Spaniens drøm om Europa blev et mareridt

De spanske arbejdsmarkedsreformer der skulle skabe arbejdspladser har i stedet ført til rekordhøj arbejdsløshed

– Hvad vi ser i Spanien er en drøm for de konservative kræfter (de store arbejdsgivere og banker) som har domineret den spanske stat. De opnår, det de altid har ønsket: Lønnedgang, en bange arbejdsstyrke, svage fagforeninger og nedbrydning af velfærdsstaten.

Sådan konkluderer den spanske økonomiprofessor, Vicente Navarro i en analyse i Social Europe af de spanske arbejdsmarkedsreformer. Han er professor ved Pompeu Fabra Universitetet Barcelona.
Reformernes gennemføres (også i Spanien) med en undskyldning om, at der ikke er noget alternativ.

– De siger endda, at de ikke bryder sig om at gennemføre reformerne, men at de er nød til det, fordi de europæiske autoriteter tvinger dem til det. Ikke overraskende, så falder Europas popularitet hurtigt. 82 procent af spanierne siger, at de ikke kan lide det Europa. Europa, som i mange år (ikke mindst under diktaturet) blev set som en drøm har forvandlet sig til et mareridt, skriver Navarro.

25 procent af spanierne er arbejdsløse og blandt de unge er arbejdsløsheden 52 procent pt.

Reformer skabte arbejdsløshed

Spanien har efter pres fra Trojkaen (EU, Centralbanken og den internationale valutafond) været igennem tre arbejdsmarkedsreformer, som blev præsenteret for befolkningen som nødvendige for at reducerer den store arbejdsløshed.

Siden krisens begyndelse har både den tidligere socialdemokratiske regering og den nuværende konservative gennemført reformer under parolen ”deregulering af arbejdsmarkedet” ud fra en ide om, at det var det ”stive” arbejdsmarked, der var skyld i den høje ledighed. Det blev sagt, at fagforeningerne beskyttede de fastansatte for godt, så det blev for risikabelt for arbejdsgiverne at ansætte. Konsekvensen var – blev det sagt – at arbejdsgiverne frygtede at hænge på folk, hvis de ikke længere havde brug for dem.

– Den antagelse er blevet et dogme. Og som alle dogmer bygger det mere på tro end på videnskabeligt beviser. Og både den socialdemokratiske og konservative regering har gjort lettere og lettere for arbejdsgiverne at fyre folk. Og de har fyret tusinder og atter tusinder af arbejdere. Men arbejdsgiverne har ikke ansat folk i samme hast, som de har fyret, skriver Navarro.

Reformerne har ikke ført til faldende arbejdsløshed, tværtimod er den vokset hurtigere end før man gik i gang med at nedbryde det ”stive” arbejdsmarked.
For eksempel forsvandt der godt en million job fra 2011 til 2013, og arbejdsløsheden steg i samme periode med 622.700. Der er nu seks millioner arbejdsløse i Spanien, næsten halvdelen står uden arbejdsløshedsunderstøttelse. 

Lortejobs

– En anden konsekvens af reformerne den hurtige forværring af arbejdsvilkårene. Andelen af usikre jobs (fagforeningerne kalder det ”lortejob”) vokser meget hurtigt. Faktisk er de fleste nye job i den kategori. 29 procent af de nye jobkontrakter er midlertidige ansættelser, mens kun 8 procent er faste. Det er de helt forudsigelige resultater af de reformer, som blev hilst velkommen af Trojkaen, og som angiveligt skulle mindske arbejdsløsheden. Kynismen er åbenlys, når man stadig præsenterer det som nødvendigt for at løse problemet med den store ledighed, selvom det er indlysende, at det er slået fejl, skriver han.

Det virkelige formål

– Men reformer har været en stor succes, når handler om at nå de skjulte mål (aldrig nævnt i medierne eller i den politiske diskussion). Reformerne har haft en enorm indflydelse på lønningerne: Et fald på 10 procent over to år. Det var det det, Trojkaen og den spanske regering havde i tankerne, da de gennemtvang reformerne, konstaterer Navarro.

Samtidig med at produktiviteten er vokset, så er lønningernes andel af BNP faldet dramatisk mellem 2009 og 2013 i Spanien, den udgør nu 52 procent, det laveste nogen sinde.

Uligheden vokset, de 20 procent rigeste tjener syv gang mere end de nederste 20 procent.

Der er to millioner spanske familier, hvor ikke en eneste er i arbejde. Og blandt dem i arbejde er 15 procent fattige, fordi deres løn er så lav, at den ikke kan løfte dem ud af fattigdommen.
– Det er hos børnene, at dramaet viser sig med størst brutalitet. Næsten 30 procent af de spanske børn lever i dag i fattigdom, skriver den spanske professor. (brink)