EU’s regulering af det danske arbejdsmarked

Der er brug for et femte forbehold, hvis den danske model skal overleve

Af Ole Jensen, Fagbevægelsen mod Unionen

Ole Jensen

EU’s voksende indflydelse på reguleringen af arbejdsmarkedet, var et af hovedtemaerne på alle borgerhøringerne som Fagbevægelsen mod Unionen gennemførte.

Høringerne faldt sammen med, at forholdene for 200 filippinske chauffører blev afsløret i medierne, så spørgsmålet om social dumping og EU’s grundlov om fri bevægelighed lå lige for i debatten. Men det skyldtes ikke kun den aktuelle sag, mange af deltagerne fortalte om deres egene erfaringer – både med EU’s regulering på arbejdsmarkedet og eksempler på social dumping.

Som en opsummerede det efter at have fulgt en debat i Folketinget om de filippinske chauffører:

”Selvom politikerne i enighed vedtog at skærpe kontrollen, så gjorde Transportministeren det jo helt klart, at ingen kan forhindre polske postkassefirmaer at sende chauffører og andre til Danmark for at arbejde til lønninger helt ned på et par euro i timen.”      

Ser vi på konsekvenserne af vores EU-medlemskab de sidste 20 år, står det klart, at der er skabt en skabt en forøget konkurrence mellem lønmodtagerne i medlemslandene.

Drivkraften har været EU’s principper om fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital og tjenesteydelser. At det er selve meningen med det frie marked, er der sådan set ingen, der lægger skjul på. Men at det samtidig har alvorlige konsekvenser for, hvordan vi i Danmark regulerer arbejdsmarkedet gennem den danske model, er en sandhed, som politikerne gerne bagatelliserer.

Større EU-regulering har for mange faggrupper ført til dårligere løn, mere deltid, kontraktansættelser, kort sagt en generelt større utryghed for lønmodtagerne.

På møderne kom eksempler på social dumping indenfor byggesektoren, der var langturschauffører som kunne fortælle om misbrug af udenlandske chauffører, men også eksempler på, hvordan store danske virksomheder har fået støtte til at flytte produktionen til andre EU-lande, en trafik der har kostet danske arbejdspladser.

EU-regulering er problemet

Gennem årerne har der været rejst politiske diskussioner om udviklingen, men debatten har oftest begrænset sig til en diskussion om konkrete sager, og hvad de danske myndigheder kan gøre for at begrænse skaderne.

Men så længe der ikke ændres på den EU-regulering, som åbner for disse urimeligheder, så længe vil de kunne fortsætte. På møderne efterlyste deltagerne politiske svar på denne ”anden side” af den frie bevægelighed, som en formulerede det:

”Reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed giver arbejdsgiverne mulighed for at misbruge udenlandske arbejdere til at presse og undergrave de faglige og sociale rettigheder og skaber uanstændige forhold på det danske arbejdsmarked. Hvilke planer har politikerne for at ændre EU-reguleringen?”

Der var deltagere, som henviste til den Europæiske Faglige Sammenslutnings forslag om en Social Protokol i EU, som, hvis den blev vedtaget, ville sætte de faglige rettigheder foran det indre markeds frihed.

Forslaget har flere gange været behandlet i Folketinget, men den siddende regering har afvist det, det undrede flere af debat-deltagerne, som en formulerede det:

”Både den danske og europæiske fagbevægelse har stillet krav om en social protokol, der skal give faglige og sociale rettigheder i de enkelte lande forrang i forhold til reglerne om kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed. Hvorfor støtter den danske regering ikke dette krav i EU?”

Brug for et femte forbehold

Ved ikke at støtte kravet om en social protokol, forsvarer regeringen reelt ikke den danske model. Den siger det ikke sådan, men det er det, som er konsekvensen. Der var mødedeltagere som mente, at kravet om en social protokol heller ikke ville kunne vinde opbakning i de øvrige 27 EU-medlemslande. Derfor var der en der foreslog, at vi skulle finde et gammelt ekstra forbehold frem:

”Hvis regeringen ikke tror, at en social protokol kan vinde opbakning i de resterende 26 EU-lande, så kunne det gamle 5. forbehold fra 1993, om at der ikke skulle ske EU-regulering af forholdene på det danske arbejdsmarked findes frem, som en betingelse for fortsat dansk medlemskab.”

Et sådant forbehold ville være en kærkommen håndsstrækning til en revitalisering af den danske model, og give fagbevægelsen redskaber til effektivt at gøre op med social dumping.

Men på møderne blev der også sat spot på EU’s rolle for vores muligheder for at udvikle og fastholde velfærdsstaten. Deltagere pegede på, at samtidig med den større konkurrence mellem lønmodtagerne, så er der sket andre forringelser af den danske model.

