Det er en myte, at mere økonomisk integration i EU er vejen til et mere socialt Europa
Martin Höpner, forsker ved Max Planck Institut for Social Forskning i Köln gør op med myten om det Sociale Europa i et indlæg på instituttets hjemmeside.
Den progressive fortælling om Europa er fuld af tabuer og myter, mener han. Og det er en udfordring at artikulerer de sociale konsekvenser af europæisk integration, for ved at gøre det kommer man i konflikt med myterne om det ”sociale Europa”. Og der skal ikke meget til uforskyldt at blive kaldt euroskeptiker, skriver Höpner.
Begrebet det Sociale Europa er næppe dækkende for tilstanden i EU, mener han.
– Der er sket for meget de seneste 10-20 år. Fra EU-domstolens intervention i strejkeretten (Viking og Laval-sagen), den offentlige infrastrukturs underkastelse under EU’s konkurrenceregler, til Trojkaens politik med social bulldozing af det sydlige kontinent. EU’s ligestillingspolitik, som ofte og ikke uberettiget bliver fremhævet som et eksempel på ønskværdig sociale EU-politik er næppe nok til at opveje alt det, skriver Höpner.
Han afviser at der er nogen tegn på, at et socialt Europa er på vej.
– Det er en myte at tro – som den ene tale efter den anden gør – at ”mere EU” vil bringe os tættere på et socialt Europa. Den traditionelle fortælling har mistet sin mening gennem årene, og består nu kun som en stædig komponent i selvforståelsen hos socialdemokrater og fagforeningsfolk.
Økonomisk integration bragte ikke et socialt Europa
Höpner giver et rids af udviklingen af en økonomiske integration i EU. Fra 80-ernes diskussioner om det indre marked, til den monetære union og de reformer det medførte.
– Det var alt sammen skridt i mod økonomisk integration. Hvorfor støttede socialdemokrater og fagforeningerne altid de skridt? Fordi de var ledsaget af et sociale løfter – sommetider indirekte og somme sider klart udtrykt. Der var en tro på at økonomisk integration ville have en spill-over-effekt på andre områder og ultimativt føre til et socialt Europa, skriver han.
Men det gik helt anderledes, konstaterer professor Höpner:
– Ved hver eneste udvidelse er EU blevet mere heterogen. Muligheden for at gennemføre ambitiøse projekter for at harmoniserer det sociale område er faldet konstant – i stedet for at vokser med graden af økonomisk integration. Det er ikke længere muligt at forestille sig en europæisk socialstat, som passer til Bulgarien og Danmark.
De voksende forskelle mellem medlemslandene har på den anden side ikke forhindret, at der er sket en ”radikal” økonomisk integration, som gennemsyrer alle områder. Her kan man tale om spill-over-effekter. Men de er ikke drevet af en overnational social moral, men af liberaliseringens destruktive dynamik, mener han.
Og den ”dynamik” rammer netop ind der, hvor socialpolitikken foregår i dag: I medlemslandenes muligheder for at føre socialpolitik.
– Der er flere forskellige kilder, der driver denne liberaliseringsdynamik: For det første den europæiske konkurrencelovgivning, der omfatter et forbud mod statsstøtte. Det udgør ofte problemer for offentlige aktiviteter i sektorer, hvor både offentlige og private udbydere opererer .. Vi oplever gentagne gange disse konfliktmønstre i “blandede sektorer”, såsom offentlige banker, tv-selskaber og alle infrastruktursektorer. Private udbydere ser europæisk konkurrencelovgivning som et middel til at håndhæve deres interesser, der er rettet mod liberalisering, skriver han.
– For det andet, det indre markeds friheder, dvs. markedsaktørernes ret til at bevæge sig frit i hele det indre marked. EF-Domstolen fortolker disse rettigheder så vidtgående, at de ligner individuelle krav til liberalisering. Særligt den fri bevægelighed af tjenesteydelser har haft omfattende liberaliseringseffekter, og det samme kan siges for etableringsfriheden, skriver Höpner.
Alt dette er stadig langt overskygget af de makroøkonomiske overvågnings- og tilpasningsmekanismer, der er etableret i kølvandet på eurokrisen og trojkaens socialt stærkt ødelæggende indgreb i medlemsstaternes økonomiske, sociale og budgetmæssige politikker, mener han.
– Ud over de almindeligt kendte krav om besparelser og nedskæringer til sociale programmer omfatter disse bestemmelser en forsætlig svækkelse af fagforeningerne, f.eks. gennem målrettet indgriben i den juridiske bindende karakter af regionale kollektive aftaler.
Advarer mod falske forhåbninger
Höpner advarer mod at tro dem, som siger, at integrationen i EU skulle være en slags værn mod globaliseringen – tværtimod:
– Det er også en myte. I virkeligheden tjener europæisk økonomisk integration til at forstærke globaliseringen, skriver han.
Hvad betyder det her for vores håb om et EU, der, hvis ikke andet, kan have mere socialt fordelagtige virkninger end tidligere, spørger han, og afviser ikke ”visionære projekter”.
– Et godt projekt ville eksempelvis være at yde støtte til etablering af et minimum af social sikring i de fattigere EU-lande, hvor der stadig ikke er nogen sådan beskyttelse. Det burde være værd at kæmpe for denne og lignende ideer – som med rette er kategoriseret som ”mere Europa”. Dette ændrer dog ikke ved, at det ville være uansvarligt at nære falske håb om harmonisering, dvs. social forening i hele Europa i overskuelig fremtid. Det kan naturligvis ændre sig hen ad vejen. Indtil da skal vi dog lære at acceptere et ejendommeligt dobbelt system. Konkurrence, det indre markeds friheder og overholdelse af visse grundlæggende krav til euro-konvergens er beskyttet på europæisk plan. Samtidig forbliver de regler og omfordelingsmekanismer, der er nødvendige for at realisere sociale rettigheder decentraliserede hos medlemslandene. (brink)
