Det er ikke første gang EU forsøger sig med at skabe balance mellem de økonomisk friheder og et socialt Europa, med den sociale søjle forsøger EU-kommissionen en fjerde gang
EU-Kommissionen har spillet ud med et omfattende forslag til en ”social søjle” eller som det hedder i fuld tekst: ”Europæisk søjle af sociale rettigheder.”
Forslaget har været debatteret i foråret, og kommissionen forventer, at der kan slås nogle søm i projektet, når der holdes socialt topmøde i Gøteborg til november. I mellemtiden forsøger den europæiske fagbevægelse at sætte sine fingeraftryk på projektet.
Men ambitionerne og potentialet for at udvikle EU’s socialpolitik med en sådan søjle kan kun forstås, hvis den sættes ind i en historisk ramme, mener generaldirektøren for fagbevægelsens europæiske tænketank, ETUI Philippe Pochet.
I en længere artikel om den sociale søjle set i en historisk sammenhæng peger han på, at der sådan cirka hvert 15. år bliver annonceret vidtløftige tiltag, som skal skabe (gen)skabe en balance mellem det økonomiske og det sociale.
Men det europæiske projekt (EU) har uden tvivl været ude af balance fra begyndelsen, mener Philippe Pochet.
– Fra starten af har det været domineret af logikken i økonomisk integration, hvor den sociale dimension grundlæggende har været et biprodukt af de resultater integrationen har medført, skriver han.
Historisk set bliver der ca. hvert femtende år vedtaget et ambitiøst forslag som skal skabe balance og udvikle en social dimension. Første gang omkring 1973/74, så i 1989 med et socialt charter og så igen i starten af 00’erne med vedtagelsen af chartret af grundlæggende rettigheder. Fælles for alle forsøgene er, ifølge Philippe Pochet, at initiativerne er løbet ud i sandet i løbet af 5-6 år.
– Endelig kan præsentationen i 2015/16 af en søjle af rettigheder og principper og i (meget) lille skala et socialt program repræsentere et fjerde forsøg på at relancere et socialt Europa, skriver Philippe Pochet.
Uden plan
Og han er ikke imponeret over EU-kommissionens nye udspil.
– Projektet skal realiseres i form af en social søjle af rettigheder og princippet fordelt på 20 områder, som skal forestille at garantere og forbedre acquis communautaire (EU’s samlede love- og regler red.). Med de i alt 15 dokumenter som forslaget omfatter, er resultatet hverken særlig organiseret eller særlig klart. Mange forslag ligner mere et arbejdsprogram (F.eks. dem som handler om ansættelseskontrakter, adgang til social beskyttelse, balancen mellem arbejde og liv osv.). I stedet for en struktureret plan så er der nærmere tale om en analyse af faren for et kollaps for det europæiske projekt, hvis der ikke kommer en social dimension, et forsøg på at redde Europa efter en periode, hvor nedskæringspolitikken (austerity) har hærget, skriver han.
Philippe Pochet ser tre mulige skæbner for den sociale søjle: En første mulighed er at de forholdsvis forbedrede økonomiske udsigter, kombineret med tilbagetoget for de populistiske kræfter og en stigende tillid til EU vil resultere i en tilbagevenden til ”business as usual”, med andre ord vil den sociale dimension blive tabt på vejen.
– Alternativt vil dette forvirrede forsøg kunne føre til flere fremskridt på sociale områder, men uden en virkelig afbalancering mellem det sociale og økonomiske. Og på sand Sisyfos maner vil der sandsynligvis blive gjort et nyt forsøg om en femten års tid, skriver han.
Endelig er der en tredje mulighed, hvor kræfter i EU, i lyset af en ny finanskrise og en forsat mistillid til EU, får succes med at skabe langsigtede forandringer, som rykker på balancen mellem det sociale og økonomiske i Unionen.
– Selvom det ikke er den mest sandsynlige hypotese, i betragtning af magtbalancen mellem de involverede aktører, så er det utvivlsomt den mest ønskværdige, hvis man skal nå frem til en slags stabilitet på mellem og lang sigt. Tiden vil vise, hvad det virkelige potentiale er af den sociale søjle: Enten tomme ord, eller endnu en runde med mangelfulde resultater, eller et første skridt mod at nå noget mere holdbart, slutter Philippe Pochet. (brink)
