EU-Kommissionen skyder en debat om EU’s fremtid i gang og lover at lægge ørene til vandrørene, men spørgsmålet er, om det, som angiveligt skal være en debat nedefra endnu engang ender med en ”top-down”
I sidste uge annoncerede EU-Kommissionen sit bud på den fremtids-konference om Unionen, som er et af flagskibene i den nye Kommissions program.
– Det kommer til at blive mere en eksercits i at lytte end i at snakke, forsikrede en af Kommissionens mange næstformænd, den kroatiske Dubravka Šuica, da hun præsenterede udspillet.
Planen er at EU’s fremtid over de næste to år skal diskuteres helst i hver eneste afkrog af EU, alle er angiveligt inviteret til at give deres bud. Og denne gang skal det være en ”Bottom-Up” proces, og ikke topstyret, understreger Kommissionen i sit oplæg.
– Vi skal nå så mange medborgere som muligt. Vi vil også nå ud til dem som er kritiske mod EU. Når vi har hørt hvad borgerne vil, skal vi forsøge at forvandle det til konkret politik om muligt også med lovgivning, sagde Dubravka Šuica.
Kommissionens forestiller sig, at udover ”tusind blomster” af møder og diskussioner organiseres seks borgerfora som med udgangspunkt i Kommissionens egne forslag skal diskutere fremtiden.
Kommissionens ambitioner handler alle i sidste ende om at give Unionen flere muskler – altså ”mere EU.”
– Men hvad nu, hvis borgerne vil have ”mindre EU,” blev hun spurgt.
– Det er et interessant spørgsmål, hvis der er et flertal af dem, vil vi følge dem, svarede Dubravka Šuica ifølge Euractiv.
Kamp mellem institutionerne
Men tidligere på måneden præsenterede EU-Parlamentet sit forslag til, hvordan en sådan ”Fremtidskonference” skal håndteres. Og den giver ikke meget håb om, at der bliver en debat nedefra, vurderer Alberto Alemanno, professor i EU-ret på HEC i Paris.
Han følger EU-institutionerne tæt, og vurderer at der lige nu er kamp i gang mellem de tre institutioner om at tage førersædet i processen. Og ingen af de forslag der ligger, giver meget plads til borgerne, mener han.
EU-Parlamentet foreslår at alle borgerforslagene ender i en plenarforsamling med 200 medlemmer, hvor parlamentet sætter sig på de 135 pladser, resten går til medlemslande, Kommission, og det eksisterende rådgivende organ for regioner og kommuner.
Fagbevægelsen og arbejdsgiverne på europæisk plan inviteres med to pladser til hver. Ikke en græsrod er der levnet plads til. Parlamentet vil helt dominere forsamlingen.
– Så vil det selvudråbte største bottom-up eksperiment i EU-demokrati forsvinde i historien som den største top-down, spørger Alberto Alemanno i et indlæg i The Guardian.
En af tankerne Kommissionens udspil handler om at organiserer seks forsamlinger, som med udgangspunkt i Kommissionens seks hovedprioriteter, skal diskutere. Forsamlingen skal sammensættes repræsentativt, så de så at sige afspejler hele Unionens befolkning.
Selvom det er fint og rosværdigt at EU vil involvere borgerne, så er det uklart hvordan ”folkeforsamlingerne” skal forløbe, og ikke mindst hvordan deres input skal indgå i de endelige konklusioner. Under alle omstændigheder er der ikke lagt op til at folkeforsamlingerne overhovedet skal sætte dagsordenen. Rammen er sat på forhånd, skriver Alemanno.
I går meldte det kroatiske formandskab så, at EU’s Ministerråd ikke er blevet enige om de forslag der ligger til fremtidskonferencen. (brink)
