Flere og flere falder udenfor EU-direktiver som skulle beskytte Unionens arbejdere, konstaterer analyse fra EU-parlamentets forskningscenter
De nøgledirektiver, som skulle beskytter arbejdere mod de rå markedskræfter, som er sat fri på EU’s indre marked dækker i virkeligheden færre og færre arbejdere i Unionen. Tendensen mod flere og flere usikre og a-typiske ansættelser fortsætter tværtimod, og direktiverne om arbejdstids, deltid osv. beskytter færre og færre.
Det fremgår af en såkaldt ”i-dybden-analyse”, som EU parlamentets egen forskningsenhed (Policy Department for Economic, Scientific and Quality of Life Policies) har leveret til parlamentets beskæftigelsesudvalg.
Analysen peger på, at store grupper ikke er omfattet af den minimumsbeskyttelse, som direktiverne ellers skulle sikre arbejderne i medlemslandene. Og ikke overraskende, så anbefaler den, at der skal nye tiltag til fra EU-parlamentet, som gerne vil øge sin politiske indflydelse i EU-systemet.
– Standard-ansættelser er på retur, i takt med at arbejdslivet ændrer sig. Det rejser spørgsmålet om beskyttelsen af arbejdere i atypiske ansættelser og på prekære kontrakter, som ikke lever op til fastansættelser, skriver de.
Analysen gennemgår nøgledirektiver, som angiveligt skulle være værktøjer til at beskytte arbejderne. Og de peger på hullerne, som kunne give anledning til yderligere EU-lovgivning.
Arbejdstidsdirektivet på dagsordenen i 10 år
Et eksempel er arbejdstidsdirektivet, som reelt er hullet som en si, fordi der er en såkaldt opt-out-bestemmelse, som reelt kan sætte direktivets krav til højeste arbejdstid ud af kraft.
Medlemslandene kan friholde hele sektorer fra direktivet eller tillade at det kan ske helt ned på den enkelte kontrakt, hvor en ansat blot skal skrive under på, at han fraskriver sig direktivets beskyttelse, en praksis, som især har været udbredt i U.K.
Spørgsmålet om et nyt arbejdstidsdirektiv har været rejst med jævne mellemrum de sidste 10 år, uden at det er lykkedes at revidere det gældende direktiv.
Den nye analyse peger især på juridiske problemstillinger, f.eks. mener forfatterne, at det er et problem, at definitionen af, hvornår man er ”arbejder” er op til de enkelte lande, det ville være nemmere, hvis EU og EU-domstolen fastlagde en definition, som alle lande rettede ind efter.
Analysen giver et skematisk overblik over, hvilke undtagelser og ”huller” der er for hvem direktiverne dækker, men forholder sig ikke til, hvordan direktiverne håndhæves i medlemslandene. Så spørgsmålet om, hvad direktiverne i praksis betyder for at beskytte de europæiske arbejdere bliver ikke belyst. (brink)
