Portugisiske havnearbejdere strejker i protest mod fagforenings-bashing
Havnearbejderne i otte portugisiske havne går nu til samlet aktion mod den chikane og forfølgelse, de mener, fagforeningen og dens medlemmer er udsat for fra arbejdsgiverne.
Frem til den 10. september vil der ikke blive ud udført overarbejde i de otte havne, som deltager, også arbejde i weekender og på helligdage er strejkeramt.
Strejken er en protest mod det som ”populært” kaldes fagforeningsbashing, dvs. forfølgelse af folk som melder sig ind i fagforeningen, SEAL, som organiserer havnearbejderne. Arbejdsgiverne har ifølge SEAl også skrottet kollektive aftaler i Lissabon og saboteret indgåelse af overenskomster.
Ifølge fagforeningen vokser den anti-faglige praksis i flere portugisiske havne, og især er det ekstremt i havnen i Leixões.
Formanden for SEAL, António Mariano kan ikke forudse konsekvenserne af den månedlange strejke:
– Aktionen er på nationalt niveau, og den dækker alle arbejdere i de otte havne, organiserede eller ej og sammen med de (løsarbejdere red.) som har usikre indkomster, siger han.
Fagforeningen har for flere år siden dokumenteret en række af eksempler på, hvordan arbejdsgiverne forfølger og chikanere folk, som har organiseret sig.
I redegørelsen for baggrunden for strejken peger SEAL også på, at arbejdsgiverne i en række havne har afvist forhandlinger om overenskomst, og i stedet lavet aftaler med gule fagforeninger. (brink)