Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har omsider erkendt, at EU-reglerne om fri bevægelighed er et afgørende problem, fordi de har fået forrang over for ”alt andet”. Men hvad vil hun gøre ved det? Det har hun ikke selv noget bud på. Det har Enhedslisten til gengæld, som blandt andet opfordrer til, at Socialdemokratiet rejser den europæiske fagbevægelses krav om en social protokol, så vi får slået fast, at lønmodtagernes rettigheder er overordnet de økonomiske friheder.
Gæt engang, hvem der har skrevet dette: ”Problemet er, at den fri bevægelighed af arbejdskraft, tjenesteydelser, kapital og varer har forrang for alt andet. Det holder ikke i længden, hvis der skal skabes sociale fremskridt”. De fleste vil nok gætte på, at forfatteren er Enhedslistens EU-ordfører Søren Søndergaard. Forkert! Det er socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der skriver sådan i sin kronik ”Europa for folket”, oven i købet to gange, for at understrege alvoren i budskabet (Politiken 16. juni 2017).
Udtalelsen vakte ikke meget opsigt. Det burde den have gjort. Der er tale om en helt ny erkendelse hos socialdemokraterne. Indholdsmæssigt er der tale om en kæmpe indrømmelse til den politiske og faglige venstrefløj, der lige siden folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF har påpeget, at traktatens bestemmelser om de økonomiske friheder var en trussel imod den danske overenskomst- og velfærdsmodel. Men hver gang vi fremførte dette, fik vi at vide af LO og Socialdemokratiet, at vi så spøgelser. Sådan ville det ikke komme til at gå. Tværtimod. Vores modvilje mod at overdrage kompetence til EU stod i vejen for det store socialdemokratiske projekt om at udvikle EU til en social union og for at ”eksportere” den danske model til resten af Europa.
Sådan gik det som bekendt ikke. I stedet for en social union fik borgerne i Europa øget ulighed, fattigdom, massearbejdsløshed. Garantierne om sikringen af den danske model holdt heller ikke vand. EU blander sig i stigende grad i medlemsstaternes lovgivning om velfærdsydelser. Domstolen greb ind i konfliktretten og begrænsede fagforeningernes og medlemslandenes mulighed for at beskytte sig imod social dumping fra udenlandske tjenesteydere. I Laval-dommen (2007) blev det slået fast, at fagforeninger ikke kan konflikte for at sikre udstationerede arbejdere de løn- og ansættelsesvilkår, som gælder i værtslandet. I Rüffert og Luxembourg dommene (2008) blev det slået fast, at offentlige myndigheder ikke må kræve de nationale overenskomster overholdt af de udenlandske virksomheder. Begrundelsen var i alle tilfælde, at det ville være urimelige begrænsninger af den fri bevægelighed for tjenesteydelser.
Den fri bevægelighed for arbejdskraft er lige så hellig. I EU´s udgave betyder den ikke bare den enkelte arbejders ret til at søge arbejde i andre lande. Den betyder samtidig, at værtslandets arbejdsgivere frit kan importere arbejdskraft, uden at skulle dokumentere at der er brug for den, uden først at tilbyde jobbene til værtslandets egne arbejdsløse, og uden at værtslandets fagforeninger har nogle effektive redskaber til at sikre, at de udenlandske arbejdere arbejder på lige vilkår med arbejderne i værtslandet.
Konsekvenserne af EU-reglerne om fri bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser slog for alvor igennem med optagelsen af de østeuropæiske lande 2004. Siden da, har arbejderne i alle de gamle medlemslande oplevet et voldsomt pres på deres lønninger og arbejdsvilkår. Iflg. Kommissionen arbejder ca. 2 mio. udstationerede for en løn, der gennemsnitligt kun er det halve af, hvad deres kolleger i værtslandet tjener. Som ”vandrende arbejdstagere” har østeuropæiske arbejdere overtaget jobbene i mange brancher til lønninger der er væsentligt lavere end det overenskomstmæssige niveau. Utilfredsheden med den udvikling har været til at tage og føle på. Den er baggrunden for det franske og hollandske nej til Forfatningstraktaten i 2005 og for Brexit, for at nævne de vigtigste udslag.
Nu er Socialdemokratiet så omsider kommet til den erkendelse, at det er EU-reglerne om fri bevægelighed for kapital, varer, arbejdskraft og tjenesteydelser, der er noget galt med. De har forstået, at disse ”økonomiske friheder” ifølge Traktaten og Domstolens fortolkninger har ”forrang for alt andet”, som Mette Frederiksen skriver. Og det er jo rigtigt at de økonomiske friheder ikke kun har forrang for lønmodtagerrettigheder, men også i forhold til miljø, arbejdsmiljø, forbrugerbeskyttelse og andre ”bløde” værdier.
