Med et såkaldt værdighedsdekret ruller det italienske parlament forhadt liberalisering tilbage
”Et Waterloo for usikre jobs,” sådan præsenterede Di Maio, leder af femstjernebevægelsen og beskæftigelsesminister i den italienske regering selv sit forslag til en reform af den stærkt kritiserede arbejdsmarkedslov fra 2015. I sidste måned stemte det italienske senat så for en reform, der ruller store dele af loven fra 2015 tilbage.
Reformen gjorde det lettere at fyre italienske arbejdere og gav skattefordele til virksomheder som ansatte folk på mere usikre vilkår end normalt.
– Vi sætter grænser for misbruget af midlertidige ansættelser, og vi hæver straffen for uberettigede fyringer, sagde Di Maio i en facebook-video.
Meldingen blev godt modtaget af Tania Scacchetti fra det forbund CGIL.
– Selvom de fleste job stadig er på faste kontrakter, så er det også sandt, at der er sket en eksplosion i antallet af midlertidige ansættelser, det har været ledemotivet de sidste fem år. Beskæftigelsen er steget, men jobbene er af ringere kvalitet og også ringere kvantitet når taler antallet af timer, siger hun til tv-stationen Sky TG24.
Ifølge de seneste tal fra det italienske statistiske kontor, er der mindst 3 millioner italienere, som arbejder på midlertidige kontrakter, omkring 15 millioner har permanente kontrakter og andre 3 millioner er arbejdsløse – det svarer til en ledighed på 10,7 procent.
Reform uden virkning
Den tidligere regering havde forventet, at reformen i 2015 ville skabe nye jobs og gøre op med en situation, hvor de fleste unge arbejder på usikre korttids-kontrakter. Men sådan er det ikke gået, langt de fleste nye jobs efter reformen er midlertidige, viser flere studier, skriver den europæiske faglige tænketank, ETUI.
EU-Kommissionen har gennem hele krisen anbefalet, at det ”stive” sydeuropæiske arbejdsmarkeder skulle gøres mere fleksible. Den italienske reform fra 2015 sås også som en imødekommelse af presset fra EU.
Og i et ”diskussionspapir” fra 2017 konkludere kommissionen da også, at reformen har bidraget til at bringe institutionerne på det italienske arbejdsmarked på ”linje med internationale benchmarks og med principperne for flexicurity.” (brink)
