Trods utallige strejker som her i Grækenland lykkedes det ikke fagbevægelsen at stoppe undergravningen af de faglige rettigheder

Er EU den rette til at sikre anstændige lønninger

Europæiske fagbevægelse efterlyser handling fra EU-Kommissionen når det gælder mindsteløn og faglige rettigheder. Men EU’s krisepolitik har sejret og efterladt en svækket fagbevægelse i de fleste medlemslande

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS appellerer til EU-kommissionen om sikre anstændige mindstelønninger og stærkere kollektive forhandlinger i medlemslandene. Men samtidig kan man konstatere at EU’s krisepolitik har sejret. Tilbage står en svækket fagbevægelse med et lønefterslæb efter krisen, flere usikre jobs og voksende ulighed.

EU-Kommissionens udspil om en lovfæstet mindsteløn har fået EFS på banen ikke blot i forhold til mindstelønninger men også for et generelt lønløft. Og som et tredje ben efterlyser EFS initiativer til at styrke de kollektive forhandlinger i medlemslandene.

EFS understreger igen og igen, at den lovfæstet mindsteløn ikke må kollidere med overenskomstsystemet i f.eks. Danmark. Det har Kommissionen lovet gentagne gange, uden endnu at have præsenteret et forslag, som holder juridisk vand.

I kampagnen for lønloft peger EFS på, at gennemsnitslønnen i seks EU-lande er lavere nu end for 10 år siden. Mens de i tre andre stort set har stået stille i samme periode.

I Grækenland er gennemsnitslønnen 15 procent lavere i dag end for 10 år siden. For Cypern er faldet på 7 procent, Kroatien 5, Spanien og Portugal 4 og Italien to procent. Mens gennemsnitslønnen har stået praktisk talt stille i Finland, Belgien og Holland.

Taler genopretningen op

– EU’s ledere kan godt lide at tale den såkaldte økonomiske genopretning op, men for millioner af arbejdende er krisen ikke ovre. EU må gøre meget mere for at fremme lønstigning og mindstelønninger. Og støtte stærkere kollektive forhandlinger i næsten alle EU’s medlemslande, siger EFS’ næstformand Ester Lynch, i en kommentar til tallene.

I en kommentar i dag i Altinget efterlyser hun sammen med generalsekretæren for EFS, Vincentini, at Kommissionens løfter om ikke at påføre Danmark en mindsteløn veksles til juridiske garantier. Men samtidig konstaterer de, at problemerne med lave lønninger ikke kan løses af medlemslandene alenene, så ”der er behov for handling på EU-niveau,” skriver de og konstaterer at:

”Efter et årtis sparepolitik, der i mange medlemslande har presset de lave lønninger endnu længere ned, end de var før finanskrisen, er Europa-Kommissionens initiativ til minimumsløn en chance for at give de europæiske arbejdstagere en tiltrængt lønstigning og give Europa en mere social retning for fremtiden.”

Lovbestemt dansk model?

I indlægget i Altinget går de to fagbosser et skridt videre og mener, at Kommissionen skal fremsætte forslag om, ”hvordan stærke kollektive aftaler som dem, I har i Danmark, kan indgås i alle EU’s lande.”

Det er måske ikke lige til at se et sådant forslag for sig: Et direktiv, som foreskriver at den danske model skal gælde for alle medlemslande i EU?

Opgørelserne over, hvor svækket fagbevægelsen er, og hvor skralt de ser ud med at få genoprettet både kollektive forhandlinger og lønniveauet afspejler i virkeligheden, at EU’s krisepolitik siden finanskrisen er lykkedes, i den forstand at det er lykkedes at sænke lønninger, overførselsindkomster og velfærdsniveau.

EU førte kniven

De skiftende EU-Kommissioner har været en vigtig aktør i at få den politik gennemført i medlemslandene. Det er sket både via henstillinger anbefalinger og mere end moderat økonomisk pres på de kriseramte lande.

Ifølge EFS er dækningsgraden for kollektive overenskomster under 70 procent i 16 af EU’s lande, og dækningen er faldet i mindst 19 medlemslande siden 2008.

Og netop i fire af de lande, hvor gennemsnitslønnen i dag er lavere end for 10 år siden spillede EU en hovedrolle i angrebene på de faglige rettigheder og de kollektive overenskomstsystemer.

Det skete som regel via den såkaldte Trojka, hvor EU den Europæiske Centralbank og den Internationale Valutafond sammen dikterede betingelserne for kriselån. (Se f.eks. ”Spaniens drøm om Europa blev et mareridt.”)

I starten og midten af 2010’erne blev Trojkaens diktater mødt med store faglige mobiliseringer og en stribe generalstrejker, uden at det lykkedes fagbevægelsen at stoppe angrebene. De nøgne tal viser nu resultatet: En svækket fagbevægelse i mange EU-lande. Og i mange lande er de kollektive overenskomster endnu ikke blevet genopbygget.

Trojkaens diktater om at ”smidiggøre” overenskomster og ansættelsesvilkår er blevet fordømt både af Europarådet, og FN’s arbejdsorganisation ILO, uden at det har fået skiftende EU-kommissioner til at ryste på hånden. Så måske er det vel optimistisk, når EFS nu appellerer til EU om at fremme kollektive forhandlinger. (brink)