Europæisk fagbevægelse kræver social pagt

EFS: En social pagt for solidaritet og samarbejde i stedet for et Europa i konkurrence og deregulering

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS appellerer nu til de europæiske ledere og befolkning om en gang for alle at vende ryggen til nedskæringspolitikken.

I en udtalelse fra EFS ledelsesmøde i går opfordrer den til at der skabes en pagt for et ”Europa med solidaritet og samarbejde.”

Der er bruge for hurtig politisk handling for at få EU ud af det farlige ræs mod bunden, som det befinder sig i, hedder det i appellen.

– Vi må engang for alle vende ryggen til nedskæringspolitikken, som har forarmet millioner af europæere og afskåret enhver mulighed for at komme ud af krisen. Et enigt EFS foreslår en pagt for en alternativ politik til fordel for vækst og arbejde til alle, hedder det.

Kun retorik

– Vores budskab om at nedskæringspolitikken har fejlet er ved at trænge igennem. Vi bliver nød til at fokusere på vækst, siger generalsekretæren for EFS, Bernadette Ségol.

– Men vi er ikke naive. Selvom vi ser en ændring i retorikken, så støder forskellige opfattelser af ”vækst” sammen. Og der er ikke sket nogen ændring af kursen. Derfor opfordrer vi de europæiske ledere til at diskutere vores forslag om en social pagt for Europa inden topmødet sidst i juni, siger hun. (brink)