Europæisk fagbevægelse i svær balanceakt om lovfæstet mindsteløn

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS er dybt splittet i spørgsmålet om EU-mindsteløn, før EU-Kommissionens forslag bliver offentliggjort i morgen forsøger den at sætte betingelser for at støtte forslaget

Før EU-Kommissionen i morgen præsenterer sit længe ventede forslag til et direktiv om lovfæstet mindsteløn i EU stiller den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS seks betingelser for at støtte op.

Det sker efter at mindstelønnen har ført til dyb splittelse i EFS mellem de nordiske medlemmer og de fleste andre samt ledelsen i EFS.

Mens ledelsen i EFS har presset på for at få en lovfæstet EU-mindsteløn, har den nordisk fagbevægelse totalt afvist tanken. De nordiske fagforeninger frygter at EU’s indblanding i løndannelsen vil være en alvorligt slag mod den nordiske model og parternes frihed til at indgå kollektive aftaler.

EU-Kommissionen har siden den tiltrådte gentagne gange forsikret, at den vil finde en formel, som vil sikre, at direktivet ikke skal omfatte lande med ”velfungerende kollektive aftalesystemer.”  Forsikringer som ikke ind til i dag har beroliget den nordiske fagbevægelse, som belært af erfaringen frygter, at EU-domstolen i sidste ende vil tolke et direktiv som en lov, der skal omfatte alle lande.

Men trods modstanden fra fagbevægelsen i Sverige, Island, Norge og Danmark har EFS til det sidste presset på, for at få direktivet på bordet så hurtigt som muligt, og i morgen får de deres vilje.

Seks kriterier til en test

I en pressemeddelelse i dag går EFS’ ledelse balanceakt mellem syd og nord i medlemskredsen.

– Et direktiv om fair lønninger er en god ide, som fagbevægelsen over hele Europa ønsker. Men spørgsmålet er, om det faktisk vil hæve lovfæstede mindstelønninger, og om det vil får flere arbejdsgivere til forhandlingsbordet, siger EFS’ næstformand, Ester Lynch.

EFS vil teste direktivet på seks kriterier, blandt andet:

Direktivet skal forpligte medlemsstaterne til at handle for at sikre respekt om retten til kollektive forhandlinger og til at stoppe ”union-busting”, altså reel forfølgelse af arbejdere, som forsøger at organisere sig.

Den lovfæstede mindsteløn sættes på et mindstemål (EFS foreslår en grænse på ikke under 60 procent af medianlønnen og 50 af gennemsnitslønnen.) Samtidig skal medlemslandene sikre at mindstelønnen stiger løbende.

Desuden skal parterne på arbejdsmarkedet involveres i fastsættelsen af mindstelønnen. Og med særlig hilsen de norske medlemmer i EFS så skal direktivet ”indeholde en klausul, som garanterer at der ikke sker nogen skade på effektive kollektive forhandlingssystemer og forebygge en dårlig fortolkning (af direktivet red.) hos EU-domstolen.”

Et af kriterier er ekstra interessant, fordi det sådan set ikke handler om mindsteløn, men et krav som fint kunne sættes i værk også uden at blande sig i løndannelsen: EFS foreslår, at virksomheder som nægter at forhandle med fagbevægelsen skal udelukkes for offentlige kontrakter både nationalt og på EU-plan.

– EFS vil vurdere, om direktivet er stærkt nok, hvis det bliver godkendt af EU-parlamentet og ministrene, eller om det er så svagt, at det skal ryge i skraldespanden. EFS har ikke andre muligheder end kraftigt modsætte sig forslaget, hvis det underminerer kollektive forhandlinger, eller på nogen måder forhindrer at mindstelønnen stiger, siger Ester Lynch. (brink)