Godschauffører i ny offensiv

Kræver stop for social dumping på landevejene. Det Europæiske Transportarbejderforbund, ETF planlægger omfattende aktionsuge fra 22. marts

I ugen fra 22. til 27 marts vil ETF mobiliserer lastbilchauffører fra hele Europa til protestaktioner mod social dumping og for bedre vilkår. Det sker samtidig med, at EU’s transportministre mødes i Bukarest. Protesterne kulminerer med en demonstration i Bruxelles d. 27. marts, men ifølge ETF så vil der være mere end 100 markeringer i 18 lande. Chaufførerne planlægger blokader med konvojer af lastbiler rundt om i EU.

Med aktionerne forsøger ETF at lægge yderligere pres på både regeringerne og EU-parlamentet, som lige nu er uenige om den såkaldte mobilitetspakke, som skal regulere bl.a. reglerne for cabotagekørsel og køre- hviletid.

Pakken kørte af sporet før jul, da EU-Parlamentet kun kunne enes om dele af pakken, mens Ministerrådet nåede til enighed. Men for chaufførerne er hverken ministerrådets eller parlamentets bud på en løsning nok, det vil ikke stoppe den udbredte sociale dumping og nomadetilværelse, som mange chauffører er henvist til.

Sagen er i hårdknude, men ifølge norsk LO’s Bruxelleskontor tager EU-Parlamenter måske sagen på dagsordenen igen allerede i denne uge. (brink)