Efter ti år med begrænsning af konfliktretten arbejder den europæiske fagbevægelse stadig for at rulle EU-domstolens afgørelse i Laval-sagen tilbage
18. december 2007 afsagde EU-domstolen dom i den såkaldte Laval-sag, som siden er blevet herostratisk berygtet i den europæiske fagbevægelse.
Dommen betød, at retstilstanden med et var ændre i EU. Domstolen afgjorde nemlig, at det er forbudt at konflikte for at sikre at udstationerede arbejdere får nøjagtig de samme vilkår, som den lokale arbejdskraft. Dommen var med den daværende formand for den Europæiske Sammenslutnings ord, en ”licens til dumping.”
Samtidig ændrede dommen med et statussen for det udstationeringsdirektiv, som eller i princippet skal sikre udstationerede arbejdere et minimum af beskyttelse. Dommen afgjorde, at de minimumsvilkår, som er opregnet i direktivet, og som blev fortolket som et minimum – som medlemslandene og fagbevægelsen gerne måtte bygge oven på, nu gjaldt som de maksimale vilkår, som fagbevægelsen må kræve for udstationerede arbejdere fra andre lande.
Sagen handlede om det lettiske byggefirma, Laval, som havde rejst sagen efter en blokade mod deres arbejdet på en skole i Vaxholm uden for Stockholm i 2004. De svenske bygningsarbejdere forsøgte med blokaden at formå Laval til at underskrive en svensk overenskomst, men det var forbudt, fastslog EU-domstolen.
Den sag endte med, at den svenske Arbejdsret, med tilbagevirkende kraft dømte blokaden ulovlig og pålagde de svenske fagforeninger både bøde og erstatning til det lettiske firma. Det skete på trods af at samme arbejdsret tidligere havde blåstemplet blokaden.
Dommen sendte chokbølger gennem fagbevægelsen i EU, fordi den udfordrede konfliktretten og vægtede de økonomiske friheder på det indre marked over de faglige rettigheder.
En social protokol nu
Fagbevægelsens svar på den nye retstilstand var kravet om en ”social protokol”, som EFS kræver som tilføjelse til EU-traktaten. Protokollen skal en gang for alle sætte de faglige rettigheder over de økonomiske friheder, i de tilfælde hvor de to støder sammen. EFS udformede et detaljeret forslag til social protokol allerede i 2008, men siden er der ikke nogen regering, som har rejst kravet om en traktatændring, som også indeholder en juridisk bindende social protokol.
I stedet vedtog EU-toppen på et topmøde i sidste måned en ”social søjle”, som oplister en hel række sociale rettigheder, men uden at de er bindende for medlemslandene.
Alligevel forsøger den europæiske fagbevægelse nu at bruge søjlen som murbrækker for en social protokol.
”Ti år efter EU-domstolens katastrofale anti-arbejder dom i Laval sagen, siger den Europæiske Faglige Sammenslutning at den ”sociale søjle” forpligter EU til at reparerer den skade, dommen har forårsaget,” hedder det i en pressemeddelelse fra EFS på 10-års dagen for dommen.
”Dommen slog fast, at det lettiske firma som arbejdede i Sverige ikke kunne pålægges at give sine udstationerede arbejdere vilkår som matchede de kollektive overenskomster i den svenske byggeindustri. Afgørelsen var en alvorlig underminering af princippet om lige løn, men satte også virkskomhedernes økonomiske frihed over de faglige rettigheder,” mener EFS.
– Den skade Laval-dommen har gjort, må gøres god igen, med en garanti for lige løn for lige arbejde og en social protokol, der slår fast, at formålet med det indre marked er socialt fremskridt, og hvis det kommer i konflikt med de økonomiske friheder og konkurrencereglerne, så kommer de sociale rettigheder først, siger sekretær i EFS, Esther Lynch.
– EU må fixe skaden og leve op til løfterne i den sociale søjle. Vi øger presset på EU-kommissionen for at levere på løfterne i den sociale søjle, siger Ester Lynch.
EFS markerer ”jubilæet” for dommen med en online-kampagne, for at minde EU-kommissionen om, at det skal være slut med social dumping. EFS mener der er brug for en slags Europæisk Arbejdstilsyn, som skal overvåge, at arbejdsgiverne lever op til de kollektive overenskomster. (brink)
