Den strukturelle vold mod flygtninge og migranter er arbejderbevægelsens mest brændende spørgsmål og kampen for bedre arbejdsmiljø hænger sammen med det, mener Laurent Vogel, forsker hos den europæiske faglige tænketank, ETUI
Laurent Vogel har arbejdet i den europæiske fagbevægelses tænketank, ETUI i snart 30 år. I et oplæg på det europæiske arbejdsmiljønetværk, EWHNs konference i København i september satte han fokus på det, han anser for det det mest afgørende spørgsmål, som arbejderbevægelsen står over for: Den strukturelle vold mod flygtninge og migranter, som kommer til Europa.
For ham er der en tæt sammenhæng mellem den vold og arbejderklassens muligheder for at forbedre vilkårene – også når det gælder arbejdsmiljøet.
– Det er umuligt at sige, hvad der kommer til at ske for arbejdsmiljøet i EU på kort sigt. For det er helt umuligt at forudse, hvad der sker i EU. Men det er farlige scenarier der tegner sig, men om det går så galt afhænger også af, hvad vi gør, understreger Laurant Vogel.
– Den strukturelle vold som staten møder flygtninge og migranter med ser vi i alle lande. Den danske smykkelov er selvfølgelig en skandale, men der sker lignende ting i alle lande. Mennesker dør hver dag i Middelhavet, og man vil bygge en mur ved det hav, som i mere end 1000 år har været et sted for udveksling. Dem der overlever sættes i fængsel, selvom man kalder det lejre. Et sådant niveau af strukturel vold betyder noget for arbejderklassens situation. Det er jo vores brødre og søstre, de er en vigtig del af arbejderklassen. I Italien arbejder de som overlever turen over middelhavet i praksis som slavearbejdere i små og mellemstore virksomheder, siger han.
– Vi nægter dem ret til at leve i Europa, de kan ikke organisere sig og er under konstant pres fra staten. Men den samme vold eksisterer i virkeligheden for alle arbejder på et eller andet niveau. Se bare på, hvordan folk der arbejder for Amazon bliver behandler, de bliver ikke betragtet som mennesker, men som en god måde at tjene penge på, siger Laurent Vogel.
Passivitet er farligt
Vogel mener, at der går en lige linje fra manglende indflydelse på arbejdspladsen til en accept af højrepopulismen og endda til en slags forståelse for tanken om en ”stærk mand”.
– Hvis man er vant til, at der er kun en der bestemmer på arbejdspladsen, så er man klar til at gå efter en stærk leder. Hvis du ikke oplever at kunne få indflydelse på din arbejdsplads, så fører det til passivitet. Du stiller ikke krav, i stedet er du klar til at sparke nedad. Og så er det ikke overraskende, at du stemmer som du gør, og det er en trussel mod vores samfund, siger Laurent Vogel.
For selvom højrefløjen ikke taler åbent om det, så er det en del af deres mål at underminere fagbevægelsen og de faglige rettigheder.
– De vil angribe fagbevægelsen, de ønsker ikke, at der eksisterer en modkraft som arbejderbevægelsen, siger han.
Praktisk demokrati
– Det er ikke nemt at gå imod den bølge af højrepopulisme og demagogi. Men vi skal insistere på det som arbejdsmiljørepræsentanter, det er en vigtig udfordring. Situationen er farlig, højrefløjen med dens ide om en stærk leder har ikke stået stærkere siden anden verdenskrig. Et andet farligt element i det er, at der nu ikke tales om klasseskel, i stedet er det nation og race, der skiller. Men jeg har ikke noget tilfælles med en belgisk kapitalist. Det er en magisk identitet, højrefløjen maner frem, det er irrationelt og farligt, siger han.
Men der er ressourcer til at kæmpe tilbage mener han:
– Når vi kæmper på vores arbejdspladser, så løser vi måske kun et lille problem, men virkningen er større. For det betyder også, at du tror på kollektive løsninger og på solidaritet. Fagbevægelsen er stedet, hvor du lærer praktisk demokrati. Det sker hver gang du på din arbejdsplads har en diskussion med kollegerne om, hvad der skal ændres og stiller krav om det. Og selvom det måske i sig selv er små ting, så styrker det din tillid til fællesskabet og på, at der findes solidariske løsninger. Men hvis du ikke har de muligheder, så bliver det også svært at tage ansvar i samfundet, og så du er åben for demagogerne, siger Laurent Vogel.
12 års ørkenvandring
Laurent Vogel arbejde i ETUI handler i høj grad om at støbe kuglerne til den europæiske fagbevægelse, når det handler om bl.a. at stille krav til arbejdsmiljøregler.
Men det har været op ad bakke, siden EU-Kommissionen introducerer tankerne om afregulering. Den såkaldte refitt- strategi handler om at lette de ”bureaukratiske byrder” på erhvervslivet. Og for Kommissionen er arbejdsmiljø netop en sådan byrde.
– Der var først et moratorium, som betød et stop for nye reguleringer på arbejdsmiljøet. Så angreb Kommissionen det, de kaldte, ”guldstandarder,” det henviste til de lande, som havde bedre regler end EU’s mindstekrav. Det var to måder at sige til medlemslandene, at de skulle se at komme ned på de fælles minimumstandarder. Det var absurd. Diskussionen om guldstandarder truede enhver fremgang for arbejdsmiljøet, fordi vi jo byggede på de fremskridt, som fagbevægelsen opnåede i nogle lande, siger han.
Men i 2016 kom den første regulering af arbejdsmiljøet i 12 år, som handlede om grænseværdier for kræftfremkaldende stoffer på arbejdspladsen.
– Indtil 2016 var der intet ønske fra EU-kommissionen om at gøre noget på kræftområdet. Det kom kun på dagsordenen efter pres fra fagbevægelsen og nogle medlemslande. Det var den første regulering efter 12 års pause. I de 12 år har vi kæmpet defensivt, siger Laurent Vogel, med henvisning til at det trods alt lykkedes at stoppe de oprindelige planer om, at små og mellemstore virksomheder helt skulle friholdes fra arbejdsmiljøregler.
– Det er et vigtigt skridt med reguleringen på kræftområdet, det er et lille skidt i kampen mod kræft, den kamp er ikke vundet. Men det er vigtigt at vise, at det kan lade sig gøre. Vi blev ved selvom vi var oppe mod stærke kemi-koncerner. Vi samlede beviser og skabte alliancer, det giver tiltro til at det nytter, at vi kan nå resultater, siger han.
Og han ser bevægelse.
– Den lille sejr omkring kræft har skabt en ny dynamik, og det skyldes ikke mindst aktiviteten og presset fra arbejdsmiljøaktivister. Selvom kommissionsformand Juncker har sagt mange pæne ord om et socialt Europa, så er der ikke sket noget, før der har været pres udefra. Kommissionen har kun handlet, når de var nødt til det. Spørgsmålet er om ”sejren” på kræftområdet vil forplante sig til andre områder. Det er en kamp, en permanent kamp som kræver pres på den til enhver tid siddende EU-Kommission, siger Laurent Vogel. (brink)
Artiklen har været bragt i Aktionsgruppen Arbejdere Akademikeres nyhedsbrev
