Når der skal stemmes til EU-Parlamentet til maj, så er der god grund til at holde tungen mere lige i munden end til et folketingsvalg. Din stemme kan nemlig vise sig at lande et helt andet sted, end der du sætter krydset.
Dels har de fleste partier og lister indgået valgforbund, som betyder at en stemme på en konservativ f.eks. kan ende med at give mandat til en venstre-kandidat, men kompleksiteten stopper ikke her. Når mandaterne er fordelt på de danske partier, så ”forsvinder” de ind i partigrupperne i EU-parlamentet. Partigrupper som vel at mærke kan ligge langt fra partiet eller listens eget udgangspunkt.
Din stemme bliver så at sige omfordelt hele to gange inden den kommer i kraft. Og selvom partigrupperne i parlamentet ikke lægger så snærende bånd på medlemmerne, som vi kender fra Folketinget, så betyder deres størrelse alt for den reelle magtfordeling i EU-parlamentet. F.eks. er der tradition for, at den største gruppe løber med posten som formand for Kommissionen, også fordelingen af de afgørende poster er afhængig af den vægt, som partigrupperne har.
4 – 0 til Venstre
EU-kommentariatet spekulerer inden valget i, at der efter valget vil ske et opbrud i partigrupperne, især på højrefløjens EU-skeptiske flanke. Det hænger sammen med britisk udtræden, hvor EU-modstanderne fra UKIP forsvinder, men også den konservative gruppe, hvor DF sidder bliver ramt, da det er her minimeret.
I det nuværende parlament er Venstre og Radikale begge af partigruppen ALDE, som måske er den mest føderalistiske gruppe i hele EU-Parlamentet. Dets formand, Guy Verhofstadt er den stemme i parlamentet som oftest og mest radikalt taler for et Europas forenede stater.
De Radikale har siden oplevet afskalning til Liberal Alliance og Alternativet, men de to små partier kan ende med at levere stemmer til mandater til både Venstre og de Radikale.
Liberal Alliance er i valgforbund med de andre regeringspartier. Hvis de får et mandat, så er meldingen fra spidskandidat, Mette Bock at partiet tilslutter sig ALDE-gruppen. Dette på trods af at partiets EU-politik ligger langt fra ALDEs position.
Men hvis den seneste meningsmåling rammer det endelige resultat, så står Venstre til at få alle mandaterne i valgforbundet mellem Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Meningsmålingen giver fire mandater til Venstre og nul til de to juniorpartnere.
Alternativet er i valgforbund med de Radikale. Men ifølge den seneste måling, er det de Radikale der løber med valgforbundets ene mandat. Så hvis man stemmer på Alternativet kan ens stemme bane vejen for endnu et mandat ALDE.
Alternativet stiller op på den fælles europæiske platform, European Spring som den tidligere græske finansminister Varoufakis er frontfigur i. Som finansminister nægtede han at skrive under på den låneaftale EU tilbød Grækenland. Hans projekt handler om en total ombygning af EU-samarbejdet. Alternative satser, ifølge pressemedarbejder Vicki Therkildsen, på at European Spring får mandater nok til at danne sin egen gruppe i EU-Parlamentet. Det kræver mindst 25 mandater fra 7 forskellige medlemslande. Men altså en stemme på alternativet kan ende som støtte til den mest føderalistiske gruppe i parlamentet.
Socialdemokratiet og SF er i valgforbund, men sidder i dag i hver sin gruppe i parlamentet. S er med i den SD-gruppen af overvejende socialdemokrater, mens SF ene mandat sidder med hos de grønne. Så her kan en stemme på S ende hos de grønne og omvendt.
Endelig stiller Enhedslisten op for første gang til et EU-valg. EL er i valgforbund med Folkebevægelsen mod EU, som i dag har et mandat, som er tilsluttet venstrefløjsgruppen GUE. EL vil hvis de opnår valg tilslutte sig samme gruppe.
EU-kommentariatet spekulerer inden valget i, at der efter valget vil ske et opbrud i partigrupperne, især på højrefløjens EU-skeptiske flanke. Det hænger bl.a. sammen med britisk udtræden, hvor EU-modstanderne fra UKIP forsvinder. , men også den konservative gruppe, hvor DF sidder bliver ramt, da det er her minimeret.
Dansk Folkeparti er ikke i valgforbund, og partiet sidder i den konservative ”EU-kritiske” gruppe ”De europæiske Konservative og Reformister”, som bl.a. tæller de britiske konservative.
Dansk Folkeparti stiller op alene, og partiets spidskandidat Peter Kofoed siger til Bornholms Tidende, at DF har en har en målsætning om ”at etablere en stor gruppe til højre for midten af EU-skeptiske kræfter, som kan skabe en bedre balance mellem EU-tilhængere og -skeptikere.”
Hvad kan en MEP’er
Det parlament der skal vælges efter brexit er på 705 medlemmer heraf skal de 14 vælges i Danmark. Det er ikke svært at se, at de danske parlamentarikeres indflydelse alene i kraft af ”at antallet betyder noget,” er begrænset.
Men den enkeltes indflydelse er ikke bare i sagens natur begrænset, i praksis er parlamentarikerne nemlig helt afhængig af, at de minutter de får tildelt af deres gruppe til f.eks. at tale i selve parlamentet, det er også via gruppen, at pladserne i de mange udvalg fordeles.
Så man kan ikke som parlamentariker bare tage ordet til debatten, eller stille egne forslag, sådan som man kan i Folketinget. At det er svært at være løsgænger i parlamentet er det tidligere DF-medlem, Rikke Karlsson et eksempel på. Sidste gang hun havde ordet i parlamentet var oktober 2017.
Forrykt mange penge
Til gengæld er medlemmernes økonomi godt polstret. Berlingske forsøgte tilbage i 2016, at kortlægge parlamentarikernes økonomi. Det gjorde de med udgangspunkt i Folkebevægelsen mod EU’s, Rina Ronja Kari, som lagde alle dokumenter omkring økonomien frem. Berlingske konkluderede at skatteyderne brugte knap fem millioner kr. om året på en parlamentsplads.
Af bilagene fremgår det blandt andet, at Rina Ronja Kari oven i sin årlige løn på 735.000 kroner får næsten 700.000 skattefri kroner i diæter og i rejsetilskud til de i forvejen betalte rejser – uden hun skal vise ét eneste bilag, der dokumenterer, at pengene er brugt efter reglerne.
Derudover får hun næsten to millioner kroner om året til at ansætte medarbejdere, og hun har haft adgang til støtte for mere end en million kroner til at promovere sit arbejde i EU.
»Det er helt forrykt mange penge. Pengene flyder nærmest frit til parlamentarikerne, og der er nærmest ingen kontrol med, hvordan de bliver brugt. Det åbner selvfølgelig op for, at der bliver snydt,« sagde Rina Ronja Kari dengang til Berlingeren.
Så udover en anstændig løn for jobbet, så er der altså også mange penge til rådighed, som politikerne kan bruge til at synliggøre deres indsats i parlamentet.
