De nordiske landes fagbevægelse efterladt på bagperronen

Den Europæiske Faglige Sammenslutning melder klar bane til direktiv om mindsteløn i EU, mens arbejdsgiverne siger nej tak

De lykkedes ikke fagbevægelsen i Danmark, Norge, Sverige og Island at stoppe processen mod en lovfæstet EU-mindsteløn.

Det står klart efter at 86 procent af medlemsorganisationerne i EFS i weekenden stemte ja til et høringssvar om mindsteløn til EU-Kommissionen.

De nordiske lande minus Finland vendte tommelen ned, til EFS’ indspark til mindsteløn i Unionen, men blev altså eklatant nedstemt af broderorganisationerne EFS.

Til gengæld har modparten i Business Europe sagt nej tak, skriver Arbetet.se. Arbejdsgiverne peger i deres høringssvar, på linje med den nordiske fagbevægelse på, at der ikke er hjemmel i traktaterne for EU-indblanding i lønspørgsmål. I stedet mener de, at det kan indgå i det såkaldte Europæiske semester, hvor der kan gives henstillinger til medlemslandene.

Spørgsmålet er så, hvad Kommissionen stiller op, når de to høringsparter i denne første runde svarer ja og nej. Kommissionen har tidligere meldt ud, at de agter at gå videre med en bredere høring af alle såkaldte stakeholdere, som har en interesse i spørgsmålet om en EU skal sætte rammer for løndannelsen i Unionen.

Denne første runde høringsrunde foregår efter en traktatprocedure, hvor EFS og Business Europe er de formelle høringsparter. Så hvis fagbevægelsen havde holdt sig til Metalformand Claus Jensens enkle svar: Nej, Nej, Nej, så kunne det have været vanskeligt for EU-Kommissionen at gå videre.

Direktivspøgelset går gennem Europa

Men EFS har valgt i et meget vidtløftigt høringssvar at tale for, at EU-Kommissionen handler på spørgsmålet om mindsteløn. I høringssvaret tales der varmt for, at medlemslandene skal pålægges at ”sikre” og ”garantere” rimelige lønninger.

EFS går også ind i en detaljeret gennemgang af, hvordan en sådan EU-mindsteløn skal skrues sammen. Der tales varmt for at mindstelønnen som minimum skal være 60 procent af medianindkomsten. Men i de medlemslande ikke dækker en anstændig levefod, foreslår EFS, at man supplerer med en ”indkøbskurv af dagligvarer,” som skal give et bedre billede af leveomkostningerne i landet. Ud fra det skal der så i samarbejde med parterne sættes en mindsteløn.

Selvom høringssvaret også understreger, at lande med velfungerende overenskomstsystemer ikke skal have en EU-mindsteløn, hvis parterne i landet ikke ønsker det. Så er det svært at se, hvordan EFS’ opbakning til at Kommissionen handler, kan ende i andet end et EU-direktiv.

Og EFS nævner ikke i sit høringssvar, at de nordiske fagforeninger mener, at løndannelsen og mindstelønnen overhovedet ikke er en sag for EU. De nordiske fagforeninger har i hele debatten fastholdt, at EU-traktaterne udtrykkeligt udelukker lønspørgsmål fra EU’s kompetence.

Landsorganisationerne i de fire nordiske lande har sendt deres ”eget” høringssvar til EU-Kommissionen, hvor de ”beklager” EFS’ svar. ET EU-direktiv om løn vil være ”skadeligt” for Kommissionens eget må om at skabe gode arbejdsvilkår – og det vil undergrave den nordiske model med selvstændige parter på arbejdsmarkedet, påpeger de.

Prestigeprojekt

Og hvis først direktivet er der, så er det ude af både Kommissionens og politikernes hænder, så er det EU-Domstolen, som fortolker hvem det omfatter.

EFS har da helle intet bud på, hvordan man juridisk skal garantere at et direktiv om mindsteløn ikke bliver bindende for alle EU-lande. Den nød er der indtil videre ingen der har knækket.

For den nye EU-Kommissionen og dets formand, von der Leyen er en ”EU-retsakt” om mindsteløn et prestigeprojekt. Allerede inden hun blev valgt lovede hun, at der inden 100 dage ville ligge et forslag til EU-mindsteløn. Og med opbakningen fra EFS er det svært at se, hvad der skal stoppe hende.

Også blandt EU-parlamentarikere er der opbakning til sagen. Senest har f.eks. de radikales Morten Helveg Petersen i Altinget talt for at ”Danmark får arbejdshandskerne” på og sætter sit præg på en europæisk mindsteløn.

Og det tyske medlem af parlamentet for socialdemokratiet, Gabriele Bischoff taler i et indlæg på Altinget for det samme. Hun peger på, at EU i høj grad har haft ansvar for at smadre de kollektive forhandlingssystemer og presse lønningerne. Men nu skal de samme kræfter gøre det modsatte:

– Den sparepolitik, der blev anbefalet af trojkaen bestående af Europa-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, førte samtidig til et paradigmeskifte, der pressede minimumslønninger ned og centraliserede overenskomstaftalerne rigidt med vidtrækkende konsekvenser for overenskomstmodellen i de berørte lande. I min optik kan de samme, der kunne sænke lønnen og ødelægge det kollektive overenskomstsystem, også hæve lønnen og arbejde med at styrke overenskomstmodellerne i Europa, skriver hun. (brink)