Torsdag frikendte EU-Domstolen komplet EU-Kommissionen i en sag om fagbevægelsens rolle i EU-systemet
Det var de offentligt ansattes europæiske paraplyorganisation, EPSU som havde stævnet EU-Kommissionen, fordi den har nægtet videreekspedere en aftale mellem de offentligt ansattes europæiske organisation og de offentlige arbejdsgiveres ditto.
De to parter havde tilbage i 2015 forhandlet en aftale frem om ”information og konsultation” af de statsansatte i tilfælde af større omstruktureringer. Parterne havde, som EU-lovgivningen foreskriver anmodet Kommissionen om at få aftalen gjort til et såkaldt ”forhandlet direktiv,” som der i forvejen eksisterer nogle af.
Men Kommissionen har afvist at gå videre med forslaget til EU-landenes ministerråd, og det har stoppet processen.
Efter flere års pres på Kommissionen besluttede EPSU sidste år at stævne Kommissionen ved EU-domstolen, fordi den mener at traktaternes ordlyd betyder, at Kommissionen skal forelægge en sådan forhandlet aftale for Ministerrådet.
Et slag i ansigtet på statsansatte
Men i går faldt dommen: En klokkeklar frikendelse af Kommissionen. I præmisserne skærer dommerne det ud i pap: Ingen over og ingen ved siden af EU-Kommissionen. Det er EU-Kommissionen som udelt og suverænt har den såkaldte initiativret. De sætter en tyk streg under, at hverken Ministerråd eller EU-parlamentet kan tvinge Kommissionen til noget som helst. Det er de udpegede kommissærer, som alene afgør hvilke initiativer der er ”godt for Unionen”, og det kan nogle parter på arbejdsmarkedet naturligvis ikke rokke ved.
Kommissionens initiativret betyder kort sagt, at den også afgør, om en aftale mellem parterne på EU-plan skal gøres bindende eller ej for alle medlemslande.
– Dommen er et slag mod de 9,8 millioner statsansatte arbejdere, som bliver nægtet de samme EU-rettigheder om information og konsultation, som arbejdere i den private sektor har, i forbindelse med omstruktureringer, siger generalsekretæren for EPSU, Jan Willem Goudriaan.
Ti års stilstand
Men det er ikke kun den aktuelle aftale som er på spil med gårsdagens dom. Juncker-Kommissionen har også afvist ophøje en aftale mellem parterne i frisørfaget til direktiv. Den aftale handlede om frisørernes arbejdsmiljø, men det var for småt for kommissionsformanden, som mente, at parterne havde lavet en aftale der regulerer ”højden på de højhælede sko.” En melding, som ikke overraskende, provokerer fagbevægelsen.
Det er faktisk 10 år siden, at den ellers højtbesungne ordning, hvor arbejdsmarkedets parter enes om en aftale, som så bliver til EU-direktiv, har været brugt sidst. Og der eksisterer i dag kun fire sådanne forhandlede direktiver.
– Det er et afgørende spørgsmål for fremtiden for den social dialog på EU-niveau. Det der er på spil er den reelle rolle for parterne i udviklingen af EU’s sociale minimums-standarder. Det sætter spørgsmålstegn ved parternes autonomi. Dommen efter enorm usikkerhed om fremtiden for aftaler mellem parterne på arbejdsmarkedet, siger Jan Willem Goudriaan.
Han bakkes op af den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS:
– Dommen er højst forvirrende og rejser flere spørgsmål om retsprincipper end den besvarer. De sandsynlige konsekvenser er mere og ikke mindre usikkerhed om de sociale parters aftaler, siger næstformand i EFS Ester Lynch.
Unionens vogtere
EFS vil sammen med EPSU nu granske dommen og overveje næste skridt. En mulighed er at anke den til en højere instans ved EU-domstolen.
Men uanset hvad, så har dommen endnu en gang gjort det klart, hvor serveretten i EU ligger. Den ikke valgte EU-Kommissionens suveræne ret til at foreslå lovgivning og initiativer ligger fast. Dommen kaster også en interessant lys over det løfte, som den nye kommissionsformand, Von der Leyen gav, da hun med nød og næppe blev godkendt af EU-parlamentet. Dengang lovede hun, at den nye Kommission ikke ville afvise lovinitiativer fra parlamentet.
EU-parlamentet har tradition for jævnligt at vedtage henstillinger til Kommissionen om at lovgive på forskellige områder. Ifølge traktaten og den dugfriske dom, så er Kommissionen altså ikke forpligtiget på andet end deres rolle som Unionens vogtere. (brink)
