Udstationerede ungarske cateringsarbejdere er ikke omfattet af Udstationeringsdirektivet, mener EU-domstolens generaladvokat, som med udgangspunkt i krimien ”Mordet i Orientekspressen”, afviser at geografien betyder noget for sagen
Det ungarske firma, Henry am Zug’s fik i 2016 en administrativ bøde, da de blev fanget i en kontrol på Wiens hovedbanegård. Firmaet kunne ikke fremvise de dokumenter, som den østrigske lov mod social dumping kræver, når firmaer fra andre EU-lande udstationerer arbejdere i Østrig. Og Henry am Zug havde heller ikke givet forhåndsmelding til myndighederne om udstationeringen, som det kræves.
Sagen er nu under behandling hos den østrigske forvaltningsdomstol, som har søgt råd hos EU-domstolen. Spørgsmålet er om de ungarske cateringsarbejdere er omfattet af EU’s Udstationeringsdirektiv, og den minimumsbeskyttelse det indebærer.
NEJ! Konkluderer EU-domstolens generaladvokat, Maciej Szpunar i det forslag til afgørelse, som EU-domstolen offentliggjorde i sidste uge.
Her afviser han, at ”geografien betyder noget,” i sagen, fordi det handler om ungarske cateringsmedarbejdere og rengøringsarbejdere, som betjener de østrigske statsbaners, ÖBB’s tog, som også passerer gennem Ungarn.
Det er som om generaladvokaten, er helt bevidst om, at EU-systemet lukkede ned samme dag, som han fremlagde sit forslag. I hvert fald forsøger han at spænde forventningsbuen med en poetisk henvisning til den berømte krimi om ”Mordet i Orientekspressen.”
– Agatha Christie bragte i sin roman ”Mordet i Orientekspressen” ikke spørgsmålet om det nøjagtige sted, hvor mordet var blevet begået, på bane. Vi ved kun, at det blev begået på et tog, Orientekspressen, på togets Simplon-rute, som går gennem flere lande på turen fra Istanbul til Calais, på et tidspunkt før eller efter, at toget blev standset i det daværende Jugoslavien. Læseren får dog ikke at vide, i hvilket land mordet blev begået. Spørgsmålet, som ville have været af afgørende betydning for den efterfølgende straffesag for at afgøre, hvilken national straffelov der fandt anvendelse, var åbenbart ikke omfattet af mandatet for Hercule Poirots efterforskning. Og det er bestemt uden betydning for tempoet og spændingen i historien. Geografi var uden betydning for Agatha Christie, og geografi er også uden betydning for de her sag, indleder den krimiinteresserede generaladvokat sit forslag til afgørelse.
Han medgiver, at det spørgsmål til såkaldt præjudiciel afgørelse -altså den østrigske domstols forespørgsel – er ”mindre fængslende” end historien om mordet på Orientekspressen, men svaret er ”vigtigere for det indre markeds rette funktionsmåde og den frie udveksling af tjenesteydelser,” skriver han.
– Finder bestemmelserne i ”direktivet om udstationerede arbejdstagere”, anvendelse på en situation, hvor et internationalt tog krydser Østrig på sin vej fra Budapest til München med den følge – helt som på Orientekspressen – at alle grænsepassager medfører retsvirkninger? Måske ikke for definitionen på mord, men bestemt for anvendelsen af ansættelsesretten og den til ansættelsesretten knyttede strafferet, skriver han.
Som en sporvognskonduktør i Budapest
Advokaten gransker i sit forslag juraen omkring den fri bevægelighed og oprindelseshistorien for Udstationeringsdirektivet. Undervejs afviser han de argumenter, som bl.a. Østrig fremfører for, at direktivet skal gælde også for ungarske firmaer, som arbejder for de Østrigske jernbaner. Generaladvokaten stiller spørgsmål tegn ved, om de ungarske arbejdere overhovedet er udstationeret: ”Om noget er de udstationeret ”på togets område”, og toget kører tilfældigvis gennem Østrig,” skriver generaladvokaten. Eller som en slags himmelekspres, som kører i et EU-juridisk tomrum måske.
Til gengæld lytter han mere til den tjekkiske og ungarske regerings argumenter. De to lande har måske med sagen fået skabt en ny type arbejdere:
– Nøglen til at forstå og besvare det første spørgsmål ligger i erkendelsen af, at ”meget mobile arbejdstagere”, hvilket udtryk den tjekkiske regering har anvendt i sine indlæg, ikke passer ind i logikken i direktiv 96/71 (Udstationeringsdirektivet red.). Situationen for meget mobile arbejdstagere, som i de denne sag omhandlede, er mærkbart anderledes end for andre mobile arbejdstagere, skriver han.
