Fagbevægelsen efterlyser myndighederne i kampen mod social dumping, men reglerne for fri bevægelighed sætter grænserne
Der er tryk på kedlerne i EU’s lovmaskine her knap 100 dage før valget til EU-parlamentet. En lind strøm af lovgivning har flydt i de seneste uger, hvor de såkaldte trilogforhandlinger pludselig bliver mediestof.
Forrige uge blev man enige om et arbejdsvilkårsdirektiv, i sidste uge var det så en helt nyt EU-organ om en europæisk Arbejdsmarkedsmyndighed, som blev forhandlet på plads mellem de tre lovmagere i Unionen: Kommission, parlament og medlemslandenes ministerråd.
Begge dele stærkt efterspurgt af den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, som tog pænt imod, men samtidig kunne konstatere, af fagbevægelsens hovedkrav ikke kom med i beslutningen. EFS havde f.eks. krævet forbud mod de 0-timers kontrakter, som breder sig mere og mere. I stedet fik de et forbud mod at arbejdsgivere med 0-timers kontrakter eller som ansætter folk i få timer for fremtiden ikke må forbyde deres arbejdere at arbejde for andre. En god ret, selvom man ikke skal kende ret meget til arbejdsmarkedet for at vide, at den kan være svært at stå fast på, hvis man er endt i et 0-timers job eller i en anden prekær type ansættelse.
Sejr for den danske model?
Og sigende for hele problemet med EU-lovgivning, når det gælder arbejdsmarkedet, så hæftede dansk fagbevægelses ny hovedorganisation (FH) sig først og fremmest ved, at begge vedtagelser ”respektere den danske model”, som FH’s næstformand, Bente Sorgenfrey tweetede.
Dansk fagbevægelse kunne tørre sveden af panden, denne gang levner den nye EU-lovgivning plads til, at det danske aftalesystem, kan få lov at virke i fred. Måske – som altid når de lukkede trilogforhandlinger er afsluttet, så er teksten hemmelig, indtil ministerråd og parlament endelig har godkendt den. Så foreløbig kendes kun kommissionens pressemeddelelser om aftalerne, og som erfaringen siger os, så ligger djævelen som altid i detaljen, når det gælder EU-regulering.
Den nye lovgivning bliver af Kommissionen hæftet op den ”Sociale søjle,” som EU proklamerede for godt et år siden. Søjlen er EU’s svar på den bølge af utilfredshed med ”globalisering” og nedskæringspolitik, som er fulgt i kølvandet på finanskrisen og ikke mindste EU’s måde at tackle den på. Derfor selvfølgelig også hastværket med at præsentere resultater inden valget til maj.
Men de nye initiativer balancerer på en knivsæg. For som det blev slået fast ved præsentationen, så er der end ikke en bisætning med nye faglige eller sociale rettigheder i den ”Sociale søjle”, i stedet skal de eksisterende rettigheder foldes ud, så det bliver synligt for vælgerne, at EU har et socialt ansigt.
Fuldstændiggørelse af det indre marked
Hvis man var kritisk, så kunne man pege på, at den store opmærksomhed omkring nye initiativer, der skal komme fagbevægelsen i møde afleder opmærksomheden fra den mere hard core business, som EU-kommissionen bedriver.
Kommissionen vogter traktaten og er sat til at slå ned på traktatbrud, samtidig arbejder den på at fuldstændiggøre det indre marked.
At Kommissionen tager sin opgave meget alvorligt så vi f.eks., da den sendte en åbningsskrivelse (første skridt mod en retssag) som handlede om, at det var traktatstridigt, når Danmark forbød lastbiler at holde mere end 25 timer på de statsejede rastepladser. Forbuddet var DF og regeringens lidt forkølede indsats mod de horrible forhold udenlandske chauffører lever under, når de kører i Danmark.
Men Kommissionen mener, at forbuddet forhindrer udenlandske chauffører i at leve op til køre- hviletidsreglerne i EU, som bl.a. kræver, at de har ret og pligt til at holde et ugehvil på 45 timer. Selvsamme EU-regel forbyder ganske vist, at det sker i førerhusene, alligevel mener EU-kommissionen, at Danmark ikke kan indskrænke de udenlandske chaufførers muligheder for netop at gøre det – holde weekendhvil i førerhuset. Den sag simrer stadig.
