Malermestre: Sidste udkald hvis social dumping skal stoppes

– Hvis ikke der skal vendes op og ned på den byggebranche, som vi er så stolte af i Danmark, så er det ved at være sidste udkald, siger direktøren for Danske Malermestre, Ole Draborg

De danske malermestre er dybt bekymrede over presset på branchen fra social dumping. Seks ud af ti mestre frygter nu at miste arbejde til underbetalte østarbejdere.

– Det er fjerde gang siden udvidelsen af EU i 2004, at vi har undersøgt medlemmers holdninger til arbejdskraften fra de nye EU-lande. Og vi må sige, at billedet er stærkt bekymrende. Hvor det i starten var ganske få malervirksomheder, der frygtede at miste arbejde til malere fra østlandene, er det i dag mere end halvdelen. Og 59% af medlemmerne forventer endda, at problemet vil vokse i de kommende år, siger Danske Malermestres direktør Ole Draborg.

I dag frygter 57 procent af malermestrene at de mister arbejde til østfirmaer, mod kun 15 procent i 2005.

– Det er et bemærkelsesværdigt ryk i forhold til tidligere. Det dækker over, at en stor del af malermestrene oplever det samme som os, nemlig at den professionelle branche mister arbejde, siger formanden for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn, Bo Rosschou.

– Social dumping er dybest set et problem, vi skal være fælles om at løse. Det har vi i København et godt samarbejde omkring, hvor vi trækker samme vej med udgangspunkt i, at de udenlandske firmaer skal være velkomne – men på lige vilkår, siger han.

Bygherreansvar

De Danske Malermestre konstaterer, at de danske myndigheder ikke ligefrem er på tæerne for at få kontrol med, om de udenlandske virksomheder følger de danske love og regler, og bl.a. betaler moms og skatter i Danmark.

– De udenlandske virksomheder kommer med nogle normer, der er helt anderledes end de danske, og det betyder desværre, at der skal mere offentlig kontrol til. Derfor er vi også stærkt chokerede over, at SKAT forleden valgte at nedlægge det såkaldte udrykningsteam, der blev etableret sidste sommer, og som skulle rykke ud, hvis der var mistanke om urent trav i de udenlandske virksomheder, siger Ole Draborg.

– Situationen kalder helt klart på politiske initiativer. Problemet bliver bare større og større, og det er ikke kun malerfaget men hele byggeriet, der er påvirket heraf. Hvis ikke der skal vendes op og ned på den byggebranche, som vi er så stolte af i Danmark, så er det ved at være sidste udkald, siger han.

Danske Malermestre mener, at der skal indføres samme skatteregler som i Norge, hvor bestilleren skal stå inde for håndværkerne, hvis de ikke betaler skat og moms.
-Vi bliver nødt til at tage drastiske midler i brug. Ellers forsvinder hele det ordentlige arbejdsmarked, siger han til Licitationen.
Bo Rosschou er enig:
– I fagforeningen praktiserer vi bygherreansvar i praksis, og stiller entreprenørerne ansvarlig for de underentrepriser, de indgår. Men uanset at vi kan gøre meget i branchen, så har vi brug for alliancepartnere, staten skal stille redskaber til rådighed. Derfor støtter vi kravet om bygherreansvar. Det er et krav til politikerne om, at de nu må handle, siger han. (brink)