Den sociale sikkerhedsnet i Danmark er blevet mere stormasket. Det gælder udsigten til verdens højeste pensionsalder, forringelser af dagpengesystemet, ved sygdom eller sociale problemer. Alt sammen med opbakning fra de ”anbefalinger” EU-Kommissionen har udstedt gennem årene.

Hertil kommer, at Folketinget har tilsluttet Danmark til Finanspagten, som pålægger landene snævre rammer for de offentlige udgifter. Som en opsummerede det:

”Danskernes velfærdssystem har de seneste år været på skrump, og skabt større utryghed på arbejdsmarkedet. Det virker derfor – modsat f.eks. Sverige – uforståeligt at danske politikere helt frivilligt har valgt at tilslutte Danmark til f.eks. EU’s Finanspagt, som lægger meget snævre rammer for den økonomiske handlefrihed i Danmark, når det gælder statsbudgettet og den kommunale økonomi.”

Diskussionerne om arbejdsmarkedet kan opsummeres sådan her:

  • der er brug for at vi frigør os fra EU’s regulering af arbejdsmarkedet, hvis den danske model skal overleve.
  • som et plaster burde regeringen bakke om fagbevægelsen forslag til en særlig social protokol
  • og et særligt 5. dansk forbehold for EU-regulering af arbejdsmarkedet, hvis det ikke sker, vil kravet om udmeldelse kun styrkes.

Dansk suverænitet?

Ved lanceringen af ”folkehøringerne” lagde statsministeren op til en diskussion af, hvad suverænitet egentlig betyder. I Lars Løkkes udlægning vokser suveræniteten for et lille land, hvis vi afgiver suverænitet og i stedet får indflydelse ved at sidde med ved bordet. Statsministerens bud er, at vi skal opgive forbeholdene og blive et kerneland i EU.

Den melding – som blev vist på møderne – gav anledning til store diskussioner om det demokratiske underskud i EU og om, hvad suverænitet egentlig betyder for et land.

At de klassiske demokratiproblemer – kommissionens eneret til at stille forslag, flertalsafgørelser der kan stemme lande ned, traktatfastlagt økonomiske krav, EU-domstolens aktivistiske linje – skulle kunne løses ved, at Danmark slap forbeholdene og blev et EU-kerneland virker ikke troværdigt, var den udbredte opfattelse.

Her er en deltagers betragtninger om demokratiproblemerne i forhold til EU-traktaten:

”Jeg synes det er et demokratisk problem, at vi ikke kan gennemføre forbedringer som en effektiv afskaffelse af social dumping, forbud mod miljø­ eller sundhedsskadelige stoffer eller afskaffelse af lange dyrplageritransporter uden at komme på kant med EU-traktaten.”

At statsministeren nu lægger op til at sætte EU-forbeholdene til afstemning efter et kommende folketingsvalg er jo en ærlig sag. Men dermed sætter han jo også de bremser på dansk deltagelse i den videre unionsudvikling til afstemning. Som en deltager udtaler:

”Vores 4 danske forbehold har fungeret som bremse på dansk deltagelse i Unionsudviklingen. Det var det, som var ideen bag det Nationale kompromis. Men på trods af det vi jo mange områder, hvor vi i dag får påført problemer, f.eks. de reguleringer der sker på arbejdsmarkedet, her burde vi også sikre os et 5. forbehold.”

Når vi taler om demokrati, så er der jo det særegne ved EU, at de udemokratiske elementer er fastlagt i EU-traktaten. Som en deltager skriver:

”Jeg ser det som et problem, at EU har en fastlåst udemokratisk struktur. Gennem en særlig fastsat politik i EU-traktaten f.eks. hvad angår økonomien og de fire friheder for kapital, varer, tjenesteydelse og arbejdskraft. Det er på grundlag af den traktat, at EU kommissionen og EU­domstolen bygger sine initiativer og domme, de er faktisk traktatens vogtere. Og det kan kun ændres, hvis der på et og samme tidspunkt er enighed om det blandt samtlige 27 medlemslande. Så selv om et flertal af befolkningen i EU og et flertal af EU’s medlemslande måtte ønske noget andet, kan det ikke lade sig gøre.”

Så spørgsmålet om demokrati og suverænitet i forhold til EU løses ikke ved at Danmark bliver et ”kerneland”. Der må ændringer til i de grundliggende traktater for at skabe bedre demokrati i EU.

