EU-Parlamentet rolle i EU’s lovgivningsproces er oftest defensiv, parlamentarikerne kan stoppe forslag fra Kommissionen, til gengæld forsvinder forslag fra MEP’erne tit i det endelige kompromisser
I valgkampen til EU-valget bliver der præsenteret masser af ideer til, hvad EU burde, men parlamentets rolle i EU-lovgivningen er ofte defensiv, parlamentet er bedst til kontraboksning kunne man sige. Som da parlamentet sidste år afviste en ”hyberliberal” reform af vejtransporten.
Det er EU-kommissionen som kridter banen op har eneret til at stille lovforslag. Parlamentet kan komme med ændringsforslag, og de kan ind imellem også helt stoppe forslag, hvis de er enige om at sætte et samlet stoppestød ind mod et forslag. Det har vi set flere gange, hvor forslag til liberalisering af havnene er blevet sendt til tælling af et parlamentsflertal. Det skete ikke mindst efter et heftigt pres fra de europæiske havnearbejdere.
Det afgørende moment, når en ny EU-lov skal vedtages foregår i infight og bag lukkede døre i den såkaldte trilog, hvor kommission, ministerråd og parlament bag lukkede døre forhandler et kompromis igennem. I den lukkede proces forsvinder ofte – fagligt set – vigtige ændringsforslag, som der er ellers var flertal for i parlamentet.
F.eks. opgav parlamentet afgørende dele af deres krav til et nyt udstationeringsdirektiv da forhandlingerne nåede målstregen.
Selvom det fremgår af Traktaten, at der skal være åbenhed om EU’s lovgivningsproces, og der også er det formelt, så må man alligevel konstaterer, at virkeligheden i Bruxelles er en helt anden, den reelle beslutningsproces foregår ikke for åbne døre.
Den såkaldte trilog eksisterer slet ikke formelt set, det er en ”ikke-institution” men en smidig måde at få lovgivningen på plads. Det samme gælder Eurogruppen, som består af euro-landenes finansministre. Selvom eurogruppen ikke har nogen formel status i EU-bygningen, så er det alligevel i dens baglokale helt afgørende beslutninger bliver taget, uden offentligheden har en chance for at vide, hvad der foregår. Det var her, det blev besluttet, hvilke hårde reformer grækerne skulle gennemføre som modydelse for lån.
Masser af meninger
Selvom parlamentet ofte trækker det korteste strå, når det gælder lovgivning, så har parlamentarikerne en række muligheder for at komme til orde. De kan vedtage resolutioner og rapporter med anbefalinger, og de kan anmode Kommissionen om at komme med lovforslag, det forpligter ikke Kommissionen, men de skal dog begrunde, et evt. afslag.
I forbindelse med debatten om den ”sociale søjle” vedtog parlamentet f.eks. en rapport, hvor parlamentet med snævert flertal anbefalede en social protokol, som fagbevægelsen længe har krævet.
Det komplekse lovgivningsspil sammenholdt med Parlamentets ambition om at være EU’s demokratiske forsamling giver tit anledning til ”fake news,” når parlamentarikere puster en vedtagelse i parlamentet op, og får det til at lyde som om ”EU nu har besluttet,” en eller anden mærkesag for parlamentarikeren.
Desuden er der jævnlige debatter i parlamentet med kommissærerne og med statsministrene fra medlemslandene.
