Vilkårene for de rumænske og bulgarske slagteriarbejdere på de tyske slagterier er kommet frem i lyset efter massesmitte af Corona, men det er hykleri på den store klinge, når politikerne nu stiller sig forarget an, mener tysk forfatter
Mandag lukkede hele regionen rundt om Tysklands største slagteri ned, efter mere end 1500 rumænske og bulgarske arbejdere har fået konstateret Corona. Regionen er tilbage i en total nedlukning, og de tyske politikere anklager nu Tönnies, den største slagterikoncern i Tyskland, for udbruddet.
Den tyske arbejdsminister Heil overvejer at gøre koncernen økonomisk ansvarlig for nedlukningen og den tyske regering har annonceret at det skal være slut med, at arbejdsstyrken på de tyske slagterier skal være ansat via vikarbureauer.
Ministerens kommer næppe nogen steder med sit forsøg på at sende ansvaret og regningen videre til Tönnies, for som et tysk medie tørt konstaterer, så er koncernen netop ikke juridisk ansvarlig for arbejdsvilkårene for de kolonnearbejdere, som arbejder i deres fabrikker. Det ansvar er udliciteret til vikarbureauer og rekrutteringsbureauer, som henter arbejdskraften i Østeuropa og indkvarterer den under ofte usle forhold.
Burde ikke overraske nogen
Men de vilkår som de tyske koteletter og pølser bliver til på, burde ikke overraske nogen som helst, mener forfatteren Werner Rügemer, og han tvivler på hvor troværdigt det er, når den tyske regering vil afskaffe udliciteringen af arbejdet på slagterierne fra nytår.
– Gode intentioner. Men troværdig? I mange år har arbejdsvilkårene i de tyske slagterier været kendt: hos Tönnies, Vion, Danish Crown, Westfleisch osv., skriver han i en længere analyse.
For allerede i 2017 vedtog den tyske Forbundsdag en lov om ”beskyttelse af arbejdere i kødindustrien.
Er den nogen der husker den, spørger Werner Rügemer retorisk. I hvert fald var det ikke noget, der interesserede det tyske arbejdsministerium før coronakrisen.
Så sendt som 6. marts i år kort før pandemien brød ud, svarede arbejdsminister Heil på en stribe spørgsmål i Forbundsdagen om forholdene i kødindustrien.
Det fremgår af svarene at regeringen ikke har kendskab til, hverken hvor mange vikarbureauer der leverer arbejdskraft til slagterierne, den ved heller intet om forskellen på vilkårene for vikaransatte og fastansatte. Og regeringen kan heller ikke oplyse, hvor mange inspektioner Arbejdstilsynet har gennemført af de kontrakter, som kolonnearbejderne er ansat på, skriver Rügemer.
Og selvom den ny lov skulle komme igennem og forbyde konstruktionen, så er der ikke lagt op til at øge bevillingerne til kontrollen, påpeger han. Det bliver op til den enkelte delstater at finansiere en øget indsats.
Kødskandalen giver genlyd i EU
Forholdene har også fået EU’s Beskæftigelseskommissær, Schmit på banen, i et interview med Handelsblatt er han forfærdet over forholdene og er klar til at gribe ind evt. med et nyt direktiv.
– Det kan ikke passe, at at der er en hel kategori af arbejdstagere i Europa, der er uden for alle rettigheder, siger han med henvisning til både slagterierne i Tyskland og sæsonarbejdere i de vestlige og sydlige dele af EU.
– Det er ikke meningen med den Sociale Søjle. Der må ikke være sådanne huller i søjlen, så disse mennesker ikke er dækket, siger han til avisen.
Også EU-parlamentet blander sig i debatten fredag vedtog man en resolution, hvor man opfordrer EU-Kommissionen og medlemslandene til at få den eksisterende lovgivning til at fungerer.
MEP’erne rammer måske den ømme tå med følgende formulering: ” peger på behovet for, at Kommissionen sammen med medlemsstaterne afhjælper manglen på klare bestemmelser for oprettelse af vikarbureauer og rekrutteringsbureauer, der er rettet mod grænsearbejdere og sæsonarbejdere i EU.”
Og så opfordrer de ”Kommissionen og medlemsstaterne til at bekæmpe sæsonarbejderes og grænsearbejderes negative image, hvor dette er tilfældet; bemærker, at bopælsmedlemsstaten har et ansvar for at sikre tilstrækkelig adgang til arbejds- og socialsikringsoplysninger for grænsearbejdere og sæsonarbejdere; fremhæver betydningen af støtte til grænsearbejdere og sæsonarbejdere i tilfælde af arbejdsrelaterede ulykker og bistand til hjemsendelse og reintegration og samtidig sikre, at deres rettigheder respekteres af rekrutteringsbureauer, underleverandører og andre mellemmænd, der opererer på deres område.”
Nu er hverken Kommissærens forfærdelse eller EU-Parlamentets resolution ligefrem nogen håndfast garanti for, at de udstationerede arbejdere får bedre vilkår på den korte bane. Men den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS følger gerne op på meldingerne fra parlament og Kommission:
– Alt for længe har nogle skruppelløse firmaer sluppet afsted med at lave profit på udbytning af sårbare arbejdere. Coronakrisen har igen udstillet de chokerende vilkår for mange udstationerede som arbejder hårdt på slagterier, landbrug og byggepladser. Endelig er politikerne vågnet op til den skandale, som foregår i skyggen og er rede til at handle, siger næstformand i EFS, Per Hilmersson.
EFS minder om, at udstationerede arbejdere ”på papiret” har de samme rettigheder som lokale.
– EU og medlemslandene må nu sikre at principperne bliver omsat i praksis, siger han.
Farvel til EU-praksis
Men sagen er, at EU ikke selv har kontrol med, hvordan de fine principper omsættes.
– Den kontrol overlader EU til de nationale myndigheder – vel vidende, at landene fungerer som medskyldige eller ikke handler på det. Et ukendt antal firmaer melder aldrig, hvor mange udstationerede de beskæftiger til myndighederne. Og EU har aldrig reageret på det, skriver Werner Rügemer.
Han minder om, at EU har seks agenturer og tilsynsmyndigheder, som har vandrende arbejdstagere som opgave:
– EURES, EEPO, ELA , SLIC, OSHA, MoveS – Har du aldrig hørt om dem? Selvfølgelig ikke, de gør ikke noget i det mindste intet for arbejdstagerrettigheder. Det overordnede mål for disse agenturer med tusinder af godt betalte ansatte er at fremme arbejdsmigration. Overholdelse af de allerede lave “minimum” -standarder, som stadig er lavere end EU-direktiverne i lande som Tyskland, er en tredje prioritet, skriver han.
Werner Rügemer tror ikke på, at forandringen kommer fra EU’s institutioner. Han mener at stærke kræfter ønsker at fastholde en situation med underbetalte udstationerede migrantarbejdere, de nye og mindre veludviklede EU-lande i øst skal fastholdes i en undervikling, så de stadig kan levere en lavt betalt hær af udskiftelig arbejdskraft.
– Hvis forbundsregeringen ikke siger farvel til EU-regler og EU-praksis, vil Tönnies & Co altid være i stand til at opretholde deres konkurrencemæssige fordel garanteret i retningslinjerne som før med nye smuthulskonstruktioner, skriver han. (brink)
