Sag om fup-udstationering trukket fire år

Det er en politisk skandale at retssag blev trukket fire år, det har lammet politiets indsats mod fup og omgåelser af østaftalen, siger formanden for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn, Bo Rosschou

Læssøegadesagen

  • Firmaet On Time Construction stiftes i Polen 7. juni 2004. Den danske bygherre Lars Thye ejer 48 procent.

    Firmaet indgår efterfølgende kontrakter med en række arbejdere for tidsbegrænsede perioder frem til 31. december 2004. Den aftalte månedsløn er 824 zloty – eller cirka 1.400 kroner om måneden.

    Firmaet indgår 16. juli 2004 en kontrakt med Lars Thye om istandsættelse af 24 lejligheder i Læssøegade 10 i København.

    Politiet anholder 4. august otte polske arbejdere i Læssøegade. De løslades efter endt afhøring.

    14. september indgår On Time Construction overenskomst med Malernes Fagforening. Det betyder, at firmaets medarbejdere ved arbejde i Danmark får samme løn som danske malere. Desuden aftaltes en efterbetaling til de polske arbejdere på i alt 250.000 kroner.

    31. maj 2005 idømmes Lars Thye en bøde på 200.000 kroner ved byretten i København, fordi de polske arbejdere var midlertidigt ansatte og derfor ifølge dommeren skulle have haft opholds- og arbejdstilladelse.

    15. december 2008 frifindes han ved Østre Landsret

  • – Det er politisk skandale, fordi både daværende justitsminister, Lene Espersen og beskæftigelsesminister Claus Hjort har undladt at få sagen fremmet. Begge ministre har fulgt sagen tæt og været inde i overvejelser om bl.a. EU-retten. Derfor er det en kendsgerning, at de har været fuldt vidende om den, og haft indflydelse på, hvorvidt sagen skulle fremmes. Så spørgsmålet står tilbage, hvorfor har de ikke fremmet sagen, så vi fik en afgørelse, siger Bo Rosschou.
    – I stedet har vi haft et sagsforløb, hvor det har taget mere end fire år at få afgjort en sag, som handler om en overgangsordning, som har en tidsramme på fem år. Det er det skandaløse. Justitsministeren kunne blot have givet anklagemyndigheden besked på at køre igennem på fuld hammer, i stedet har vi haft en flydende retstilstand i hele den periode hvor Østaftalen har eksisteret, siger han.

    Tvivlsom sejr

    Sagen startede tilbage i 2004, hvor Malernes Fagforening politianmeldte en dansk bygherre, der havde polske arbejdere i gang i Læssøesgade i København. De arbejdede for 20 kr. i timen, og var ansat uden overenskomst. Formelt var de ansat af et polsk firma, som bygherren selv var medejer af.
    – Det var fup, konstruktionen var lavet for at omgå den østaftale, som netop var indgået, siger Bo Rosschou.
    Bygherren blev da også dømt med et brag et byretten i maj 2005 og fik en bøde på 200.000 kr.

    – Dommen blev mødet med stor tilfredshed både i fagbevægelsen og hos partierne bag østaftalen. Den viste jo at østaftalen og retssystemet virkede, Danmark kunne modstå angreb udefra på den danske overenskomstmodel, siger han.

    Dommen blev straks anket til Landsretten, og så gik der jura i den bag lukkede døre. Det gik op for juristerne at grundlaget for dommen måske var i strid med EU-retten.

    Bygherren blev i Byretten dømt for omgåelse af østaftalen, fordi de polske arbejdere var midlertidig ansat. Østaftalen slår fast, at udstationerede arbejdere fra de nye EU-lande ikke må være midlertidig ansat. Det var de, derfor blev han dømt.

    Men for fagforeningen var det først fremmest en sag om fup-udstationering. Hvor bygherren oprettede en selskab i Polen som han selv handlede med, og som muliggjorde at omgå østaftalens krav om overenskomstmæssig aflønning.

    Ikke fugls føde

    Allerede et halvt år efter dommen, gjorde forsvareren det klart for anklagemyndigheden, at der ikke var fugls føde på deres sag, fordi dommen var i strid med EU-reglerne, det oplyser hun til 3f.dk. At det forholdt sig sådan blev stjerneklart i starten af 2005, hvor Tyskland blev dømt ved EF-domstolen i en lignende sag.

    EF-domstolens afgørelse tvang Udlændingestyrelsen til rette ind nu, var det ikke længere et absolut krav, at udstationerede var fastansat hos deres arbejdsgiver. Spørgsmålet indgik nu kun som en del af en ”bredere vurdering” af om en udstationering var reel.

    Den juridiske granskning af en af østaftalens bestemmelser har altså varet lige til et halvt år før aftalen udløber til 1. maj. Og overvejelserne endte med, at det var anklagemyndigheden som mødte om i Landsretten og krævede den bygherre, som de fik dømt i byretten, frikendt, og det blev han naturligvis.
    – Det er jo bemærkelsesværdigt, at det er anklagemyndigheden som ender med at kræve frifindelse i Landsretten. På den måde lukker de sagen, så deres hverken det politiske eller administrative niveau kommer til at stå til ansvar for forløbet, siger Bo Rosschou.

    Lammede myndigheder

    Konsekvensen er åbenlys. Retssystemet har været lammet og politiet har været totalt uden retningslinjer for, hvordan de skulle håndtere fup-udstationeringer efter østaftalen. Det har skadet udviklingen af et operativt fællesskab mellem de aktører, der skulle forsvare den danske model. Og med det åbenlyse resultat som i dag fremgår: Det danske arbejdsmarked er nu delt i det A- hold og B- hold som alle aktører bag Øst aftalen havde sat sig som mål at forhindre. Justitsministeriet har ikke fremmet en afgørelse i sagen, og politikerne bag Østaftalen har blot taget gentagne forsikringer fra politiet og ministeriet for gode varer uden at have fokus på, at der i realiteten intet skete, siger Bo Rosschou

    Det fremgår af et notat fra Rigsadvokaten fra januar 2007, at i hvert fald seks større sager om ulovlig udstationering har været sat i bero i perioder, mens juristerne har søgt at få afklaret om de danske regler var i strid med EU-lovgivningen. På et tidspunkt har man også overvejet at forelægge spørgsmålet for EF-domstolen.

    Selvom østaftalen snart er historie, så er der alligevel grund til at få svar på, hvorfor myndighederne har trukket sagen i langdrag, mener Bo Rosschou.
    – Hvorfor fremmede Hjort og Espersen ikke sagen? Var det fordi man vidste at EU ikke ville tillade at man f.eks. krævede, at udstationerede var ansat i virksomheden inden udstationeringen? Eller var det fordi man slet ikke ønskede en klokkeklare linje mod fup-udstationering? Det er en skandale, at man bruger fire år til at finde ud af, hvordan man skal håndtere en fup-udstationering, når loven gælder i fem år, siger han. (brink)