– Det, der adskiller sådanne meget mobile arbejdstagere fra andre mobile arbejdstagere, er, at deres arbejdssted reelt er uden betydning. Det er uden betydning, om det transportmiddel, hvor de udfører deres arbejde, tilfældigvis på et bestemt tidspunkt befinder sig i Ungarn, Østrig eller Tyskland. Hele logikken i oprindelseslandet (eller udstationeringslandet) og bestemmelseslandet finder med andre ord ikke anvendelse i en sådan situation, da der ikke er noget bestemmelsesland: Toget afgår fra Budapest. Det kommer tilbage til Budapest. Om noget er bestemmelseslandet Ungarn i sig selv. Oprindelseslandet og bestemmelseslandet er sammenfaldende. Jeg kan ikke se, hvordan situationen for de i denne sag omhandlede arbejdstagere er anderledes end for de arbejdstagere, der f.eks. arbejder på en sporvogn i Budapest, hedder det i en af de mere end 100 præmisser i forslaget til afgørelse.
EU-traktat forbyder krav om løn og kontrol
Generaladvokaten anbefaler derfor EU-domstolen, at svaret til Østrig skal være, at Udstationeringsdirektivet ikke omfatter tjenesteydelser, ”såsom forplejning af passagerer med mad og drikke, service ombord eller rengøringsydelser, som udføres af arbejdstagere i en tjenesteydelsesvirksomhed med hjemsted i udstationeringsmedlemsstaten med henblik på opfyldelse af en kontrakt med en jernbanevirksomhed med hjemsted i værtsmedlemsstaten, når disse tjenesteydelser leveres ombord på internationale tog, der ligeledes kører gennem værtsmedlemsstaten.” Med andre ord, er alle servicemedarbejdere på internationale tog, som kører gennem det land, hvor togselskabet har hjemsted ikke omfattet af direktivet, hvis det står til ham.
Generaladvokaten opfordrer EU-domstolen til at slå fast, at EU-traktaten (TEUF § 56) forbyder medlemslandene at kræve, at de udstationerende virksomheder skal leve op til Udstationeringsdirektivets mindstekrav til arbejds- og ansættelsesvilkår.
Dertil kommer, at traktaten også forbyder medlemslandene at stille en række krav til dokumentation. Han nævner udtrykkeligt forpligtigelsen til at forhåndsanmelde udstationering til myndighederne, at opbevare dokumentation for lønniveau og dokumentation for at de er omfattet af en social sikringsordning.
Frit lejde for alt togpersonale
Muligheden for at udstationere arbejdere uden at være omfattet af Udstationeringsdirektivet og eventuelle kontrolkrav gælder i tre situationer, mener generaladvokaten.
For første gælder det arbejdere der udstationeres som personale i et jernbaneselskab, som driver grænseoverskridende virksomhed, eller i en virksomhed som leverer tjenesteydelser som er typisk for et tog, som i dette tilfælde med catering og rengøring på tog der krydser grænser.
Det er værd at bemærke at generaladvokaten her ikke bare taler om tjenesteydelser men inddrager alt togpersonale i toge der krydser grænser.
For det andet mener han, at arbejdere, som arbejder på togene via underkontrakter, eller underkkontrahenter, som han kalder det, ikke skal være dækket af Udstationeringsdirektivet minimumssikring.
Og endelig skal det heller ikke gælde, hvis firmaet, der udstationerer har indlejet arbejdskraften, f.eks. via et vikarbureau.
Social dumping er politiseret
Så jo, måske er generaladvokatens forslag til afgørelse ikke lige så fængslende som ”Mordet i Orientekspressen,” men for fagbevægelsen er det måske ikke mindre uhyggelig læsning.
Det fremgår ikke af EU-domstolens hjemmeside, hvornår der falder endelig afgørelse i sagen. Generaladvokaternes forslag bliver ikke altid fulgt af dommerne.
I det omfangsrige forslag til afgørelse advarer generaladvokaten også mod en politisering af begrebet social dumping. Hvad der for nogen er ”social dumping” er for andre ”ansættelse” skriver han bl.a., lige som han gør sig sine overvejelser over, hvad der egentlig er meningen med traktaten og det indre marked. Det vender vi tilbage til i en senere artikel. (brink)
