Mere om emnet
Mens de nordiske fagbevægelser siger blankt nej til EU-direktiv om mindsteløn, så er tilhængerne også kritiske, men fordi forslaget ikke går langt nok
Mens nordisk fagbevægelse stadig fastholder, at EU ingen hjemmel har til at lovgive om mindsteløn, så er kritikken anderledes, når det gælder fagbevægelsen i Sydeuropa.
F.eks. peger to forskere omkring fagbevægelsens tænketanke i Bruxelles og Tyskland på, at direktivet risikerer at ende som et politisk symbol uden mærkbar betydning.
– Uden en klar og fælles definition på EU-plan af, hvad en ”tilstrækkelig løn” betyder er der en klar fare for, at nogle medlemslande vil bruge en meget restriktiv definition, som vil betyde at det ikke vil lykkes at skabe en reel forbedring af minimumslønningerne, skriver Torsten Müller, seniorforsker i fagbevægelsens tænketank ETUI, og Thorsten Schulten, forsker ved Hans Böckler Stiftung.
I et indlæg på Social Europe, hilser de direktivet velkomment, og ser det som et udtryk for, at der nu er en ny dagsorden, i stedet for den krisepolitik EU fulgte efter finanskrisen.
– I modsætning til efter finanskrisen i 2008, ses ordentlige mindstlønninger og kollektive forhandlinger ikke længere som hæmmende for ”fleksibiliteten” og ”konkurrenceevnen”, men i stedet som forudsætningen for inkluderende vækst i Europa. I årtier har den dominerende vej for europæisk integration, drevet af en markedsliberaliserings-politik, ubønhørligt svækket arbejdernes forhandlingsposition. Dette direktiv vil markere et vigtigt skridt mod et mere socialt EU, og tjene til at ændre styrkeforholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere, skriver de.
Mangler redskaber
Men trods de store ord om ”skiftet” i EU’s politik, så må de samtidig konstaterer, at direktivet ikke i sig selv ændrer noget for dem, der i dag lever med en alt for lille mindsteløn.
I artiklen nævner de, den diskussion der har været op til lanceringen af forslaget om en mindsteløn på 60 procent af median-lønnen og 50 procent af gennemsnitslønnen. I EU-Kommissionens egne udregninger ville en sådan tærskel betyde lønforhøjelser til 25 millioner arbejdere.
Men direktivet nævner udtrykkeligt, at det er op til medlemslandene selv at finde at definere en ”tilstrækkelig mindsteløn.”
De to forskere mener, at de 60 og 50 procent burde være den afgørende prøvesten for, om direktivet bliver en succes.
– Enten vil det (direktivet red.) bidrage til forbedringer af lønningerne, eller det vil være et politisk symbol uden mærkbar virkning, skriver de og opfordrer til, at spørgsmålet om at få defineret mindstelønnen bør være et hovedpunkt i den videre diskussion om direktivet.
Kollektive forhandlinger
Det er lidt samme historie, når det gælder direktivets anden del, som handler om at fremme kollektive forhandlinger.
Her foreskriver direktivet, at lande hvor færre end 70 procent af arbejderne er dækket af en overenskomst, skal lave en national handlingsplan for at fremme dem. Hvis direktivet bliver vedtaget, så vil kravet om en handlingsplan omfatte 18 af de 27 medlemslande. Og det er jo umiddelbart en så at sige direktivmæssig anerkendelse af overenskomsterne, som et gode alle EU-lande må stræbe efter. Tanken er, at landene så skal afrapportere fremskridtene til EU-Kommissionen.
– Men bortset fra disse procedureregler, så er er direktivet temmelig vagt når det gælder hvilke værktøjer, som kan fremme kollektive forhandlinger, skriver Torsten Müller og Thorsten Schulten.
– Forslaget til direktiv har afgjort potentialet til at forbedre lønningerne for millioner af lavrlønnede europæere og styrke de kollektive forhandlinger. Men for at sikre dets effektivitet må man anerkende, at der er masser af plads til forbedringer, især omkring præcise og bindende kriterier for passende mindstlønninger og flere praktiske redskaber til at fremme kollektive forhandlinger, skriver de. (brink)