Otte års palaver
I sidste uge havde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen ”vovet sig ind i løvens hule,” som han selv sagde, da han deltog i et debatmøde hos 3F Rymarken i Århus. Her skulle han diskuterer ”social dumping og fremtiden” i et panel med forbundssekretær i 3F Henning Overgaard og Jens Joel lokalt folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
Debatten viste at både Henning Overgaard og flere talere i salen efterlyste mere kontrol fra myndighederne. Efter den obligate taldiskussion om bevillinger, som alt sammen endte ud i at ministeren var ”åben” for flere midler, men at fremtiden bliver afgjort i de forhandlinger, han har indkaldt til om et fireårigt forlig om Arbejdstilsynet.
Men under debatten lurede, at reglerne den fri bevægelighed på det indre marked sætter grænserne for, hvordan og hvor meget fagbevægelse og myndigheder kan gøre for at stoppe social dumping.
Ministeren nævnte selv, at EU-Kommissionen sidste år sendte en åbningsskrivelse, som mildest talt sætter spørgsmålstegn ved RUT-registret. Åbningsskrivelsen er hemmelig, men Kommissionen skriver på sin hjemmeside, at det handler om at Danmarks krav om, at enkeltmandsfirmaer fra andre EU-lande, skal melde deres aktiviteter til RUT-registret, når han/hun arbejder i Danmark.
Reglerne i EU’s tjenesteydelsesdirektiv er sådan set klokkeklare, landene må ikke kræve registrering af enkeltmandsfirmaer fra andre EU-lande, medmindre meget tvingende grunde taler for det, det skal begrundes med hensynet til den offentlige orden, sikkerhed, miljøet eller trusler mod folkesundheden.
Undervejs kom det frem, at EU-Kommissionen og skiftende danske regeringer faktisk har været i ”dialog” om netop den del af RUT-registret i de sidste otte år. Man kan sige, at enten har de danske embedsmænd været gode til at komme med udflugter, eller også har kommissionens embedsmænd været langmodige – vi ved det ikke.
Procesrisiko
Hele processen er lukket land for offentligheden og det bliver den indtil sagen er afsluttet, forsikrede Troels Lund Poulsen. Han oplyste, at han var i dialog med den polske kommissær, som har sendt åbningsskrivelsen. Både ministeren og Jens Joel forsikrede, at de ville stå vagt om RUT-registret – det skal ikke udvandes, selvom Kommissionen altså mener, at vores regler er et traktatbrud.
Ministeren blev spurgt, om regeringen var klar til at tage en ”procesrisiko” med andre ord, om den er klar til at tage en sag ved EU-domstolen på spørgsmålet. Det afviste han at forholde sig til, i stedet må vi afvente at regeringen svarer på truslen om en retssag engang til april. Og så må vi se, hvordan Kommissionen reagerer på det danske svar, sagde Troels Lund Poulsen.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor mange andre ”dialoger” regeringen har gang i med embedsværket i Bruxelles omkring de kontrolforanstaltninger, vi forsøger at sætte i værk for at afsløre social dumping?
Vi får det ikke at vide, og det er måske en af forklaringerne på, at EU-debatten også bliver fjern og abstrakt. Det er en ”asymmetrisk” debat, fordi de ledende politikere ved, hvad der foregår bag kulissen, men fagligt interesserede måske kan have gode ideer til bekæmpelse af social dumping, som bare ikke har nogen gang i Bruxelles.
Licens til social dumping
Mens fagbevægelsen herhjemme fejrede, at den danske model blev ”reddet” et par gange her i februar, så fik en anden beslutning ikke et mange ord med på vejen.
Denne gang handler det om fuldstændiggørelsen af det indre marked. I sigtekornet var en liberalisering af busdriften. Kort fortalt lægger kommissionen op til, at det for fremtiden skal være muligt for vognmænd fra ethvert EU-land at køre turistbusser og oprette rutebilruter overalt i det indre marked.
EU-Parlamentet vedtog i sidste uge en række ændringsforslag til Kommissionens oplæg, men parlamentet så bort fra de europæiske transportarbejderes advarsler, om at en liberalisering af busdriften reelt er en ny licens til social dumping. Samtidig vil liberalisering få store konsekvenser for den kollektive trafik. (brink)
