EU-Kommissionen har kig på konfliktretten

EU-Kommissionen sender langtrækkende torpedo afsted for mere magt til EU når det gælder arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik

Mens påskefreden så småt lagde sig over Europa, lagde EU-Kommissionen i sidste uge op til en debat om at fjerne de sidste rester af vetoretten på social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Udspillet er en detaljeret gennemgang af mulighederne for – uden traktatændringer – at fjerne vetoretten på de sidste områder af arbejdsmarkeds og socialpolitikken i EU. I stedet skal de, hvis Kommissionen får sin vilje underlægges den ”almindelige lovgivningsprocedure.” Det vil sige at nye regler skal vedtages af både parlament og ministerråd.

– Da arbejdsverdenen er i forandring, er vi nødt til at være i stand til fuldt ud at udnytte instrumenterne i vores værktøjskasse til at tackle vores fælles udfordringer, forklarer, Marianne Thyssen, EU-kommissær med ansvar for beskæftigelse, sociale anliggender.

Den bekvemme gangbro

Når det overhovedet kan komme på tale at fjerne vetoretten uden at ændre EU-traktaterne, så skyldes en bekvem bestemmelse i Lissabontraktaten, den såkaldte pasarellebestemmelse, som giver ministerrådet mulighed for – enstemmigt – at afskaffe vetoretten på forskellige områder, og ikke mindst give EU magt på områder, de ikke har i dag. Pasarelle kommer fra det franske ord gangbro, og den er den bekvemme overgang den afgående Kommission nu bringer i spil.

Kommissionen har spottet fem områder, hvor de mener, at det er værd at diskuterer at fjerne vetoretten. Det gælder ”bekæmpelse af diskrimination, social sikring og beskyttelse af arbejdstagere, beskyttelse af arbejdstagere ved fyring, ansættelsesvilkår for arbejdere, som kommer fra lande uden for EU” og arbejdstageres og arbejdsgiveres repræsentation og kollektive forsvar, som rækker ind i de grundlæggende faglige rettigheder og strejkeretten.

Og selvom ”der ikke aktuelt ser ud til at være en klar sag, som kan begrunde at bruge pasarelle-bestemmelserne,” når det gælder konflikretten, så er Kommissionen åben for at diskuterer det, som det hedder.

Traktaten friholder konfliktret men

EU-Kommissionen erkender, at der rent faktisk er ganske strenge begrænsninger i EU-traktaterne, som udtrykkeligt udelukker, at EU har nogen som helst magt over organisationsretten og retten til strejke og lockout.

Så hvorfor overhovedet bringe det i spil i et udspil, som handler om at begrænse vetoretten kunne man spørge? Det er lidt som når Svante i Benny Andersens bog diskuterer med pølsemanden om, hvordan den hotdog han IKKE skal have, skal laves.

Det giver umiddelbart kun mening, hvis den lille gangbro skal bruges til at udvide EU-retten ind over konfliktretten og de faglige rettigheder. For som Kommissionen også peger på, så de faglige rettigheder jo indskrevet i EU’s charter for grundlæggende rettigheder. Både i Chartret og i den såkaldte sociale søjle er der ”stærke generelle principper” om faglige rettigheder, som Kommissionen konstaterer. Så måske kan man juridisk argumenterer for, at med omtalen i chartret (som er en juridisk bindende del af traktaten), så har EU alligevel adkomst til at blande sig.

Traktater eller ej

Uanset juraen, så har EU ikke haft problemer med at blande sig i konflikretten i praksis. Det skete med EU-domstolens afgørelse i Lavalsagen i 2007, hvor EU-domstolen påtog at være overdommer i spørgsmålet om konfliktret, når det gjaldt firmaer, som udstationerer arbejdere i andre EU-lande.

Så EU-traktaternes fredning af de faglige rettigheder gælder ikke, så snart vi har at gøre med det indre marked og grænseoverskridende forretninger.

EU har ikke begrænset sig til det. Den græske fagbevægelse har måttet se magtesløse til, mens deres kollektive forhandlingssystem blev sat ud af kraft, efter krav fra Trojkaen og som en af betingelserne for de lånepakker, som landet fik under euro-krisen. Indskrænkningerne af de græske fagforeningers konfliktret er blevet kritiseret af både ILO og Europarådet, uden at det har ført til, at EU har løsnet grebet. (brink)