– For at sige det rent ud er det, der for nogle er ”social dumping”, ”ansættelse” for andre, skriver den polske generaladvokat ved EU-domstolen, Maciej Szpunar
I sit forslag til afgørelse i en sag om udstationering af cateringarbejdere på internationale tog, peger formanden for Generaladvokaterne ved EU-domstolen, Maciej Szpunar på, at brugen af begrebet social dumping bør ske ”indskrænkende”.
Selvom han fremhæver, at han ”fuldt ud forstår og støtter behovet for at beskytte arbejdstagere i forbindelse med den frie udveksling af tjenesteydelser”, så bør begrebet ”social dumping” behandles varsomt og fortolkes indskrænkende, skriver han.
– På et indre marked, som kendetegnes af frie varebevægelser og den frie udveksling af tjenesteydelser og produktionsmidler, er der en iboende fare for, at ”social dumping” nærmere bliver et politisk begreb end et retligt, idet et politisk begreb typisk bruges i økonomier med en veludviklet infrastruktur. Der er faktisk fare for, at primært værts(medlems)statens synspunkt tages i betragtning. For at sige det rent ud er det, der for nogle er ”social dumping”, ”ansættelse” for andre, hedder det i generaladvokatens forslag til afgørelse.
Beskyttelse mod billig konkurrence er forbudt
– Hvis begrebet ”social dumping” således anvendes for bredt, vil det føre til intet mindre end, at den nationale industri beskyttes mod billigere konkurrence fra en anden medlemsstat, hvilken beskyttelse normalt ikke kan opretholdes i henhold til EU-retten, skriver han.
– Som begrebet »dumping« antyder, skal der være en negativ hensigt om at fjerne konkurrencen – og ikke kun at drage fordel af bedre vilkår. Behovet for at forhindre ”social dumping” kan imidlertid ikke påberåbes over for en tjenesteyder, som blot vender de muligheder, som det indre marked tilbyder, til sin økonomiske fordel – og til kundens, modtageren af tjenesteydelserne, fordel. Det indre marked understøttes trods alt af princippet om den komparative fordel, skriver han.
Generaladvokaten leverer her gode argumenter til de Østeuropæiske regeringer, som f.eks. modsætter sig, at deres udstationerede arbejdere skal konkurrere på lige vilkår med værtslandenes arbejdere når det gælder løn og arbejdsvilkår.
Hvem skal beskyttes
Og han bidrager i det hele taget til diskussionen om, hvem der skal beskytte hvem. Og stiller spørgsmålstegn ved, om det er værtslandet, som skal blande sig i, hvordan udstationerede arbejdere fra andre lande behandles.
– Lad os nu træde et skridt tilbage og et øjeblik forestille os, at der ikke er nogen harmonisering, dvs. direktiv 96/71 (udstationeringsdirektivet red.) findes ikke, og en medlemsstat (A) ønsker at underlægge arbejdstagere fra en anden medlemsstat (B), der i forbindelse med den frie udveksling af tjenesteydelser er udstationeret til medlemsstat (A), sin arbejdsretlige lovgivning. Dette vil bestemt udgøre en restriktion af den frie udveksling af tjenesteydelser. Hvordan kan denne restriktion være berettiget? Ved at påberåbe sig rettighederne for arbejdstagerne fra medlemsstat (B), spørger han.
Maciej Szpunar mener, at ”det vil være vanskeligt at forestille sig, at medlemsstat (A) kan påberåbe sig et tvingende hensyn vedrørende beskyttelsen af arbejdstagere fra medlemsstat (B). Man kan med rette stille spørgsmålet, om det reelt er medlemsstat (A) – i forbindelse med udstationering som et led i arbejdsgiverens frie udveksling af tjenesteydelser – der ved, hvad der er bedst for arbejdstagerne fra medlemsstat (B). En sådan tilgang kan forekomme nedladende, hvis ikke hoven.”
Generaladvokaten mener også, at det kan gøres gældende, at en medlemsstat ”principielt kun bør kunne beskytte arbejdstagere, som jævnligt er ansat i netop denne medlemsstat.” Men udstationerede arbejdere fra andre EU-lande ikke ”sædvanligvis” bør være dem, som værtslandet kan beskytte.
”En vis friktion”
– Der er en underliggende spænding mellem det indre markeds friheder, navnlig den frie udveksling af tjenesteydelser i medfør af artikel 56 TEUF og direktiv 96/71 (Udstationeringsdirektivet red.), som, selv om den angiveligt er bilagt ved Domstolens praksis og af lovgiver, ikke desto mindre medfører en vis friktion, skriver Szpunar.
Han miner om, at ”det indre marked, som – afhængig af perspektivet – udgør midlet til eller enden på den europæiske integrationsproces, er så grundlæggende for Unionens retsorden, at det anses for en selvfølge og udgør intet mindre end traktaternes centrale organisatoriske principper.”
På det indre marked producers der enten på grundlag af harmoniserede regler eller efter lokale normer. I sidste tilfælde, så gælder det, at en erhvervsdrivende overholder lokale bestemmelser, så kan han konkurrere på hele EU’s indre marked. Men logikken i Udstationeringsdirektivet er en helt anden påpeger han:
– Idet direktivet søger at afhjælpe nogle af de (normale) følger af anvendelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser: Hvad angår visse aspekter af arbejdsretten er det ikke oprindelseslandet, men princippet om bestemmelseslandet, der finder anvendelse. Dette medfører en naturlig retlig spænding mellem artikel 56 TEUF og direktiv 96/71 (udstationeringsdirektivet).
Uforenelige mål
Den polske generaladvokat har genlæst de overvejelser om formålet, som ligger bag Udstationeringsdirektivet. Og han konstaterer, at EU-lovgiverne nævner hele tre mål med direktivet: ”fremme tjenesteydelser over grænserne, i et klima med fair konkurrence og garantere, at arbejdstagernes rettigheder respekteres. Til det bemærker han tørt, ”at disse tre formål faktisk er diametralt modsatrettede.”
– En garanti for, at arbejdstagernes rettigheder respekteres, støtter ikke den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, men begrænser den og udgør i denne sammenhæng en begrundelse (dvs. et tvingende alment hensyn) for ikke at gøre det, konstaterer han.
Nu er den polske chef for generaladvokaternes overvejelser om Udstationeringsdirektivet og EU-traktatens garantier for de fire friheder, ikke afgørende i den foreliggende sag. Fordi han konkluderer, at arbejdere på internationale tog slet ikke er omfattet af direktivet. Og i sidste ende er det dommerne ved EU-domstolen, som får det sidste ord i sagen.
Men Maciej Szpunars overvejelser viser, at fagbevægelsen ikke kan tage det for givet, at EU-domstolen uden videre vil acceptere indgreb i den fri bevægelighed i EU. Friktionen mellem det indre markeds friheder og de faglige rettigheder består, og hvordan EU-domstolen vil balancere de modsatrettede hensyn i fremtiden afhænger bl.a. af generaladvokaternes tolkning af EU-traktaten og direktiverne. (brink)
