Junker-Kommissionen bryster sig af at have genstartet den sociale dialog ,og her præsenteres den stort anlagte "sociale søjle"

Forbund: EU-Kommissionen har fuldstændig mistet sin troværdighed

De offentlig ansattes europæiske forbund, EPSU har mistet al tillid til Kommissionen: ”Dens udtalelser og erklæringer er ikke det papir værd, det er skrevet på,” konstaterer de efter EU-dom

EU-domstolen frikendte 24. oktober EU-Kommissionen i en sag, som EPSU havde anlagt mod den. Som tidligere omtalt, så satte EU-domstolen eftertrykkeligt skabet på plads, og slog fast at ingen – heller ikke parterne på arbejdsmarkedet – kan tvinge EU-Kommissionen til noget som helst.

EPSU havde sagsøgt Kommissionen, fordi den nægtede at gå videre med en aftale, som forbundet havde forhandlet på EU-plan med den modstående arbejdsgiverorganisation. Sagen handler om de statslig ansattes ret til information og høring i forbindelse med statslige omstruktureringer.

Dommen skaber usikkerhed for parterne på europæisk niveau, skriver EPSU i et nyhedsbrev, efter at have tygget på dommen en uges tid.

– Det har længe været en generel opfattelse, at de sociale parter (fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer) kunne søge at gøre deres aftaler på EU-niveau bindende, på begrænsede områder, hvor parterne er bedst til at regulere forholdene på arbejdspladsen, skriver EPSU.

Og minder om, at meningen med at ophøje aftaler til bindende direktiver handlede om at skabe et rum for aftaler på EU-niveau, som giver fagforeninger og arbejdsgivere en rolle i den europæiske integrationsproces.

Rum for EU-aftaler

Siden 1993 har procedurerne for de såkaldt forhandlede direktiver været fastlagt i traktaterne, og er blevet præciserer via meldinger fra EU-Kommissionen. Som EPSU ser det, så er EU-Kommissionens rolle i forhold til de forhandlede aftaler begrænset til at tjekke om parterne er repræsentative.

– Ideen var, at der blev skabt et rum for forhandlinger mellem parterne på EU-niveau som samtidig forhindrede EU-Kommissionen i som tredje part at favorisere enten fagbevægelsens eller arbejdsgivernes interesser. Det var en omhyggelig balance mellem parternes autonomi og Kommissionens og Ministerrådets rolle i forbindelse med sådanne aftaler. Det blev hyldet som et helt unikt element i den europæiske sociale model, skriver EPSU.

Juncker-Kommissionens er hovedskurken

Selvom EPSU finder at EU-domstolens affærdigelse af 25 års social dialog er temmelig nonchalant, så retter de hovedanklagen mod Juncker-Kommissionen:

– Vi skal ikke glemme, at det var Juncker-Kommissionen, der har ønsket den her dom. Det var Kommissionen, som i retten argumenterede for at deres egne udmeldinger og 25 års praksis ikke betød noget. For at vinde sagen og retfærdiggøre dens fejltagelser har Juncker-Kommissionen bevidst forsøgt at ødelægge den førnævnte omhyggelige balance, den har argumenteret for, at den kan gribe ind i resultatet af parternes forhandlinger. Kommissionen har fastholdt, at dens indgriben ikke er begrænset af de gældende kriterier, men at den kan nægte at videreekspedere aftaler til Rådet, baseret på dens politiske, økonomiske og sociale overvejelser. Med andre ord: Baseret på dens egen dagsorden, ideologiske holdning, og hvad den vil favorisere i sidste ende dens vilkårlige indfald, skriver EPSU.

Kommissionen søger total kontrol

– Det er et forræderi mod de sociale parter fra en Kommission, som roser sig selv af at have genstartet den sociale dialog. Det kan du kalde ironisk. Mange af os kalder det kynisk. Det er et bevist forsøg på at ødelægge et element i Traktaten, som gik ud over Kommissionens totale kontrol. Dommen skaber enorm usikkerhed for parterne på EU-plan. Kommissionen er ikke troværdig, når det handler om at vurdere parternes aftaler på egne betingelser. Man kan ikke stole på, at den vil gennemføre en omhyggelig evaluering og være en virkelig beskytter af Traktaten. Dens udmeldinger er ikke det papir værd, det er skrevet på. Det bliver de sociale parter nød til at forholde sig til, skriver EPSU.

Og så minder de offentligt ansattes organisation om, at problemet for de 10 millioner statsansatte, som aftalen egentlig handlede om, består: Med dommen og Kommissionens blokering af aftalen, så står statsansatte i mange EU-lande uden de samme rettigheder, som deres kolleger i den private sektor. (brink)