Den irske filippinerfinte

Det Internationale Transportarbejderforbund, ITF tvinger aftale igennem for fiskere fra tredjelande, som arbejder på slavelignende vilkår på irske trawlere

Efter en årelang kamp, som kulminerede med, at det Internationale Transportarbejderforbund ITF stævnede den irske stat for højesteret, er foreløbig endt i en aftale mellem ITF og den irske regering. Aftalen skal sætte en stopper for den sociale dumping, som foregår på irske trawlere, som bruger arbejdskraft fra især Afrika og Asien.

Med aftalen får migrantarbejderne nye rettigheder, som skal beskytte dem mod trafficking og moderne slaveri. Med aftalen afværger den irske regering, at sagen kommer for Højesteret, og regeringen slipper for at skulle forsvare sig mod ITF’s anklage om, at regeringen har fremmet moderne slaveri.

Licens til udnyttelse

Sagen rækker tilbage til 2015, hvor dagbladet Guardian afdækkede, at der blev brugt illegal udenlandsk arbejdskraft på de irske trawlere, og at der var tegn på trafficking og slavelignende forhold ombord på nogle af trawlerne.

Som svar på problemet fik de irske fiskeskippere mulighed for på lovlig vis at søge arbejdstilladelse til de migrantarbejdere, som de tidligere hentede illegalt.

Men samtidig betød det, at arbejderne blev bundet til den arbejdsgiver, der havde skaffet arbejdstilladelsen, og konsekvensen er, at mange af fiskerne risikere at blive udnyttet og frygter for at blive sendt hjem, hvis de klager eller ønsker at forlade fartøjet.

Op til retssagen har ITF indsamlet dusinvis af vidnesbyrd fra ghanesiske, egyptiske og filippinske arbejdere, som viste at nogle trawlerselskaber stadig betaler en brøkdel af den lovfæstede mindsteløn, og at arbejderne blev tvunget til at arbejde mange timer uden søvn. De lange arbejdsdage har ført til talrige og gentagne arbejdsulykker.

Det irske immigrationskontor har det seneste år formelt fundet 26 mænd i fiskeflåden, som man mistænker har været udsat for moderne slaveri, skriver The Guardian.

Kontrollen afgørende

– Det er glædeligt, at den irske regering endelig har accepteret, at der er et problem. Aftalen er et markant fremskridt for migrantarbejdernes rettigheder i Irland, siger Ken Fleming, ITF’s koordinator for Irland og UK.

– Det burde ikke have været så svært at nå her til, når fiskerne fortsat arbejder op til 20 timer om dagen for otte timers betaling, mens reglerne, som skulle beskytte dem, ikke bliver håndhævet. Vi vil fortsætte med at holde skarpt øje, siger han.

Aftalen betyder, at migrantarbejderne ikke længere er bundet til den enkelte arbejdsgiver. Fiskerne får nu frihed til at forlade båden søge arbejde andet sted, hvis de oplever udnyttelse, og vel at mærke uden at risikerer at blive deporteret.

Samtidig forpligter den irske regering sig til at skrue alvorligt op for kontrollen med, at fiskerne får den lovpligtige løn og at hviletid og sikkerhedsregler bliver overholdt.

–  ITF har forhandlet aftalen i god tro, og regeringen kan roligt regne med, at vil fortsætte med at overvåge implementeringen af aftalen, for at sikre, at den får en reel positiv effekt for de mest sårbare fiskeres liv, siger Johnny Hansen fra ITF’s fiskeri sektion.

– Vi vil også sende et signal til andre lande: Vores arbejde fortsætter efter den her sag. Irland er ikke det eneste land, hvor migrantfiskere bliver groft udbyttet, og vi vil fortsætte kampen for fiskernes rettigheder overalt, hvor vi ser udnyttelse, siger han. (brink)