Polsk fagbevægelse smækker med døren

En enig polsk fagbevægelse forlader i protest trepartssamarbejde, det er blevet ren facade, mener de

De tre store polske faglige landsorganisationer har forladt det såkaldte trepartssamarbejde mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Det sker i protest mod ikke at blive hørt.

– Siden arbejds- og socialminister Władysław Kosiniak-Kamysz blev formand for Trepartskommissionen (i 2011 red.), er den blevet en ren facade, og fagforeningernes røst er blevet komplet ignoreret, hedder det i en fælles udtalelse fra Solidaritet, FZZ og OPZZ.

Samtidig forlader de samarbejdsorganer, som eksisterer regionalt og på brancheniveau.
– Den sociale dialog, som er forankret i forfatningen eksisterer ikke. Regeringen indfører vital lovgivning på arbejdsmarkedet og i socialpolitikken uden aftaler og konsultationer. Forhandlingerne i Trepartskommissionen er ofte forhastede og mange vigtige love kommer aldrig frem til kommissionen, konstaterer forbundene.

De kræver at ministeren fjernes som formand for Trepartskomiteen, samtidig rejser de en række konkrete krav, bl.a. skal et tillæg til arbejdsmarkedslovgivningen som ophæver 8 timers arbejdsdagen og afskaffer tillæg for overarbejdsbetaling fjernes.

Forbundene vil have stabiliseret beskæftigelsen ved at begrænse mulighederne for korttidsansættelser. Arbejdsløsheden i Polen er på godt et år vokset fra 21,1 til 14 procent, det svarer til 340.000 flere arbejdsløse. Og så skal mindstelønnen op, så den mindst bliver på halvdelen af den gennemsnitlige løn.

Fagforeningerne er klar til at genoptage samarbejdet på betingelse af, at de allerede vedtage ændringer af arbejdsmarkedslovgivningen rulles tilbage og ministeren går af.

Trepartsforhandlingerne blev skrevet ind i den polske forfatning i 1997 og skal i princippet sikrer parterne stor indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken og den økonomiske politik. (brink)