Uddannelse er nødvendigt

Oplæg om Uddannelse på Silkeborg konferencen af Peter Kay Mortensen

Konference 1. marts 2002.

Peter Kay Mortensen

UDDANNELSE.

Uddannelsens nødvendighed.

Grundlæggende kan man vel anskue uddannelse fra flere overordnede vinkler – fx fra individets og fra samfundets side. Jeg tror hurtigt vi kan blive enige om, at uddannelse er et gode – set fra såvel individets som samfundets side. En uddannelse gavner den personlige udvikling og højner samfundets viden.

Er det en opfattelse der deles af den nye regering? Jeg er i tvivl!

Men jeg tror vi skal slå en ting fast – uddannelse er ikke blot et gode – det er en nødvendighed. Den tid er for evigt forbi, hvor det det var en garanti for et arbejde at have et par hænder der var skruet rigtigt på. I dag er det andre kvaliteter der giver arbejde – nemlig uddannelse. Og hvis vi skal pinde det helt ud, så giver livslang uddannelse også garanti for livslang beskæftigelse. På alle niveauer er uddannelse nøgleordet for at vi i Danmark kan fortsætte vækst og den høje beskæftigelse.

Er det en opfattelse der deles af den nye regering? Jeg er i tvivl!

I gamle dage var det sådan, at når vi havde lav vækst, så havde vi også høj arbejdsløshed. Denne sammenhæng er helt væk. I dag har vi lav arbejdsløshed og lav vækst. Faktisk er vores vækst nogenlunde den laveste i EU. Og hvordan hænger det sammen.

–         Er det mangel på risikovillig kapital?

–         Er det fordi erhvervsbeskatningen er for høj?

–         Er det fordi den forrige regering var efter arbejdsgiverne med regler om miljø og arbejdsmiljø?

Nej – i dag er der kun en væsentlig hindring for en øget vækst – og det er, at vi i Danmark i dag ikke er i stand til kunne frembringe den kvalificerede arbejdskraft der efterspørges. Det er ikke en prognose for fremtiden, som de kloge snakker om i fjernsynet. Det er noget der gælder i dag – lige nu og her. Vi er i den situation, at mange, mange arbejdsgivere ikke er i stand til at opstøve den arbejdskraft der er behov for.

Situationen betyder dog ikke nødvendigvis, at alle får et arbejde. I Storkøbenhavn – hvor jeg kommer fra – ser vi allerede nu kraftige tendenser til, at selv om der altså efterspørges uddannet arbejdskraft, så er vi samtidig i den situation, at arbejdsløsheden for ufaglærte grupper er stigende. Alene i Storkøbenhavn vil vi i år 2005 komme til at mangle ca. 40.000 med en erhvervsfaglig uddannelse – og på den anden side vil arbejdsløsheden for ufaglærte være nogenlunde den samme.

Vi skal slå en tyk pæl gennem den myte, der er ved at sprede sig over land og by – nemlig at vi fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft. Det vi kommer til at mangle i fremtiden er arbejdskraft der har en uddannelse der svarer til efterspørgslen – og det er altså noget ganske andet.

Gud ved hvornår det går op for regeringen?

Man kan blive så deprimeret over det der sker i disse måneder. Hvordan kan vi tillade at 40.000 unge mellem 15 og 19 år ikke er i gang med en ungdomsuddannelse, hvordan kan vi tillade at 9.000 unge ikke kan få en praktikaftale, hvordan kan vi tillade os selv at have en regering der skærer ned på uddannelserne og i stigende omfang forhindrer ledige i at få et kompetenceløft – det er ikke bare deprimerende – det er fuldstændig uforståeligt. For mig virker det som om, at regeringen har taget motorsaven i brug på den gren som vi selv sidder på.

Jeg vil tillade mig at gøre opmærksom på nogle af de værste tudser i vores uddannelsessystem – tudser som regeringen gør alt hvad den kan for at gøre større og større. Jeg vil tillade mig, at dele det op i hhv. uddannelsesforløbet for unge og uddannelsesforløbet for dem der er på arbejdsmarkedet eller er blevet ledige.

De unge.

Det er blevet et mantra i dansk uddannelsespolitik, at man ikke skal forsøge at styre unges uddannelsesvalg. Det individuelle valg kan og skal ikke styres – er de radikales mantra. De gange hvor vi i historien har prøvet at styre uddannelsesvalget er det gået grueligt galt, er deres påstand.

