En social protokol er en del af regeringens "langsigtede vision", skriver Beskæftigelsesministeren

Når den frie bevægelighed har forrang i EU

Beskæftigelsesministeren gør det klart, at den frie bevægeligheds forrang i EU-retten forhindrer fagbevægelsen i at kræve ”sædvanlig overenskomst”

Socialdemokratiet pegede før valget på, at der var brug for en opgør med den frie bevægelighed i EU, i stedet er der brug for ”fair bevægelighed”, som det f.eks. er beskrevet i Socialdemokratiets valgoplæg ”En solidaritetspagt for Europa.”

Diskussionen om den frie bevægelighed var oppe på et møde i Europaudvalget. Og det har fået udvalgets formand Eva Kjer Hansen (V) til at bede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard redegøre for, hvad han mener, når han siger, at den fri bevægelighed har forrang for alle andre hensyn.

I sit svar understreger Peter Hummelgaard, at regeringen støtter princippet om fri bevægelighed, men at regeringen ønsker at bevæge sig fra en abstrakt diskussion om fri bevægelighed versus andre hensyn til en mere konkret diskussion om, hvilke ændringer, vi ønsker.

Regeringen princippet om fri bevægelighed, ”men vi ønsker, at det skal være muligt for fagbevægelsen at stille krav om sædvanlig overenskomst,” skriver han.

Laval-dommen stoppede OK-krav

Ifølge Peter Hummelgaard var det situationen indtil EU-Domstolens dom i Laval-sagen, hvor svenske bygningsarbejderes blokade for en ”sædvanlig” overenskomst mod det lettiske firma Laval blev dømt ulovlig af domstolen. En dom som rystede den europæiske fagbevægelse.

Indtil Laval-dommen i 2007 stillede den danske fagbevægelse krav om sædvanlig overenskomst overfor udenlandske tjenesteydere. Det skete ”uden at det forhindrede udenlandske virksomheder i at udnytte den fri bevægelighed og levere tjenesteydelser i Danmark,” skriver han.

– Det vil vi arbejde for igen bliver muligt i forbindelse med vores langsigtede vision om en social protokol, skriver Beskæftigelsesministeren, med henvisning til at Socialdemokratiet nu støtter den europæiske fagbevægelses ide om en Social Protokol, hvor faglige rettigheder står over eller i det mindste står lige i forhold den frie bevægelighed og de fire ”friheder” i det indre marked.

I sit svar konstaterer han, at princippet om EU-rettens forrang for den nationale lovgivning i EU-lovgivningen så tidligt som i 1964.

Konsekvensen er, ”at vi kun stille de høje krav til fx lønmodtagerrettigheder, som vi mener skal være gældende også for udstationerede arbejdstagere, hvis det er i overensstemmelse med EU-retten”, skriver Peter Hummelgaard.

Udstationerede har ikke samme vilkår

EU-Domstolen taler i Laval-dommen om, at den frie bevægelighed skal afbalanceres i forhold til de formål, der forfølges med social- og arbejdsmarkedspolitikken.

– Men i den konkrete ”afbalancering” i Laval-sagen kom EU-Domstolen frem til, at de krav, den svenske fagforening stillede, var i strid med dels traktatens bestemmelse om fri udveksling af tjenesteydelser, dels udstationeringsdirektivet, der er udstedt med hjemmel i selvsamme bestemmelser i traktaten, skriver han.

– Da reglerne om den fri bevægelighed således hindrer, at danske fagforeninger kan stille krav til udenlandske tjenesteydere om at tiltræde en sædvanlig dansk overenskomst, så har udstationerede arbejdstagere ikke samme vilkår som danske arbejdstagere i tilsvarende situation, medmindre den udenlandske tjenesteyder frivilligt indgår fuld overenskomst, slutter Beskæftigelsesministeren. (brink)