- De danske A-kasser har advaret med forslaget, og det forstår jeg godt. Det kan slå bunden ud af vores dagpengesystem, siger Rina Ronja Kari

EU-parlamentet fastholder dagpenge fra dag et

EU-Parlamentet besluttede at fastholde at dagpenge skal kunne tages med efter en dags arbejde i et andet EU-land

Parlamentet godkendte i dag beskæftigelsesudvalgets indstilling til en ny forordning om vandrende arbejdstagere, som bl.a. indeholder bestemmelser om, at arbejdere fra et andet EU-land efter en dags arbejde i Danmark kan tage dagpenge med sig i et halvt år.

En ordning som ifølge de danske a-kasser kan føre til rene ”dagpengefabrikker”, som vil kunne spekulere i at sende folk til landet for efter en dags arbejde at rejse hjem med et halvt års dagpenge.

Det lykkedes ellers modstanderne af forslaget at samle de nødvendige underskrifter til at sikre, at det samlede parlament skulle tage stilling til forslaget, men i sidste ende blev det som beskæftigelsesudvalget havde foreslået.

-Det er et fuldstændig vanvittigt forslag, og det er trist for Danmark at vi tabte. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det her vil gå ud over det danske dagpengesystem, siger Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

– De danske A-kasser har advaret med forslaget, og det forstår jeg godt. Det kan slå bunden ud af vores dagpengesystem. I lande, hvor danske dagpenge har højere værdi vil det være en lukrativ forretning for grådige arbejdsgivere at kunne sikre de ansatte danske dagpenge, som en gulerod. Jeg frygter på sigt en harmonisering af dagpengesatsen, siger hun.

Parlamentets indstilling skal nu indgå i de såkaldte trilog-forhandlinger, hvor EU-Kommissionen, Ministerrådet og parlament bag lukkede døre forhandler sig frem til et kompromis. (brink)