Anbefalingerne fra Bruxelles har udløst mange protester efter finanskrisen - her Grækenland

EU-Kommissionen har anbefalet nedskæringer i sundhedsvæsenet 63 gange siden 2011

EU’s manglende indsats i coronakrisen bliver forklaret med, at EU ikke har kompetence over sundhedsvæsenet i medlemslandene, men trods det har EU-Kommissionen siden 2011 “anbefalet” nedskæringer i det offentlige sundhedsvæsen 63 gange

Det viser en optælling, som Emma Clancy, der er rådgiver for GUE-gruppen i EU-parlamentet har lavet.

– I kølvandet på den globale finanskrise i 2008 så man til demonstrationer mod nedskæringer i den offentlige sektor ofte plakater og bannere med sloganet: ”Nedskæringer dræber”. Covid-19 pandemien viser den brutale sandhed, der ligger bag dette udsagn. Et årti med nedskæringer pålagt af EU-institutionerne og EU’s medlemsstaters regeringer har medført en kraftig forringelse af sundhedsvæsnet i hele EU, skriver hun på sin blog.

Et sundhedsvæsen raseret af nedskæringer og privatiseringer

I rapporten, ”Enden på stabilitets- og Vækstpagten” fremgår det, at Europakommissionen i 63 tilfælde har “anbefalet”, at enkelte medlemsstater skar ned på deres bevillinger til sundhed og/eller privatiserede eller udliciterede sundhedsydelser mellem 2011 og 2018. Nedskæringerne skulle bidrage til at landene overhold måltallene for gæld og underskud, der ligger i Stabilitets- og Vækstpagten.

Kravene har ramt særlig hårdt i de sydeuropæiske lande og Irland, hvor den økonomiske krise rasede særligt hårdt.

Rapporten, som bygger på EU egne data, viser også, hvordan EU’s overordnede sparepolitik har ført til stribevis af “anbefalinger” om nedskæringer på en række andre områder.

EU’s overvågning og kontrol med medlemsstaternes budgetter

Den overordnede styring er samlet i det såkaldte ” Europæiske Semester,” der er det årlige program, som skal koordinere den økonomiske politik i hele EU. Det blev indført af EU-Kommissionen i 2011. Proceduren går ud på at EU-Kommissionen og Ministerrådet skal forhåndsgodkende landenes finanslove inden de vedtages.

Selvom landene kan ignorerer “anbefalingerne”, så er det afgørende, at kravene om balance i budgettet nås under alle omstændighederne. I forhold til landene i eurozonen, så kan overskridelser af kravene fører til bøder. Så spørgsmålet er hvor håndfaste “anbefalingerne” er, det afhænger også af landenes økonomi. Efter finanskrisen var en række sydeuropæiske lande i en situation, hvor de næppe kunne sige nej til “rådene” fra Bruxelles.

Det Europæiske Semester omfatter kravene i Stabilitets- og Vækstpagten (SVP) og aftalen om Korrektion af Makroøkonomiske Ubalancer samt de mere omfattende strukturelle reformer i Europa-2020-strategien. Som et svar på de økonomiske budgetforslag, medlemsstaterne fremlægger, laver Kommissionen ”lande-specifikke anbefalinger” til de enkelte stater.

Stabilitets- og Vækstpagten trådte i kraft i 1997. Den pålægger regeringernes udgifter to økonomiske lofter: Statens gæld skal være højst 60 procent af BNP, og det årlige underskud må højst være 3 procent af BNP.

EU-Kommissionens magt til at overvåge og kontrollere de nationale budgetter i EU’s medlemsstater blev styrket betydeligt i 2011 ved vedtagelsen af ”sixpack-aftalen” og i 2013 ved vedtagelsen af ”twopack-aftalen” samt ved underskrivelsen af Finanspagten, en traktat mellem regeringerne. Danmark tilsluttede sig Finanspagten, som er udmøntet i budgetloven. Det er den som nu er sat på pause, og blandt andet har åbnet for at fjerne anlægsloftet i kommunerne.

Sundhedsvæsnet som mål for nedskæringer

Rapporten undersøger Stabilitets- og Vækstpagens rolle i den stadig mere intensive overførsel af rigdom fra arbejderne til kapitalen i EU, specielt siden den globale finanskrise. Og den ser på, hvilken rolle de ”landespecifikke anbefalinger spiller,” skriver Emma Clancy.

– Rapporten analyserer indholdet af alle de landespecifikke anbefalinger der er lavet på baggrund af SVP og aftalen om Korrektion af Makroøkonomiske Ubalancer fra 2011–2018. Den finder, at Kommissionen, ud over de vedholdende krav om reduktion af de offentlige udgifter, specifikt har peget på pensioner, sundhedsudgifter, lønstigninger, tryghed i ansættelsen og ydelser ved arbejdsløshed, skriver hun.

Tallene fra rapporten viser at:

Siden indførelsen af Det Europæiske Semester i 2011 og frem til 2018 har Kommissionen lavet 105 særskilte krav om, at enkelte medlemsstater øger pensionsalderen og/eller reducerer de offentlige udgifter til pensioner og ældrepleje.

Den har lavet 63 krav om, at regeringerne skærer ned på sundhedsvæsnet og/eller udliciterer eller privatiserer sundhedsydelser.

I 50 tilfælde fik medlemsstater krav om at bremse lønstigninger.

Instrukser om at indskrænke trygheden i ansættelsen, eller indskrænke beskyttelse mod fyringer og arbejderes og fagforeningers kollektive forhandlingsret blev givet 38 gange.

Ud over rutinemæssige krav om en generel nedskæring af regeringernes udgifter til sociale ydelser stillede Kommissionen også 45 specifikke krav om at skære ned på eller fjerne ydelser til arbejdsløse, socialt sårbare og handicappede.

– Under dække af at begrænse gæld og underskud gennemtvinger EU-Kommissionen nedskæringer på politikområder, den ikke har nogen lovlig myndighed over. Det aktuelle politiske fokus må naturligvis være at reagere på de umiddelbare og enorme udfordringer, pandemien giver os. Men da vi står over for en recession, der sandsynligvis bliver værre end den globale finanskrise, har vi også brug for en ærlig vurdering af den fejlslagne offentlige politik, der har efterladt sundhedsvæsnet i EU i så svag en forfatning og med så ødelæggende resultater, skriver Emma Clancy.

Se oversigt herunder(brink)

 

ANTAL EU-28 MEDLEMSSTATER, DER HAR FÅET INSTRUKSER FRA KOMMISSIONEN

ÅR Øget pensionsalder
/nedskæringer i udgifter til pension
Nedskæring i udgifter til sundhedsvæsnet/
privatisering af sundhedsvæsnet
Bremse på lønstigninger Reduceret beskæftigelses-sikkerhed/
arbejdernes forhandlingsret
Mindre støtte til arbejdsløse, socialt sårbare eller handicappede
2011 14 2 7 5 8
2012 13 3 6 7 10
2013 15 10 6 9 6
2014 17 16 13 10 9
2015 13 9 8 3 3
2016 19 8 4 2 3
2017 10 5 4 2 3
2018 13 10 2 0 3
I alt 105 63 50 38 45

Kilde: Forfatterens beregninger på grundlag af EU-kommissionens CSR-data 2011-2018