EU’s politiske undtagelsestilstand

Oppositionen i Europa må omvurdere kursen med nedskæringer og dereguleringer, opfordrer svensk LO’s jurist

Se hele indlægget

  • Europaportalen

  • Siden krisens start har der reelt været politisk undtagelsestilstand i EU, det mener jurist i svensk LO, Claes-Mikael Jonsson. I et debatindlæg på Europaportalen advarer han mod, at en politisk elite under dække af krisen er i gang med politisk udvikling, som tilsidesætter demokratiet, og omfordeler byrderne.

    Selvom krispolitikken i det store hele er blevet lavet indenfor de formelle demokratiske rammer, så er vigtige demokratiske principper blevet tilsidesat, og ultimatum og tvang er blevet hverdag i det europæiske samarbejde, skriver han.

    Derfor er der grund til selvransagelse, når de europæiske politikere ser tilbage på den hidtidige krisehåndtering, mener han.
    Hvilke interesser er blevet fremmet? Har nedskæringspolitikken, dereguleringen og den øgede ulighed ført EU ud af krisen? Og fremfor alt, skal retsstatens forudsigelighed og demokratiet virkelig ofres i krisebekæmpelsen, spørger han.

    Undtagelsestilstanden blev i praksis iværksat, da den tyske kansler Merkel erklærede at ”hvis euroen falder, så falder Europa,” Med den erklæring kunne langsigtede reformer fremstilles som uomgængelige. Opposition blev ligestillet med ansvarsløshed. Men bag forandringerne, maskerede som tekniske løsninger, fandtes de sædvanlige politiske vurderinger og ideologi, skriver Johnson.

    Den eneste vejs politik

    Han peger på, at aktørerne under krisen har haft samme ideologiske udgangspunkt, uanset om det er Merkel, en række diffuse ”markedsaktører”, den Europæiske Centralbank eller eurozonens finansministre.

    – Med velvillig støtte fra konservative europæiske politikere har eliten udnyttet den politiske undtagelsestilstand til at virkeliggøre en politisk ideologi. Mens det udtalte mål med krisepolitikken har været at skabe økonomisk stabilitet. Så har de underliggende mål handlet om at begrænse demokratiets rækkevidde, mindske omfanget af velfærden, deregulere markederne, øge indkomstforskellene og begrænse de faglige rettigheder. Bag den ”eneste vejs politik” står et interessefælleskab mellem eliten og konservative toppolitikere, skriver han

    Metoden har været at præsentere indgrebene som fuldstændigt nødvendige. De nationale politikere er blevet stillet overfor beslutninger, som er blevet præsenteret på dramatisk vis som hastende, uundgåelige og ikke til forhandling. .. Mulighederne for demokratisk debat har været ikke eksisterende, skriver LO juristen.

    Direkte intervention

    Claes-Mikael Jonsson peger på, at det nu er blevet helt legitimt, at EU blander sig direkte i medlemslandenes politiske beslutninger. Han minder om dengang den græske ministerpræsident måtte aflyse en folkeafstemning efter pres fra kollegerne i EU.

    Og da den Europæiske Centralbank på et tidspunkt skrev et brev til Berlusconi, hvor den krævede arbejdsmarkedsreformer og yderligere nedskæringer i de offentlige udgifter, hvis Centralbanken skulle lave støtteopkøb af italienske statsobligationer.

    Irland, Portugal, Spanien, Grækenland og senest Cypern er blevet tvunget til at søge nødlån og dermed blevet udsat for massive krav om at sænke løn- pensions- og velfærdsudgifter.

    – Den såkaldte trojka, bestående af bureaukrater fra EU-kommissionen, ECB ogh IMF,  har stillet drakoniske vilkår i forhandlingerne. I nogle tilfælde er grundlæggende faglige rettigheder blevet ”forhandlet væk”, skriver han.

    Selvbestemmelse tilsidesættes

    Den svenske LO jurist mener, at både retsstatens ideal om forudsigelighed og demokratiets grundtanke om ansvar og legitimitet er sat ud af spil.

    Undtagelsestilstanden i EU betyder retsligt, at bestemmelserne om centralbankens stilling og medlemslandenes selvbestemmelsesret når det gælder budgettet negligeres. Det sker samtidig med, at ILO-rettens beskyttelse af faglige rettigheder udsættes for alvorlige krænkelser, skriver han.

    Politisk betyder undtagelsestilstanden, at den økonomiske og teknokratiske elites vurderinger forudsættes som indlysende og gældende for alle. Alt som behøves er at gennemføre selvindlysende kriseforanstaltninger. Det udelukker politisk debat, mener Claes-Mikael Jonsson.

    Derfor er der brug for at oppositionen i Europa sætter en ny kurs og bryder med nedskærings- og dereguleringspolitikken, og i stedet sætter en ekspansiv politisk dagorden, som kan skabe virkelig og høj efterspørgsel. (brink)