Nordisk model krakelerer

De finske arbejdsgivere siger stop for landsdækkende overenskomster, mens regeringen forbereder lovgivning som skal bane vejen for lokalaftaler

Midt i en højspændt situation, hvor den finske regering forsøger at få arbejdsmarkedets parter til at acceptere en ”samfundspagt”, der via lønnedgang og længere arbejdstid skal forbedre den finske konkurrenceevne med fem procent, meddeler de finske arbejdsgiveres landsorganisation, EK nu, at de trækker sig fra alle fremtidige landsdækkende lønaftaler. Det skal være slut med centrale overenskomster mellem parterne. I stedet går arbejdsgiverne efter, at løn- og arbejdsforhold skal aftales på den enkelte virksomhed.
Arbejdsgivernes udspil fik straks transportarbejderforbundet til at trække sig fra de igangværende forhandlinger. Samtidig forbereder den borgerlige finske regering lovgivning, som fra næste efterår skal gøre det muligt lokalt at indgå aftaler, som er ringere end de gældende overenskomster.

Regeringens kriseudspil er blevet skarpt kritiseret af den nordiske fagbevægelse:
”Den nordiske fagbevægelse konstaterer, at hvis den finske regerings forslag til forringelser på arbejdsmarkedet bliver gennemført, så er konsekvenserne uforudsigelige – ikke bare for det finske samfund – men for hele Norden. Finlands regering indskrænker parternes frie forhandlingsret, det er uacceptabelt hedder det”, hed det i en udtalelse fra de nordiske landsorganisationer i september.

EU-medicin

Det er uklart, hvordan det i praksis skal udformes, mange love skal ændres, derfor skal en arbejdsgruppe, hvor parterne er med forberede skridtet væk fra centrale overenskomster.

Regeringen forsøgte på et pressemøde i denne uge at nedtone dramatikken. Nok skal det være muligt lokalt at omgå overenskomsterne, men der skal være nedre grænser, en maks-grænse for forringelser, forsikrede arbejdsministeren.

– Det kunne være overenskomsten, minus et eller andet, sagde han, ifølge det statslige tv, YLE.
Samtidig bedyrede han, at ingen skal kunne påtvinges de lokale aftaler ved diktat, der skal tages hensyn til begge parter. Men udgangspunktet er klart: Det skal være muligt at justere arbejdsvilkårene ned i dårlige tider.

– Det er ingen universalmedicin, men mere fleksibilitet hjælper, når der er krise, sagde erhvervsminister og tidligere EU-kommissær, Olli Rehn.

Og han har om nogen erfaring med den særlige EU-medicin som hedder svækkelse af de kollektive overenskomster. Som økonomikommissær og næstkommanderende i den forrige EU-kommission, stod han i spidsen for EU’s opskrift på en krisemedicin, som skulle skabe mere fleksibilitet.

Netop svækkelsen af de kollektive overenskomster og muligheden for at indgå ringere lokale aftaler, har spillet en stor rolle i udmanøvreringen af fagbevægelsen i lande som Grækenland, Spanien og Portugal. Her har ”arbejdsmarkedsreformer” ført til, at overenskomstdækningen er styrdykket, og antallet af arbejdere på mindsteløn eller mindre er vokset dramatisk. En udvikling som har bidraget til at trække landene endnu dybere ned i krisen.

EU’s åbenlyse forsøg på at stække fagbevægelsen og undergrave de faglige rettigheder har gentagne gange været kritiseret af både ILO og Europarådets sociale komite, uden det dog har fået hverken EU eller medlemslandene til at ændre kurs.

Lovgivningen om lokale aftaler skal ligge klar til maj, spørgsmålet er om den finske fagbevægelse kan holde til at bidrage til, at det sker. (brink)