Generalstrejke i Grækenland

Onsdag blev færgerne i havn og den kollektive transport var ramt, da græske arbejdere gik i 24 timers strejke for højere mindsteløn og ret til kollektive forhandlinger

Det var den græske landsorganisation for den private sektor, GSEE som havde opfordret dets medlemmer til at nedlægge arbejdet i 24 timer for at understrege fagbevægelsens krav om at få forhøjet mindstelønnen og ikke mindst at få gennemoprettet det kollektive forhandlingssystem, som hænger i laser.

– Arbejderne kræver en aflysning af skattestigninger og en forhøjelse af mindstelønnen til mindst 751 euro om måneden. Det skal være slut med den ødelæggende nedskæringspolitik, fattigdom og fattigørelse, hedder det i en udtalelse fra GSEE, som har 2,5 million medlemmer.

Den græske fagbevægelse har flere gange under den snart 10 år lange krise kaldt til generalstrejker mod konsekvenserne af de aftaler skiftende græske regeringer har indgået med den såkaldte Trojka (EU, IMF og den Europæiske Centralbank). Aftaler som betød et nedskæringsregime, som udsultede den offentlige sektor, grovbarberede pensioner, og sænkede mindstelønnen til omkring 500 euro om måneden.

Oven i de økonomiske konsekvenser, så har Trojkaens krav om fleksibilitet på arbejdsmarkedet ført til, at det kollektive overenskomstsystem i landet er brudt sammen. Og selv i de seneste aftaler inden Grækenland forlod programmet afviste Trojkaen, at der kunne blive tale om at genoprette forhandlingssystemet.

Faldende realløn

Regeringen har lovet både at hæve mindstelønnen og genetablere de kollektive forhandlinger, men det sker ikke med den finanslov, som nu er på vej for næste år.

– Dagens strejke er rettet mod endnu en finanslov med nedskæringer og overbeskatning. Og den genopretter ikke det kollektive forhandlingssystem. Regeringen tillader stadig ikke, at lønnen forhandles mellem arbejdere og arbejdsgivere, siger GSEE formand, Nikos Kioutsoukis til Reuters.

Generalstrejken kommer samtidig med at nye tal fra ILO viser, den græske realløn faldt med 3,5 procent sidste år. Reallønnen var ellers steget med 1,3 procent i 2016, men sidste års fald mere end antyder, at selvom både den græske regering og EU taler om, at det ”værste” er overstået i Grækenland, så opleves det ikke sådan uden for kontorerne i Athen og Bruxelles. (brink)