Socialdemokraterne skal naturligvis ikke have skæld ud for at være kommet til denne erkendelse. Vi har heller ikke behov for at vade for meget rundt i ”hvad sagde vi”, selvom en vis selvkritik med hensyn til tidligere skråsikre garantier om at den danske model var sikret – garantier, der typisk blev udstedt i forbindelse med folkeafstemninger – nok ville være på sin plads. Det spørgsmål der rejser sig på baggrund af Mette Frederiksens kronik er selvfølgelig: Hvad vil socialdemokratiet bruge den erkendelse til? Og har vi på venstrefløjen nu nye samarbejdsmuligheder for at gøre noget ved problemet?
Svaret blæser i vinden. Mette Frederiksen taler om at ”igangsætte betydelige forandringer” af EU. Men bortset fra en antydning af, at en social protokol ”måske” er svaret, så er der ingen konkrete løsninger. I det hele taget ser Socialdemokratiet ud til at være i stor vildrede om deres EU-strategi. Mette Frederiksen skriver i samme kronik, at det ikke længere giver mening at tale om, at Danmark skal være ”så tæt på kernen som muligt”, og dropper dermed et fast mål for ja-partierne gennem mange år. Men hvor skal Danmark så placere sig – hvor langt væk fra ”kernen” i EU synes hun, at vi skal være?
Men i stedet for at formulere en egen strategi, underkaster Socialdemokratiet sig de borgerliges. Ved en forespørgselsdebat d. 31. marts 2017 stillede de sammen med de borgerlige partiet forslag til en vedtagelse der begyndte således: ”Folketinget pålægger regeringen at sikre, at EU ikke udvikler sig i retning af en social union…”. I en enkelt lille sætning afskriver Socialdemokratiet deres erklærede mål med EU´s udvikling, som det har været defineret fra og med Maastricht-traktaten!
Det er en farlig kurs, Socialdemokratiet er slået ind på her. Bag de borgerliges snak om at EU ikke må udvikle sig til en social union ligger et ønske om at begrænse de udenlandske arbejderes adgang til social sikring, og at slå hul på princippet om universelle velfærdsydelser. Derfor snakken om at bekæmpe ”velfærdsturisme”, og forsøget på i stigende grad at indføre optjeningsprincipper for adgang til danske velfærdsydelser. Det er en manøvre, der skal bortlede opmærksomheden fra, at de borgerlige partier dybest set er godt tilfredse med den øgede konkurrence blandt arbejderne og ikke har tænkt sig at gøre noget som helst ved de negative følger af den fri bevægelighed.
Det løser ingen ting, men skaber blot mere splittelse i arbejderklassen. Danske arbejdere har ingen interesse i, at der er en voksende gruppe udenlandske arbejdere her i landet, som har ringere social sikring end os andre. Det vil kun presse disse arbejdere til at tage et hvilket som helst job til en hvilken som helst løn. Det er også diskrimination. Hvis man er skattepligtig her i landet, skal man have ret til samme sociale ydelser som andre skatteydere. Hvis man vil stille krav om at de udenlandske arbejdere skal have de samme pligter – nemlig pligten til at arbejde for dansk løn – skal de vel også have de samme rettigheder. I øvrigt kommer de her ikke for at nasse, men for at få et job til en bedre løn end de kan få hjemme. Selvfølgelig kan adgangen til danske velfærdsydelser, som for eks. muligheden for at sende børnechecken hjem til børnene i Østeuropa, misbruges af en dansk arbejdsgiver til at presse lønnen. Det er der også eksempler på. Men det problem kan minimeres ved at indeksere børnechecken i forhold til leveomkostningerne i det land, hvor børnene befinder sig.
Lad os nu holde fast i, det ikke er de udenlandske arbejdere der er fjenden. Fjenden er EU-reglerne om fri bevægelighed, fjenden er de virksomheder, der udnytter EU-reglerne til at importere udenlandsk arbejdskraft til lave lønninger og på dårlige vilkår. Derfor må konklusionen på socialdemokratiets nye erkendelse af, at de økonomiske friheders forrang være, at partiet tager kampen op for at få ændret disse regler, og for i det hele taget at styrke kampen mod social dumping.
Vi kan gøre meget mere inden for EU-rettens rammer, end vi gør – og end vi nåede at gøre, sidst vi havde flertal sammen. Det skal anerkendes, at vi med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister styrkede kontrolindsatsen og skærpede reglerne over for de udenlandske virksomheder. Vi fik også indskærpet statslige myndigheders og virksomheders forpligtelse til at overholde ILO konvention 94, for at forhindre at statslige kroner bliver brugt til løndumping i de virksomheder, som staten skriver kontrakt med. Men der kan og skal gøres meget mere. Vi skal pumpe endnu flere penge i kontrol med de udenlandske virksomheder, for det er dokumenteret at det er en god investering. Vi skal pålægge alle offentlige myndigheder og virksomheder – også de kommunale og regionale – at stille krav om arbejdsklausuler, når de skriver kontrakter med private virksomheder, og til at føre kontrol med at reglerne bliver overholdt hele vejen ned igennem leverandørkæden. Ikke en eneste skattekrone skal gå til social dumping. Vi skal indføre en generel lovgivning om kædeansvar på hele arbejdsmarkedet, så der kan blive fair konkurrence. Og vi skal pålægge alle virksomheder at slå de ledige job op på jobnet.dk, så her boende får en chance for at byde på de ledige job, i stedet for at importere arbejdskraft ude fra.