Jeg vil tillade mig, at sige, at det er noget forbandet vrøvl. Sandheden er, at al uddannelse bliver styret – måske ikke direkte – men indirekte via bevillinger, taxametertilskud o.s.v. der påvirker unges valg på ganske samme måde som tidligere tiders direkte styring. Og derfor er vi nu i en forbandet situation når det gælder de unges uddannelsesvalg. Ovre hos mig er der kommuner hvor 70 % af en ungdomsårgang vælger at gå i gymnasiet! Alle kan jo se, at dette er revnende galt. Det er jo ikke 70 % af en ungdomsårgang vi har brug for bliver akademikere eller andre af de uddannelsestyper vi kalder lange og mellemlange videregående uddannelser. Og det sker heller ikke. Sandheden er, at mange af disse studenter – kigger rundt i verden – og ender som bartendere på en cafe, eller tager sig nogle måneders uddannelse og kalder sig markedsøkonomer. Spørgsmålet er hvordan det er endt så galt?

Naturligvis er mange forældres uddannelsessnobberi en del af grunden. Mange tror også, at en studentereksamen blot udskyder beslutningen om hvad man skal foretage sig i livet – men sådan hænger det jo ikke sammen. Sagen er i sin enkelhed, at når lille Jens og forældrene står der og skal vælge uddannelse efter folkeskolen, er der så egentlig gode alternativer til gymnasiet? Fremstår erhvervsuddannelser på tekniske- og handelsskoler som et godt alternativ. Og hvordan ser det egentlig ud med en praktikplads hvis det er den vej man vil gå.

Nej – erhvervsuddannelserne fremstår i dag ikke som et lysende alternativ når den unge skal vælge uddannelse. Den forrige regering gennemførte flotte reformer på erhvervsuddannelsesområdet – den glemte bare en ting – nemlig at putte penge i uddannelserne. Den nuværende regering ikke bare fortsætter denne kurs – den skærer ned på et helt uhørt niveau. Så protesterer de unge, og Anders Fogh kommer i tanke om, at han vist nok kom til at love noget under valgkampen. Så bliver en del af de generelle besparelser taget væk – alle er glade. Men sagen er, at besparelserne ikke er taget væk. De er der stadigvæk. Pengene er ikke tilbageført til de uddannelser der så hårdt har brug for dem, men er sat hen i en pulje til nye initiativer. Jeg har ikke noget mod nye initiativer, men det må altså ikke ske på bekostning af ringere metalarbejderuddannelser, dårligere tjenere, dårligere kontoruddannelse o.s.v. o.s.v.

Over de budgetår som regeringen har vist med sit finanslovsforslag vil besparelserne på de erhvervsfaglige uddannelser blive lammende. Det står klart, at mange skoler ikke kan fortsætte. Vi vil se tekniske skoler og AMU-skoler slå sig sammen. Vi vil se mange skoler blive nedlagt. Jeg skal være den første til at indrømme, at ikke alle skolesammenlægninger er dårlige. Men det er skolesammenlægninger af nød – ikke skolesammenlægninger der er drevet af udviklingstanker. Og det er altså en stor forskel.

Og mens vi altså bruger pisken overfor erhvervsuddannelserne – så skal jeg bare spørge, om der er nogle der har hørt om nedskæringer på gymnasierne – der hvor amterne residerer.

Så for lige at vende tilbage til min indledning, så sker der indirekte en styring af unge uddannelsesvalg via den økonomiske styring, fordi nogle uddannelser økonomisk er langt bedre stillet end andre. Man kunne godt spørge sig selv, om ikke det var bedre at styre lidt mere direkte, ved fx at lave begrænsninger på elevtallet til gymnasierne og så give de erhvervsfaglige uddannelser et ordentligt økonomisk løft, der kunne gøre dem attraktive – for både de uddannelsessøgende (og deres forældre).

Personligt tror jeg, at hvis RBF forstår at få organiseret cafetjenere fremover – så bliver de et meget stort forbund.

De lidt ældre – dem på arbejdsmarkedet.

Jeg skal ikke give det mange ord – blot konstatere, at hvis vi fremover skal kunne tilfredsstille efterspørgslen efter arbejdskraft, så er det ikke nok, at vi formår at få de unge til at tage en uddannelse der giver job. Det er bydende nødvendigt, at hundrede tusinder af dem der er på arbejdsmarkedet får gjort noget ved deres kompetencer.

