Demonstrationer og nye lækager presser handelsforhandlinger

Tusinder var på gaden i weekenden for at give modstand til handelsforhandlinger, samtidig viser lækage fra EU-kommissionen, at de multinationale skal have direkte indflydelse på lovgivning

Tusinder var på gaden i 45 lande i weekenden for at protesterer mod de igangværende forhandlinger om en frihandelsaftale mellem USA og EU, TTIP. Der blev bl.a. demonstreret i 200 tyske byer, i Østrig, Belgien og Finland.

Samtidig viste et nyt lækket dokument fra EU-kommissionen, at demonstranterne måske har grund til bekymring.

Det lækkede dokument, som den lobbykritiske organisation, Corporate Europe Observatory offentliggør, beskriver, hvordan det såkaldte reguleringssamarbejde mellem EU og USA skal udfoldes, hvis aftalen bliver gennemført.

Faglige organisationer og græsrødder har tidligere advaret mod planerne om at lade ”ekspertgrupper” overvåge landenes lovgivning for at screene dem for initiativer, der kan genere erhvervslivets interesser.

Der er nye elementer i det lækkede dokument, som gør problemet større, mener en række græsrodsorganisationer, som følger forhandlingerne.

Ifølge kommissionens papir, skal lovforslag fra de demokratisk valgte politikere i de 78 stater, som er omfattet af aftalen, gennem en screeningsproces, hvor lovforslaget vil blive vurderer i lyset af, om det er i overensstemmelse med de største virksomheders interesser. Ansvarer for screeningen kommer til at ligge i permanente reguleringsudvalg, som skal bestå af teknokrater fra begge sider af Atlanten, skriver Corporate Europe Observatory.

Pres på politikerne

– Både EU-kommissionen og amerikanske myndigheder får mulighed for at lægge stort pres på regeringer og politikere, med det her forslag, eftersom disse magtfulde spillere bliver plantet direkte i de nationale lovgivningsprocesser. Og begge har sandsynligvis den samme dagsorden: at sikre de multinationales interesser, siger Kenneth Haar, Corporate Europe Observatory.

– Kommissionens forslag introducerer et system, som sætter ethvert nyt initiativ på spil i Europa og i medlemslandene, når det gælder miljø, helbred og arbejderrettigheder. Det skaber en bureaukratisk labyrint for regulering, som skal betales af skatteyderne, og som underminerer enhver lyst til at regulere til fordel for de fælles interesser, siger Paul de Clerck, Friends of the Earth Europe.

Risikerer tilbageskridt

Screeningen kan foregå allerede inden et lovforslag er fremsat i parlamentet og lige ind til det er vedtaget. Men det kan også omfatte eksisterende lovgivning. Og det åbner for en permanent mulighed for at svække og skrotte lovgivning, advarer Corporate Europe Observatory med henvisning til artiklerne 9 og 11 i det lækkede forslag.

– Det måske mest skræmmende ved forslaget er dets betydning for eksisterende reguleringer – det vil ikke bare paralysere fremtidig lovgivning, men sende os baglæns, siger David Azoulay fra Center for International Environmental Law (CIEL).

– Det vil ikke bare lægge en stor byrde på fremtidig lovgivning, men enhver eksisterende lovgivning i det offentliges interesse, som ikke passer handelsinteresserne på begge sider af Atlanten, kan blive udsat for samme behandling, for at få dem tilpasset virksomhedernes interesser, siger han. (brink)