En lige højre til den danske model

EF-domstolen har med en række opsigtsvækkende domme indført uligeløn i Danmark. Det er nu forbudt at kræve lige vilkår for udstationerede arbejdere fra andre EU-lande

Kort før jul sidste år vendte EF-domstolen op og ned på vilkårene for fagbevægelsen. Med dommene i Viking- og Vaxholmsagerne gjorde domstolen det klart, at det er op til den at bestemme, hvornår fagbevægelsen må konflikte overfor udstationerede virksomheder.
Afgørelserne gør op med et 30 år gammelt dogme i EU-debatten. Før dommene faldt, var det en givet sag for både politikerne og dansk fagbevægelse, at strejkeretten og de kollektive overenskomster var rene nationale anliggender, som EU-retten ingen indflydelse har på.

Velkommen på lige vilkår

De to sager har begge nordisk udspring og begge handler om fagbevægelsens forsøg på at fastholde, at fremmed arbejdskraft er velkommen – men på lige vilkår.
Siden EU’s udvidelse mod øst i 2004, har fagbevægelsen haft hænderne fulde med at forsøge at forhindre misbrug af arbejdere fra de nye medlemslande.
I Vikingsagen forsøgte et finsk færgeselskab at flytte ”adresse” for en af sine færger.  Ved at flytte hjemsted fra Finland til Estland kunne selskabet spare på lønudgifterne. Planen blev mødt med et strejkevarsel fra de finske sømænd. EF-domstolen gør det i sin dom klart, at en strejke skal holde sig inden for EU-retten.
Vaxholmsagen har størst direkte betydning for det danske arbejdsmarked. Den handler om fagforeningernes blokade af et lettisk byggefirma, som var i gang med at renovere en skole. Det svenske bygningsarbejderforbund forsøgte med konflikten at tvinge virksomheden til at skrive under på en overenskomst.
Men firmaet mente, at blokaden var ulovlig fordi den var i strid med EUs regler om fri bevægelighed.
EF-domstolen gav firmaet medhold i, at blokaden strider imod EU’s regler om fri bevægelighed og om udstationering af arbejdere i EU.
Efter dommen er det nu ulovligt at stille krav til en udenlandsk arbejdsgiver, som går ud over de mindstekrav, som findes i EU’s direktiv om udstationering.
I udstationeringsdirektivet står der, at de udenlandske arbejdere skal sikres landets mindsteløn. EF-domstolen fortolker det sådan, at fagbevægelsen ikke må konflikte mod udenlandske firmaer for krav der går ud over direktivets anvisninger.
Formanden for svensk LO har kaldt dommen for en ren apartheid-lov, fordi det betyder, at udstationerede arbejdere aldrig har krav på mere end mindstelønnen.

Staten må heller ikke

Med en tredje dom i den såkaldte Rüffertsag rejser domstolen tvivl om, hvilke krav offentlige myndigheder må stille, når de udbyder kontrakter til private.
I den aktuelle sag havde en tysk delstat stillet krav om, at arbejderne ved et fængselsbyggeri skulle aflønnes efter lokale overenskomster. Men de udstationerede polakker fik kun det halve i løn i forhold til overenskomsten.
Det fandt EF-domstolen helt i orden, og dermed lukker domstolen af for, at offentlige myndigheder kan gå forrest for at stoppe løndumping.

I juni blev så en hel medlemsstat dømt ved EF-domstolen, efter at EU-Kommissionen havde indklaget landet.
Luxembourg fik underkendt de love, den har indført for at forhindre social dumping i det lille land, som er præger af et stort kontingent af fremmed arbejdskraft.
Bundlinien i dommen er, at Luxembourg har forbrudt sig mod reglerne om fri bevægelighed og overtrådt udstationeringsdirektivet.
Dommen slår fast at et medlemsland ikke ved lov kan tvinge udenlandske virksomheder til at følge nationale overenskomster. Værtslandene må end ikke tjekke om minimumskravene i udstationeringsdirektivet bliver overholdt, det er en opgave for hjemlandets myndigheder. (brink)