EFS' generalsekretær Vinsentini

EU’s topmøde gav ikke svar på krisen

EU’s Videotopmøde endte uden resultat, finansministre fik to uger til at forsøge at nå til enighed om milliardudgifter. EU-toppen missede muligheden for at afværge recession, mener europæisk fagbevægelse

Før torsdagens topmøde havde ni sydlige eurolande lagt et forslag på bordet om ”corona-obligationer” for at få finansieret de enorme udgifter som corona-pandemien har udløst.

Forslaget blev fejet af bordet af bl.a. Tyskland og Holland og ifølge DR’s korrespondent, Ole Ryborg endte mødet i en afgrundsdyb uenighed blandt EU-lederne om, hvordan EU og ikke mindst eurozonen skal takle krisen.

Det Europæiske råd missede muligheden for at forhindre at krisen ender i en recession, skriver den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS.

– Vi er enige med den italienske premierminister i, at forslagene til finansiering af omkostningerne ved coronakrisen er fuldstændig utilstrækkelige. Nogle nationale ledere har misset muligheden for at sikre arbejdere deres levebrød, sikre at sundhedsvæsenet er ordentligt finansieret og at vi undgår endnu en ødelæggende recession, som lukker tusindvis af virksomheder, siger, EFS’ generalsekretær Luca Visentini.

EFS støtter op om de ni eurolandes forslag om fælles lånemekanismer som coronaobligationer.

– En fælles lånemekanisme er uundgåelig, hvis EU ønsker at tage effektive skridt til at sikre at arbejdere kan beholde deres job og sikre dem en anstændig kompensation for indkomsttab. Hvis en sådan mekanisme ikke kommer på plads i en fart, så kommer Europa til at betale prisen med en massiv recession og millioner af arbejdsløse. EU’s ledere må tage og ikke gentage fortidens fejltagelser, siger han.

EFS peger også på, at der er brug for en indsats for at hjælpe vandrende arbejdstagere og sæsonarbejdere, som bliver ramt af krisen. (brink)