Hvilket socialt Europa?

Den voksende utilfredshed med EU’s hårde nedskæringspolitik har sat diskussionerne om et ”socialt Europa” på dagsordenen, men hvad gemmer der sig bag det favnende begreb

EU-Kommissionens formand, Juncker, som altid er god for en hurtig bemærkning, har lovet Europæerne et socialt ”triple A” EU. Og det er nok ikke tilfældigt, at når han skal sætte ord på sit sociale Europa, så bruger han et begreb fra de ratings-bureauer, som giver karakterer til staters kreditværdighed. Men andre ord skal ikke bare euroen have en topkarakter og et triple A, det skal ”det sociale” også.

Snakken om et socialt Europa er tydeligvis et forsøg på at modgå den voksende vrede og skepsis, som det europæiske projekt bliver mødt med. De etablerede politiske kræfter, som traditionelt har bakket udviklingen i EU op, er trængt både fra højre og venstre overalt i EU-landene. Og når regeringer drister sig til at spørge befolkningerne om EU-politik – uanset om det er en handelsaftale med Ukraine, et retsforbehold eller sågar fuldt medlemskab, så falder folkets hammer med et nej.

Det er bagtæppet for diskussionerne om et social Europa, som ikke mindst socialdemokratiske partier og tænketanke, rejser. Men hvad betyder det i praksis og mener aktørerne det samme, når de henviser til det ”sociale Europa”, eller er det en container fyldt med helt forskellige forestillinger og brokker af gamle og nye drømme?

Det var bl.a. på dagsordenen da den socialdemokratisk orienterede tænketank Friedrich-Ebert-Stiftung og den hollandske tænketank Clingendal holdet seminar om emnet i denne uge.

Forud var der offentliggjort en række indlæg fra europæiske forskere på Clingendael.nl, som viser, hvor forskelligt det sociale Europa bliver tolket henholdsvis i de østlige og vestlige zoner af Unionen. Læg dertil forskelle i mellem Nord og Syd for ikke at tale om højre venstre og arbejdsgivere og arbejderbevægelse på tværs af landene. Debatten om det sociale Europa rejser spørgsmålet om, hvilken rolle EU skal spille i forhold til medlemsstaternes velfærds og hvordan udbyttet fra produktionen skal fordeles.

– Er der en fælles Europæisk dagsorden, som deles af alle medlemslande? Forstår de det samme ved begrebet? Og er landene virkelig klar til at overgive mere magt til Bruxelles på det sociale område eller nå frem til en fælles forståelse imellem dem? Det er nogen af de spørgsmål, som et notat fra Clingendal forsøger at afklare.

Og konklusionen er klar: Uenighederne om hvad der er kernen i et ”socialt Europa” er så store, at det er usandsynligt, at der vil komme nogen afgørende ændringer. Modsætningerne mellem landene og mellem højre og venstrekræfter gør, at der ikke er udsigt til nogen forandringer og dermed heller ikke til en fødsel eller genfødsel af et ”socialt Europa.” konkluderer de to forskere fra Clingendal i deres sammenfatning.

Ingen udsigt til opgør med sparepolitikken

Det gælder f.eks. spørgsmålet om et opgør med den sparepolitik, som er det gennemgående, når EU-kommissionen eksaminerer medlemslandenes budgetter. Sparepolitikken er forhadt ikke mindst i de sydeuropæiske lande, og både den græske, italienske og franske regering forsøger at få gjort op med og løsnet kravene til budgetunderskud og statsgæld, men ikke mindst Tyskland trækker den anden vej og ønsker at de eksisterende regler skal følges endnu strammere. Helt aktuelt overvejer

EU-kommissionen at tilbage penge fra EU’s regionalfonde for at straffe Portugal og Spanien for ikke at leve op til reglerne.

Diskussionen om et styrket socialt EU kommer i virkeligheden hurtig til at handle om en fortsat udvikling af Unionen mod en egentlig forbundsstat. For EU har ikke for nuværende noget traktatgrundlag for at blande sig i medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitik. At den gør det alligevel, ikke mindst via kravene til budgetdisciplin er en anden sag.

Men når det gælder indretningen af arbejdsmarkedspolitikken og landenes velfærdssystemer, så ligger det uden for EU’s formelle kompetence.
– Frygten for at Bruxelles skal gribe ind i de nationale velfærdssystemer og uviljen til at ændre EU’s traktater er reelle forhindringer for at ændre det, skriver de.

Debatten vil fortsætte, forudser de:
– I takt med at euroskeptikerne styrkes, delvis gennem deres angreb på den aktuelle EU-politik, kan det tvinge de mere traditionelle partier i modsat retning. Hvor de vil kræve korrektion af EU’s markedsorienterede politik og en styrkelse af den sociale dimension. (brink)