Mens vi venter på Godot og opgøret med skattely

EU’s forsøg på opgør med skattely strander på modstand fra lande der nyder godt af det. Det er på tide at sætte navn og skam på dem der bruger skattely, mener to økonomer

Diskussionen om, hvem der skal tage ansvaret for de enorme gæld EU er i gang med at stifte aktualiserer endnu engang diskussionen om skattely og de multinationale selskaber.

websiden Social Europe argumenterer de to økonomer Francesco Saraceno og Tommaso Faccio for at et fælles ansvar for gælden i EU bør gå hånd i hånd med en harmonisering af virksomhedsskatten og et stop for skatte-dumping.

Men i en situation, hvor EU er låst på spørgsmålet, så er det mere sandsynligt, at medlemslandene vil forsøge sig med nationale løsninger til at forhindre at skattegrundlaget bliver ved at forsvinde – i hvert fald er den nærmeste fremtid, vurderer de to økonomer.

Så i stedet for de forslag til regulering, der nu overvejes, kan det vise sig mere effektivt med gennemsigtighed og en udstilling af firmaer der bruger skattely, mener de. Noget som den sidste uges afsløring af ”danske” detailkæder, jo kunne tyde på.

– Ny data fra økonomen Gabriel Zucman minder os igen om, hvem der vinder og taber i skattekonkurrencen: I 2017 mistede Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien skatteindtægter på henholdsvis 18 milliarder, 20 milliarder, 13 milliarder og 6 milliarder. Penge som multinationale via skatteplanlægning sendte i skattely, skriver de.

Interne skattely størst

Og skattely handler ikke om eksotiske øer og palmestrande, men er en meget mere prosaisk historie om nabolande uden den store næstekærlighed:

– Belgien, Irland, Luxembourg, Malta og Holland er ansvarlige for majoriteten af skatteunddragelserne i EU (mellem 80 og 90 procent), skriver de.

Sagen har været på dagsordenen i EU længe, og fyldte godt i valgløfterne til EU-valget. Men hidtil er alle forslag strandet på, at det kræver enstemmighed i ministerrådet, hvor det blokeres af de lande, som scorer på den nuværende tilstand.

– Imens vi venter på Godot, så fortsætter kampen mod skattely med nationale tiltag, sådan som senest Frankrig og Storbritanniens skat på digital-salg. Polen, Danmark Frankrigs og Italien har for nylig meddelt at de vil afvise at give corona-hjælpepakker til firmaer registreret i skattely eller med datterselskaber der. Det er teroretisk meget enkelt at gøre, men i praksis svært, fordi der ikke er nogen fælles definition af skattely, skriver de to økonomer.

Mens det uafhængige ”Tax Justice Network” har 133 lande på listen over skattely, så tæller EU’s egen liste kun 12 lande og territorier: American Samoa, the Cayman Islands, Fiji, Guam, Oman, Palau, Panama, Samoa, Trinidad and Tobago, the US Virgin Islands, Vanuatu and the Seychelles.

Som det ses så mangler EU’s egne skattely på listen.

– Hvis de planlagte begrænsninger fra Frankrig, Italien, Danmark og Polen er baseret på EU’s egen liste, så er risikoen at det vil være rent symbolsk. Men hvis det også omfatter virksomheder i EU’s skattely, så vil det Kommissionen sandsynligvis anse det for i strid med den fri bevægelighed for kapital, skriver de.

Støtte på betingelser

Selvom kampen mod EU egne skattely tilsyneladende ender i en blindgyde, (EU-Kommissionen har allerede gjort det klart, at man ikke må diskriminere firmaer fra andre EU-lande, når de søger hjælpepakker), så ser Francesco Saraceno og Tommaso Faccio alligevel en udvej.

– I stedet for at udelukke multinationale firmaer fra støtte skal man stille betingelser. Alle multinationale skal have lov til at søge medlemslande om støtte på en måde, så spørgsmålet om skattely-lister bliver ligegyldigt. I stedet skal de offentliggøre en rapport med detaljer om omsætning, profit før skat og hvilken skat de betaler i de lande de arbejder i, skriver de.

Kravet om gennemsigtighed vil, ifølge de to økonomer, kunne tvinge de multinationale virksomheder til at indregne de sociale omkostninger ved at sende profitten i skattely.

– Det vil tvinge dem til at regne med noget som er mere kostbart end omsætning – omdømme. Det offentlig ramaskrig mod børnearbejde, som ødelagde globale brands som Nikes, og som tvang dem til at ændre deres praksis, viser at betingelser som er baseret på gennemsigtighed kan være lettere at gennemføre end forbud og reguleringer, slutter de. (brink)