Åbent brev til befolkningen: Regeringen vil gøre A- og B-hold på arbejdsmarkedet lovligt med et forslag, som Folketinget skal behandle i morgen, fredag den 31. oktober. Faglige tillidsfolk kræver holdbare, langsigtede løsninger, som garanterer konfliktretten og forhindrer social dumping.
”Vi ser med stor bekymring på muligheden for at sikre konfliktretten, på baggrund af EF-Domstolens afgørelser i blandt andet den såkaldte Laval-sag. I denne sag blev de svenske bygningsarbejderes konflikt for at sikre lige løn for lige arbejde dømt ulovlig.
På den baggrund vil regeringen nu gennemføre en dansk lovgivning, der efter beskæftigelsesministerens opfattelse løser problemet.
Uanset hvad man måtte mene om den kortsigtede nytte af ministerens lovforslag, så vil det betyde en begrænsning af konfliktretten i forhold til virksomheder fra andre EU-lande. Det er derfor at stikke befolkningen blår øjnene, hvis man mener, at det vil løse problemerne fremover. For over for udenlandske virksomheder kan vi ikke fastholde kravet om overenskomsten i fuldt omfang, men kun kravet om mindsteløn.
Det fremgår nemlig af lovforslaget, at den lokale løndannelse, lokaloverenskomster, bidrag til arbejdsmarkedspension og uddannelsesfonde ikke indgår i begrebet ”mindsteløn”. Dermed vil virksomheder fra andre EU-lande kunne tilbyde deres ydelser væsentlig billigere end danske virksomheder.
Det vil føre til løn-apartheid på det danske arbejdsmarked. I praksis betyder lovændringen nemlig, at overenskomstparterne nu skal udforme to sæt overenskomster, dækkende det samme arbejde. Det gør det lovligt med et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet.
Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at den slags discountoverenskomster vil komme til at sætte niveauet for hele arbejdsmarkedet.
Efter vores opfattelse findes der ingen holdbar dansk løsning på dette problem. Der skal ske en ændring af EU’s regler, som sikrer de faglige og sociale rettigheder. Vi forlanger derfor af regeringen, at den arbejder for juridisk bindende garantier, som forhindrer forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.
Ligesom vi opfordrer til, at man i fagbevægelsen samler aktiv opbakning til en fælles løsning som den, de europæiske fagforeninger har stillet krav: en juridisk bindende protokol, som sætter faglige og sociale rettigheder over det indre marked.”