Danmarks fremtidige forhold til EU

Brexit burde naturligt have ført til en åben politisk debat om, hvad vi fra dansk sige mente hvad der kunne ændres i EU-samarbejdet for at rette op på de forhold som f.eks. – økonomistyringen, demokratiet, urimelig regulering af borgernære områder m.v. Ser man på EU-kommissionens oplæg, og reaktionen fra de toneangivende lande, så er det mere og tættere samarbejde, der peges på, som svar på Brexit. Det er nok ikke den rette medicin, hvis det var borgernes opbakning man søgte.

Men hvad spiller vi selv ud med fra dansk side? Som en deltager sagde:

”De danske politikere virker lidt formummet om, hvad de mener om Danmarks fremtidige forhold til EU. Der er mange pæne ord om nærhed, og slankning af EU, og at de vil ændre det indefra – men jeg kan ikke se bud på udspil, som vil løse de problemer vi står med på f.eks. arbejdsmarkedet, hvor EU-regler sammen med EU-domstolens afgørelser har skabt urimelige forhold og utryghed.”

Der var også deltagere som havde bud på, hvordan denne formummethed kunne ændres, en skrev følgende:

”Op til det kommende folketingsvalg kunne regeringen bede alle folketingets partier om at opstille deres bud på Danmarks fremtidige forhold til EU, herunder spørgsmålet om et EU i flere rum, og hvad der måtte ønskes af traktatændringer, og eventuelle yderligere forbehold.”

De 4 forbehold som Danmark har er jo udtryk for, at Danmark ikke ønskede at være fuldt med i den overstatslige unionsudvikling, som var til afstemning for 25 år siden. Som en deltager skrev:

”Hvorfor snakker Statsministeren om at fjerne vores fire forbehold, de har jo været og er stadig et klart signal om, at Danmark ikke vil være med til en mere overstatslig udvikling.”

Det kan godt nære mistilliden til vores politikere, hvis de på bedste kræmmervis vil have Danmark til at blive et kerneland i EU, uden at diskuterer konsekvenserne set i forhold til vores nuværende status.

Faktisk var der mødedeltagere som mente, at Danmark – som Ikke EURO-land – havde en interesse i at komme med udspil til et EU i flere rum, i stedet for bare at overlade det til andre lande. Som deltageren skrev:

”Jeg mener, at Danmark som ikke EURO-land, burde komme med et udspil til, hvordan EU kunne udvikles til et samarbejde i forskellige rum.”

Hvad angår Danmarks fremtidige forhold til EU, så burde der komme konkrete bud på løsninger af de problemer vi løbende ser – bl.a. på arbejdsmarkedet, hvor EU-reguleringen er på vej til at fjerne den danske model, og der er skabt uanstændige forhold indenfor for flere brancher, og generel utryghed som vi ikke kan leve med. Derfor er det uforståeligt, at den danske regering ikke vil arbejde for en Social Protokol, men så er der jo en anden løsning, som en mødedeltager skrev:

”Hvis regeringen ikke vil støtte det forslag til Social Protokol som LO og den Europæiske fagbevægelse har fremlagt, så må politikerne komme med et andet bud. Jeg vil foreslå at vi så stiller krav om et 5. dansk forbehold, så arbejdsmarkedet bliver fritaget for EU-regulering.”

 Til sidst et eksempel fra den gruppe af mødedeltagere som gav udtryk for utilfredshed og ønsker at Danmark følger briterne ud af EU.

”Når et så stort EU-land som England melder sig ud, og det samtidig ulmer med utilfredshed blandt befolkningen i en lang række EU-lande, så burde der ses på problemerne i traktaten. Men jeg tror ikke på at ændre det indefra, så derfor burde vi følge med Englænderne ud.”

 Konklusion på vores debatter:

 Politikerne skal ud af deres formummethed om EU’s fremtid. Et EU uden England, er et andet EU – og Danmark har med forbeholdene ikke ønsket mere integration. De øvrige lande har enten deres egne forbehold, eller der er krav om ændringer til traktaten. Der er brug for klare meldinger og bud på krav til det fremtidige EU-samarbejde fra dansk siden.

Specielt når det gælder arbejdsmarkedet, så haster det med løsninger, som kan sikre den danske models overlevelse, hvis ikke det er muligt at få en ny fælles social protokol igennem, så må vi overveje et ekstra 5. dansk forbehold – hvor reglerne på arbejdsmarkedet holdes fri for EU-regulering

Der er brug for at udvikle den offentlige debat om fremtidens EU. Konsekvenserne af den anden side af det indre marked, som fyldte meget på møderne, er en af de dybereliggende årsager til den skepsis og modstand mod EU, som eksisterer. Vi må finde debatformer, hvor de skeptiske stemmer også bliver hørt og ikke bare bliver anset som landsbytosser, det gælder også for dem, som mener, at vi skalfølge briterne ud af EU.