Politisk strejke i Norge mod nye EU-regler

Torsdag eftermiddag lammer en politisk strejke store dele af den kollektive trafik i Norge, strejken er en protest mod nyt EU-direktiv

Fra middag og to timer frem vil alle tog i Norge stå stille, men også busser sporvogne og T-baner vil stå stille flere steder i landet.

Den politiske strejke sker for at markere modstanden mod EU’s såkaldt fjerde jernbanepakke, som Norge skal indføre som medlem af EØS. Pakken betyder mere konkurrenceudsætning og så lægges styringen af de norske jernbaner ind under EU’s jernbanebureau.

Pakken indeholder seks direktiver og forordninger, som endegyldigt skal markedsgøre togtrafikken i EU og i EØS-landene. Det norske Storting forventes at tage stilling til pakken i efteråret.

– Nok er nok. Vi er nød til at rasle med sablerne. Vi kan ikke godtage, at norsk jernbanepolitik skal bestemmes fra EU, forklarede formanden for det norske jernbaneforbund, NJF Jane Sætre, til Frifagbevegelse i september, da forbundet startede organiseringen af strejken.

– Os der arbejder på jernbanen kan ikke sidde stille og se på, at krav til sikkerhed på jernbanen i Norge svækkes. Det bliver resultatet, hvis der kommer lovændringer baseret på et regelværk, som ikke egner sig til norske forhold. Hvis jernbanedirektiverne bliver indført, skal vi ikke have siddende på os, at vi ikke gjorde, hvad vi kunne for at stoppe det, sagde hun.

Seks forbund slutter op om strejken

Det skete sammen med Norsk Lokomotivmannsforbund. Men siden har en fire andre forbund sluttet sig til strejken.

Og det ser ud til, at det vil lykkes at mobilisere medlemmerne til at deltage i strejken. F.eks. melder sporvejenes faglige organisation i Oslo, at alle busser, sporvogne og T-tog vil stå stille fra middag og en halv time frem.

Ifølge Fri Fagbevægelsen er der i forbindelse med strejken planlagt markeringer 18 byer i hele Norge.

Hvis politikerne ikke lytter til fagbevægelsen, så har Jernbaneforbundet varslet yderligere aktioner mod den nye EU-lovgivning.

–  Hvis der ikke bliver lyttet til os, så kommer der en optrapning. Folk kommer til at mærke, hvor vigtige vi er, os som arbejder i transportsektoren, lyder advarslen fra formanden. (brink)