- De varme ord om europæisk solidaritet må veksles til handling som forhindrer arbejdsløshed, beskytter folks indkomster og finansierer den offentlige service. EU’s fremtid afhænger af, hvordan den tackler krisen, siger Luca Visentini

Europæisk fagbevægelse kræver hjælp til 10 millioner kriseramte arbejdere

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS opfordrer finansministrene i EU til i dag at finde 500 milliarder til de arbejdere der er ramt af coronakrisen

Klokken 15.00 mødes EU’s finansministre til videokonference, hvor eneste punkt på dagsordenen er coronakrisen. Spørgsmålet er hvordan de enorme milliardregninger, der nu udskrives i medlemslandene skal finansieres, og hvem der skal bære de tungeste byrder af corona.

Inden mødet er linjerne trukket skarpt op,” som Bente Sorgenfrey, næstformand i FH skriver på twitter. Modsætningerne mellem syd og nord i Unionen kommer frem i forhold til, hvordan pengene skal findes. Hun kalder mødet i dag et af de vigtigste i EU i mange år.

EFS opfordrer finansministrene til at lave en hjælpepakke på 500 milliarder euro, som skal bruges til at hjælpe de foreløbigt 10 millioner europæiske arbejdere, som er ramt. Og det skal vel at mærke ske uden at stille de sædvanlige krav til nyliberale reformer, som efter finanskrisen fulgte med, når kriseramte medlemslande skulle låne.

Samtidig skal lånene være rentefri eller med minusrente, mener EFS.

EFS’ krav til finansministrene kan ses her (på engelsk).

Dramatisk stigning i arbejdsløsheden

Baggrunden for den europæiske fagbevægelses opråb er dyster: Ifølge EFS er arbejdsløsheden i EU vokset med mindst 4 millioner siden coronaudbruddet, og mere end 7 millioner er på en eller anden form for arbejdsfordeling.

I Spanien er arbejdsløsheden steget med mere end 300.000, og i Frankrig er hele 3,9 millioner sendt hjem er er på arbejdsfordeling. Det er tal som vil stige dramatisk, når tallene fra Italien og Tyskland bliver offentliggjort, skrives EFS i pressemeddelelse.

– For anden gang på bare et ti-år står millioner af europæiske arbejdere uden job og med økonomiske bekymringer. De europæiske ledere må lære lektien fra 2008 og gøre hvad end der skal til for at forhindre at sundhedskrisen udvikler sig til en langvarig økonomisk krise med massearbejdsløshed, siger EFS’ generalsekretær Luca Visentini.

– De varme ord om europæisk solidaritet må veksles til handling som forhindrer arbejdsløshed, beskytter folks indkomster og finansierer den offentlige service. EU’s fremtid afhænger af, hvordan den tackler krisen, siger han. (brink)