De græske erfaringer med EU-indblanding i faglige forhold er ikke gode

Kispus om mindsteløn og den danske model

Fagtoppen ser med bekymring frem til EU-Kommissionens forslag om en lovbestemt mindsteløn i hele EU – de sidste 10 års erfaringer skræmmer

Før jul var der røre om den nye EU-Kommissionens højt profilerede løfte om en lovfæstet mindsteløn i hele Unionen.

Både fagbevægelsen og den danske beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard mødtes med den nye beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit både i Bruxelles og København.

Men trods gentagne garantier fra Schmit om at en EU-mindsteløn ikke vil berøre den danske model og vores overenskomstsystem, som han i samme åndedrag mente burde udbredes i hele EU, så er hverken regeringen eller fagbevægelsen beroliget. Det er nemlig ikke lykkedes at få at vide, hvordan EU-Kommissionen forestiller sig, at den både kan lave en EU-lov om mindsteløn og samtidig friholde Danmark og Sverige.

Fagbevægelsen og i øvrigt også arbejdsgiverne i Danmark frygter at en lovbestemt mindsteløn vil være et alvorligt angreb på den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, som aftaler lønnen.

Mistillid til løfter

FH fastholder, at de ikke vil have EU-lovgivning om mindstelønnen og henviser til, at ”lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout” udtrykkeligt er undtaget EU’s domæne i EU-Traktatens paragraf om arbejdsmarkeds- og sociallovgivning.

– Det er vigtigt at holde fast i, at der ikke er hjemmel i EU-traktaten til, at EU skal lovgive om mindsteløn. Det har vi også gjort klart for Kommissionen, som ellers har forsøgt at få os til at bide på krogen med løfter om, at vi kan få stor indflydelse på udformningen af lovgivningen. Men vi skal holde os for fra at gå ind på den bane, sagde Bente Sorgenfrey til eufagligt.dk i november.

Hunderædde for direktiv

Hos fagtoppen er man ”hunderædde” for, at der kommer et direktiv om mindsteløn, og man har ingen tillid til, at en eventuel undtagelse for Danmark vil holde i EU-domstolen, som i sidste ende afgør, hvad der er EU-ret.

For selvom FH klynger sig formuleringen i EU-traktaten, som udelukker EU fra lønspørgsmål, så ved fagtoppen godt, at EU-Kommissionen sagtens kan finde andre paragraffer i traktaten, som de kan lovgive på grundlag af. Det har man jurister til at finde ud af, og i sidst ende kan EU-lovgive om nye områder, hvis det er i Unionens interesser.

– Vi er hunderæd for, at det ender med et direktiv om mindsteløn. Med et direktiv bliver det op til EU-domstolen at tolke, og så ved man ikke, hvor det ender, sagde Bente Sorgenfrey.

– Jeg frygter, sammen med andre at en EU-mindsteløn bliver et værktøj for den Europæiske Centralbank. Vi har typisk set, hvordan den lovfæstede mindsteløn blev sænket i en række lande under krisen. Vi ønsker ikke, at centralbanken skal have sådan er værktøj, sagde hun.

Spørgsmålet om mindsteløn har skabt ballade i den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS. Generalsekretæren Vinsentini har opfordret Kommissionen til at komme med et direktiv om mindsteløn, og den svenske og danske fagbevægelse har, som Bente Sorgenfrey udtrykker det, måttet rende bagefter og slå hans forslag ned, fordi de nordiske lande er imod.

Der er stærke kræfter i EFS, som mener, at en lovfæstet EU-mindsteløn er et vigtigt element i det såkaldte ”sociale Europa”, som de mener er vejen frem hvis lønarbejderne ikke skal vende sig fra EU-projektet.

Mindsteløn et værktøj i nedskæringspolitikken

Bente Sorgenfreys frygt for at en lovfæstet mindsteløn bliver et værktøj for politikere og centralbanken er velbegrundet. Under finanskrisen har den såkaldte Trojka (EU, IMF og den Europæiske Centralbank) igen og igen stillet krav om at sænke lønninger og ikke mindst de lovfæstede mindstelønninger i en række lande, som fik del i de såkaldte hjælpepakker.

Derfor kan det lyde en smule hult, når den nye Kommissionsformand, von der Leyen taler om, at alle i Unionen skal have en løn, så de kan leve et anstændigt liv. Den nye Kommissions medlemmer har jo alle været med i top-politik i de sidste 10 år og været med eller set på, når Trojkaen har svinget sparekniven over for medlemslande i krise.

For ti år siden, blev Portugal udsat for en hestekur, hvor offentlige lønninger og pensioner blev skåret kraftigt, nedskæringerne var dikteret af Trojkaen og førte de næste år til utallige generalstrejker og protester med nedskæringerne. Bl.a. afviste den portugisiske højesteret seks gange beskæringerne af de offentligt ansattes løn og pension.

Den udvikling blev først vendt i 2015, hvor en socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen begyndte en langsom tilbagerulning af nedskæringspolitikken. En tilbagerulning som også omfattede en forhøjelse af mindstelønnen.

2011 sænkede den irske regering mindstelønnen med 12 procent i forbindelse med en krisepakke. Ifølge den daværende irske regering skete det efter krav fra Trojkaen.

Året efter var det Grækenlands tur, hvor mindstelønnen i landet med et hug faldt med 22 procent, en lønnedgang, som bidrog til at sende landet ud i en social katastrofe uden sidestykke. Først sidste år hævede den daværende SYRIZA-regering mindstelønnen med 10 procent – det skete trods modstand fra – ja EU.

I 2013 stod Spanien for tur, her foreslog IMF med støtte fra EU-Kommissionen, at lønnen generelt skulle ned med 10 procent de kommende år. Det lykkedes faktisk for Trojkaen og den spanske regering med tre dereguleringsreformer af arbejdsmarkedet at sænke lønnen i landet. Men ifølge flere spanske økonomer så førte det ikke landet ud af krisen, det skabte fattigdom og nød.

Først nu syv år efter er der udsigt til, at de spanske arbejdere kan se frem til, at nogle af reformerne bliver rullet tilbage. Aftalen mellem de spanske socialister og Podemos indeholder løfter om både at hæve mindstelønnen og rulle nogle af de reformer tilbage, som i praksis har likvideret det spanske aftalesystem.

Så uanset om EU har kompetence til at blande sig i lønforholdene i de enkelte lande, så viser praksis at de kan gøre det og gør det. Og selv om retorikken i dag handler om at hæve niveauet, så viser de sidste ti års erfaring, at ”lønpolitik” også kan være brutal nedskæringspolitik. (brink)