Mere om emnet
EU-Kommissionen går efter at sikre en mindsteløn i Unionen som skal dække alle
Selvom arbejdsgiverne i første runde stort set vendte tommelfingeren ned til en EU-mindsteløn, så fortsætter EU-Kommissionen processen hen mod en eller anden form for EU-mindsteløn, som skal dække alle medlemslande. Og den udelukker ikke, at der kan blive tale om et direktiv og dermed en lovfæstet mindsteløn.
Onsdag præsenterede Kommissionen sit oplæg til en anden høringsrunde, hvor fagbevægelse og arbejdsgivere nu skal svare tilbage.
Oplægget giver ikke noget entydigt svar på, hvordan en mindsteløn skal se ud, men til gengæld gør Kommissionen det klart, at der skal gennemføres en EU-initiativ på området. At den samtidig er klar til at lade det være op til medlemslandene at gøre det alt efter tradition og forholdene, ændrer ikke ved, at det skal ske, hvis det står til Kommissionen vel at mærke. Og dermed er det i sidste ende en sag for EU-domstolen.
I Danmark har FH og DA da også promte dannet front mod gårsdagens melding. Sådan som de i øvrigt har gjort hele tiden.
Parterne i den Europæiske Faglige Sammenslutning og diverse europæiske arbejdsgiverorganisationer har nu 12 uger til at komme med deres svar på udspillet.
– Vi vil bekæmpe bindende EU-lovgivning om mindsteløn med næb og kløer, og håber, at EU-Kommissionen besinder sig og i stedet kommer med forslag til, hvordan der kan sikres bæredygtig vækst og gode jobs i EU, siger FH’s formand Lizette Risgaard.
– EU har ikke ret til at bestemme lønniveauet i de enkelte lande. Det står i traktaten – EU’s grundlov. Løn er nemlig et nationalt anliggende – og det er der en rigtig god grund til: Der er ikke to europæiske arbejdsmarkeder, der er ens, og derfor bør lønnen også aftales der, hvor indsigten er størst: I medlemslandene selv, siger administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad.
Tre muligheder
EU-Kommissionen peger på tre veje for en EU-mindsteløn: Et direktiv om en lovbestemt mindsteløn, en blød ikke bindende procedure med henstillinger eller anbefalinger til medlemslandene, og endelig åbner de for at parterne på EU-plan forhandler en aftale om mindsteløn, som så ophøjes til direktiv.
Men den politiske kapital, som Kommissionen har investeret i ”løftet” om en EU-mindsteløn er der ingen tvivl om, at den går efter lovgivning altså et direktiv.
Dermed ser de bort fra indvendingerne fra den nordiske fagbevægelse som i hele forløbet har fastholdt, at EU-traktaten udtrykkeligt udelukker EU fra at lovgive om lønforhold.
Men den forhindring har kommissionens jurister fundet en udvej fra. For i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde fremgår det af artikel 153, at EU kan ”støtte og supplerer” medlemsstaternes indsats, når det handler om arbejdsvilkår. Vups – arbejdsvilkår handler jo også om løn, så er den længe eftersøgte hjemmel til at lovgive om mindsteløn fundet. Uanset at der i en anden paragraf tales om, at løn er en national kompetence.
”Artikel 152 styk 2 giver mulighed for at vedtage et direktiv om ”arbejdsvilkår,” som kan fastsætte bindende minimumskrav, som medlemslandene skal implementere. Et direktiv vil give sikkerhed for, hvilke obligatoriske mindstekrav medlemslandene skal indføre,” skriver EU-Kommissionen i oplægget. Som dog tilføjer, at direktivet ville give rum for at medlemsstaterne selv afgør, hvordan de vil implementere en lovfæstet EU-mindsteløn. Og at direktivet ikke vil ”fratage medlemsstaterne og parterne deres frihed til at fastsætte niveauet for mindstelønnen.”
På anbefaling
EU-Kommissionen nævner også kort, at der kan blive tale om at foreslå en Rådsanbefaling (ministerrådet red.) som inviterer medlemsstaterne til at sætte rammer for at sikre fair mindstelønninger.
Rådsanbefalinger er velkendt instrument i EU i den bløde ende, hvor der ikke er bindende krav til medlemslandene. Ikke desto mindre har fagbevægelsen ikke de bedste erfaringer med anbefalinger fra Bruxelles.
Mellem 2011 og 2018 har EU-Kommissionen 50 gange anbefalet at dæmpe lønstigningerne gennem de såkaldt landespecifikke anbefalinger. 38 gange har de anbefalet at svække jobsikkerheden og retten til kollektive forhandlinger.
Så når EU-Kommissionen nu fremstår som de lavest lønnedes advokat, så er det måske ikke så mærkeligt, hvis de lavtlønnede i EU er en smule skeptisk.
Forhandlet aftale
EU-Kommissionen tilbyder også en tredje udvej, parterne på EU-plan kan starte forhandlinger om en aftale om mindsteløn i EU. Og den lover at suspendere Kommissionens eget arbejde med spørgsmålet, hvis parterne siger ja til at forhandle om de elementer, som Kommissionen har sat op for en EU-mindsteløn.
Det er en særlig procedure i EU-maskineriet, som giver parterne på arbejdsmarkedet mulighed for at forhandle aftaler, som så bliver ophøjet til direktiver.
Problemet er at der indtil videre kun eksisterer fire sådanne direktiver, og det er 10 år siden, den sidste blev ophøjet til direktiv. Og ikke mindst at det er op til EU-Kommissionen, om den vil acceptere resultatet af en sådan forhandling.
De sidste to aftaler på EU-niveau har EU-Kommissionen bremset og nægtet at bringe videre i lovgivningsprocessen. Det drejede sig om en aftale på frisørområdet om arbejdsmiljø og senest en aftale om de offentligt ansattes høringsret, som blev indgået i 2015.
EU-Kommissionens blokade af de forhandlede direktiver sætter ifølge den Europæiske Faglige Sammenslutning spørgsmålstegn ved om EU respekterer fagbevægelsens autonomi. Sidste år fik EU-Kommissionen dog medhold ved EU-domstolen i, at den selv suverænt afgør, om den vil skrotte en aftale mellem parterne.
Så spørgsmålet er om de europæiske parter har større appetit på at forhandle en EU-mindsteløn, som i sidste ende skal leve op til Kommissionens krav. (brink)