Alt det er muligt inden for EU-rettens nuværende rammer (med forbehold for, hvad Domstolen kan finde på!). Men selv om vi så gjorde alt dette, ville det ikke være tilstrækkeligt til at ophæve de negative konsekvenser af den fri bevægelighed. Dertil kræves netop et opgør med den ”forrang” som de økonomiske friheder har fået, og som Mette Frederiksen med rette er utilfreds med.
Derfor bør Socialdemokratiet forpligte sig til at rejse den Europæiske Faglige Sammenslutnings krav om en social protokol. Den må endelig ikke forveksles med Kommissionens forslag om en ”social søjle”, der i bedste fald er varm luft, i værste fald et forsøg på at tilrane sig endnu mere magt over medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitik. EFS formulerede sit forslag i 2008, umiddelbart efter Laval-dommen som den daværende generalsekretær John Monks kaldte en ”licens til social dumping”. Der er tale om et meget stringent juridisk dokument, som slår fast, at de økonomiske friheder ikke må fortolkes så de begrænser faglige og sociale rettigheder, sidstnævnte skal være overordnet (have forrang for!) de økonomiske friheder. LO og socialdemokratierne i de nordiske lande (herunder det danske) har vedtaget kravet, alligevel skriver Mette Frederiksen at det ”måske” er en løsning. Hvorfor kun ”måske”? Hun må forpligte sig til, som kommende statsminister, at rejse kravet i Det Europæiske Råd.
Det er også nødvendigt med en gennemgribende ændring af udstationeringsdirektivet, så Domstolens afgørelser i Laval-, Rüffert og Luxembourg sagerne bliver sat ud af kraft. Det skal slås fast, at direktivet er et minimumsdirektiv. Værtslandet og dets fagforeninger skal have ret til at stille nøjagtig de samme krav om løn og ansættelsesvilkår til de udenlandske virksomheder, som til værtslandets egne. Fagforeningerne skal have ret til at konflikte for at sikre lige vilkår. Værtslandet skal også have mulighed for at tjekke lovligheden af de udenlandske tjenesteydere INDEN de påbegynder arbejdet i værtslandet. Jeg er selvfølgelig bekendt med, at der forhandles om en revision af direktivet. Det er muligt, at det munder ud i nogle forbedringer, men det vi har set indtil nu, løser ikke de problemer Domstolen har skabt.
Sidst men ikke mindst, så skal værtslandet og dets fagforeninger have nogle bedre redskaber til at sikre, at vandrende arbejdstagere arbejder på lige vilkår. Derfor skal vi have mulighed for at stille krav om en ansættelseskontrakt som betingelse for at kunne arbejde her i landet, og denne kontrakt skal godkendes af den fagforening der har overenskomsten for det pågældende arbejde. En lignende regel har vi for 3. landes borgeres beskæftigelse her i landet (dog uden den klare godkendelsesret til fagforeningerne). Men EU har bestemt, at sådanne krav må man ikke stille, når det drejer sig om EU-EØS borgere. Som man kan se, foreslår vi ikke begrænsning i den enkelte arbejders ret til at krydse grænsen og søge arbejde, men beskæftigelse skal være betinget af, at ansættelsen sker på sædvanlige løn- og arbejdsvilkår, og vores forslag vil være et godt redskab til at sikre det.
Enhedslisten har flere gange fremsat disse forslag i folketinget. Hver gang har socialdemokraterne stemt imod, som regel med den begrundelse at det på den ene eller anden måde ville stride imod EU-retten. Men den undskyldning kan de ikke bruge længere. Nu må Mette Frederiksen tage konsekvensen af sin nye erkendelse af, at de økonomiske friheder er en begrænsning for sociale fremskridt. Hun må melde sig ind i kampen for at få ændret de EU-regler, der står i vejen for lønmodtagernes rettigheder.
Det bliver selvfølgelig ingen let sag. Vi skal ikke stikke folk blår i øjnene. EFS krav om en social protokol er i realiteten en traktatændring, det vil derfor kræve enstemmighed blandt alle medlemslande. De andre ændringer vi foreslår, vil i praksis være lige så svære at gennemføre. Men hvad er alternativet – ud over at gennemføre reglerne selv i dansk lov, og tage kampen med Kommissionen og de andre medlemslande. Det er Enhedslisten helt parat til, og det er nødvendigt med den form for ”civil ulydighed” hvis man skal igennem med noget som helst i EU. Den slags er Socialdemokratiet sikkert ikke parat til. Men det mindste de kan gøre er at rejse krav om de rigtige løsninger, på et problem som deres formand selv har peget på: ”Problemet er, at den fri bevægelighed af arbejdskraft, tjenesteydelser, kapital og varer har forrang for alt andet. Det holder ikke i længden, hvis der skal skabes sociale fremskridt”. Vi ser frem til at høre Socialdemokratiets bud på det.
Finn Sørensen er MF for Enhedslisten og partiets Arbejdsmarkedsordfører og ordfører om EU´s social- og arbejdsmarkedspolitik.