Det mest indlysende er naturligvis at give de ledige nogle kompetencer der gør at det vil lykkedes at finde varigt fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg siger bare – glem det. I Finanslovsforliget skar regeringen og DF 1,5 mia. kroner fra arbejdsmarkedspolitikken. Ikke så hårdt som man måske kunne forvente, fordi mange af disse penge i forvejen ikke blev brugt. Men med regeludformningen for 2002, vil faktum blive at arbejdsmarkedspolitikken vil blive beskåret med yderligere 1-1,5 mia. kroner. – ikke noget der fremgår af noget lovforslag. 1594 kroner i gennemsnit bliver den sum der er til rådighed for uddannelse af ledige. Og i øvrigt bliver antallet af ledige der kan få uddannelse – bragt klart ned. Det bliver meget svært at få givet ledige et truckførerkursus fremover. Regeringen satser i stedet på jobtræning. Jeg vil gerne se et statsligt jobtræningsforløb indenfor de næste par år, med den personalepolitik der bliver ført i øjeblikket. De private arbejdsgivere har vi prøvet med i 25 år – hvad skulle ændre sig grundlæggende nu. Tilbage er kommunerne – hvor det bliver sværere dag for dag at få cheferne til at tage ledige på jobtræning ind.

Jeg syntes at med de betingelser som arbejdsmarkedsrådene og arbejdsformidlingerne får til rådighed, så må vi melde klart ud, at arbejdsmarkedspolitikken ikke vil give noget væsentligt bidrag til at løse efterspørgslen efter arbejdskraft – endsige sikre at ledige kommer i varigt arbejde.

Tilbage er så dem i arbejde. Jeg tror de fleste kunne indse det fornuftige i at hvis nogle rykker sig kompetencemæssigt på arbejdsmarkedet – bliver der plads til at nye kan komme ind hvor der efterlades huller. Jeg tror den forrige regering – selv med en radikal undervisningsminister var ved at indse, at det var nødvendigt at få beskæftigede til at flytte sig kompetencemæssigt.  Jeg er sikker på, at vi ville have set nogle initiativer i den retning i år. Den nuværende regering har allerede taget initiativer der går i den modsatte retning. Regeringen har sagt tak til arbejdsgiverne ved at garantere dem, at der ikke kan blive tale om at arbejdsgiverne komme til at medfinansiere uddannelsesaktiviteter i VEU-reformen. Og ingen tror vel ærligt på, at den nuværende regering på nogen som helst anden måde vil finansiere og udvide uddannelsesaktiviteterne for alle dem på arbejdsmarkedet.

Det er deprimerende.

Afslutning.

Vi må spørge os selv om regeringen er dumme. Sandsynligvis vil mange sikkert svare. Og det kan der være god grund til sige ja til, når vi nu klart kan se, at regeringen ikke vil gøre noget som helst for at sikre, at der i fremtiden er den arbejdskraft til rådighed, som der er brug for, og samtidig sikrer arbejdsgiverne, at de ikke kommer til at betale mere for deres medarbejderes videre- og efteruddannelse.

Jeg tror ikke regeringen er dum. Den ved udmærket godt, hvad den gør. Når ikke det offentlige eller arbejdsgiverne skal betale for uddannelse – hvem skal så? Jo der er to svar. Det ene er, at vi indfører et engelsk/amerikansk uddannelsessystem, hvor det i høj grad er den enkelte selv og med hjælp af legater kan finansiere de små 7-800.000 et år på Harvard koster.

Vi kan forvente brugerbetaling i stor målestok på voksen og efteruddannelse. Den kamp har vi haft tidligere og vi må være parat til en ny..

Den anden politik, som regeringen med stærk hjælp af arbejdsgiverne ser frem til, er at i løbet af et antal forbavsende få måneder, vil vores grænser blive åbnet for østeuropæisk arbejdskraft – billig og velkvalificeret. Hvorfor dog bruge penge på dansk arbejdskraft, når man kan få meget billigere arbejdskraft andet steds. Sådan tænker de.

Det er et godt initiativ, at vi på et møde som dette får drøftet  regeringens politik og dens virkninger på uddannelsesområdet for almindelige lønmodtagere og unge mennesker i Danmark.

Jeg tror ikke på, at vi gennem argumentation og dokumentation får regeringen på andre tanker. Vores mål må derfor være at få regeringen fjernet så hurtig som muligt.

Det handler også om, at der genopbygges et politisk troværdigt alternativ til den nuværende regering. Den debat skal også være på vores dagsorden i den kommende tid. Debatten skal ikke handle om hvordan en sådan regering skal se ud. Debatten skal handle om hvilke faglige krav vi vil stille til en anden regering.

Vores våben skal være dialog og oplysning og her er tillidsrepræsentanterne nøglen og med den rigtige strategi, vil vi hurtig kunne få fjernet – den uddannelsesfjentlige regering.

Tak for ordet