 eller flere. Den samlede bøde kan i dette tilfælde løbe op i omegnen af en million kroner, vurderer politikommissær Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Bødetaksterne er ifølge Færdselsstyrelsen på 35.000 kroner for 1-2 ulovlige cabotagekørsler, 70.000 kroner for 3-5 ulovlige kørsler og 105.000 kroner for 6-9 ulovlige kørsler.

Sagen mod vognmanden fra Sønderjylland kommer efter, at politikerne netop har vedtaget at stramme lovgivningen i et forsøg på at få stoppet den udbredte sociale dumping på landevejene.

Også på EU-niveau er der lagt op til stramninger, da den såkaldte vejpakke, med nye regler for lastvognskørsel i EU blev godkendt af EU-parlamentets transportudvalg. Vejpakken mangler nu kun at blive vedtaget af det samlede parlament, det ventes at ske i næste måned. (brink)